Læserbrev
Syn og skøn på fagbevægelsen
Fagforeningens rolle og prioritering skal redefineres nu og her. Vi skal investere i aktivisme og synlighed på byggepladsen og turde tage kampen imod social dumping. Og så skal vi droppe faglig enegang og satse på tværfaglig organisering.
|
Forleden var der fødselsdagsfest i min fagforening, Rør og Blik København fyldte 150 år. Og det blev selvfølgelig fejret med pomp og pragt.
Fødselsdagen og alderen taget i betragtning så har det naturligvis også afstedkommet snakke og diskussioner. Om fagforeningens rolle i 2023 og hvad det er, vi vil. Og hos os har der også været en debat om afstanden til medlemmerne, om manglende opbakning og deltagelse, om de unges opfattelse af det etablerede, om ledelse og handling og så videre. Et slags “syn og skøn” kunne man kalde det.
I mit forbund har vi stærke traditioner med organisering, og rigtig mange er det, vi kalder dobbeltorganiseret: Ud over almindeligt medlemskab af fagforeningen så har vi firmaklubberne. For eksempel er jeg selv med i “Rørklubben”, som i vores tilfælde har eksisteret i 43 år. Firmaklubberne er ikke personaleforeninger. Klubberne er mere end blot sommerfest og julefrokost. Klubberne er i hverdagen den synliggjorte fagforening for langt de fleste og ofte det første bekendtskab med “fagforeningen” som nyansat. Det er de lokale klubbestyrelser, som sikrer organisering af de ikke-organiserede. Og det er klubberne, som kan sikre, at tillidsrepræsentanten og arbejdsmiljørepræsentanten ikke står alene. Klubberne er selve rygraden af fagforeningen. For uden bevægelse og aktivitet på arbejdspladserne vil fagforeningen sygne hen i stagnation og manglende udvikling.
Vi skal droppe faglig enegang og satse på tværfaglig organisering. Og vi bør være solidariske med alle dem, der befinder sig nederst i byggepladsens hierarki.
Jeg har selv været tillidsrepræsentant i fire år. Kæmpet med næb og klør for opbakning til fagforeningen. Talt i timer med kollegaer der ikke umiddelbart ønskede medlemskab. Forhandlet med firmaet og erfaret den gamle sandhed, at gennem styrke og faglighed opnås resultat. Meget er lykkedes, fællesskab kan forandre, og i vores klub, firma og vel også branchen som helhed har vi opnået gode resultater.
Men vi blive nødt til også at erkende, at sådan ser byggepladser ikke ud generelt. At vi er umådeligt fragmenterede i forhold til løn, arbejdsforhold – og organisering. Og at fagbevægelsen – set fra oven og generelt – har mistet grebet om udviklingen.
Kan I huske som barn, når der til fastelavn i skolegården blev slået “katten af tønden”. Når bunden gik af, og alt slikket væltede ud. Og at det altid var de stærkeste drenge, der ragede til sig, mens andre stod med de sølle rester. Det er sådan, dansk fagbevægelse er blevet!!! Det er sådan, vi har accepteret, at byggepladsen er blevet.
Glemt er fordums tiders begreber som, “det er de stærkeste skuldre, der skal bære det tungeste læs”. Eller skulder ved skulder og ingen efterlades ved perronen! I dag er det “survival of the fittest” – den stærkestes ret. Ordet solidaritet er ikke-eksisterende. Tænk blot på seneste OK23, hvor krav om højere mindsteløn og kædeansvar imod social dumping blev fejet til side for en overenskomst, der sikrede mest til dem, der i forvejen havde mest.
På min byggeplads går jeg side om side med kollegaer, som tjener langt under halvdelen af det, jeg tjener. Som ikke er sikrede ordentlige værnemidler eller sikkerhedsudstyr. Som bøjer nakken og ikke kender til rettigheder eller ikke ønsker at risikere deres job ved at påpege for eksempel dårligt arbejdsmiljø. I dag er den mindsteløn, som minimallønsoverenskomsten sikrer dem, mindre værd end for blot tre år siden – på grund af inflation og en asocial OK23.
Og fordi vi er ligeglade. Ligeglade med migrantarbejderen, ligeglade med vikaren, den “falske” selvstændige, underentreprenørens udsendte løst ansatte med flere.
Og så er der alle de byggepladser, der ikke er overenskomstdækket. Hvor der trods fine hensigtserklæringer fra byrådspolitikerne om fair og ordnede forhold gang på gang afsløres løndumping og arbejdskriminalitet. Og hvor kampen tages af aktivister fra autonome faglige aktionsgrupper, mens den etablerede fagbevægelse vender det døve øre til og bestiller endnu en gang smørrebrød til skåltalerne.
Vi så det i Odense, hvor det kommunalt ejede Fjernvarme Fyn havde syv ud af 11 indlejede underentreprenører, som ikke overholdt danske overenskomster. Vi har set det på Frederiksberg ved det kommunale plejehjem Ingeborggården, hvor det svenske AB Rørteknik ikke overholdt overenskomsten. Eksemplerne er mange.
Og vi ser det på utallige byggepladser, hvor pensionskasser eller kapitalfonde trods alverdens etiske hensigtserklæringer om socialt ansvar og alle klodens verdensmål igen og igen afsløres i brug af kriminelle udenlandske svindelfirmaer, som misbruger underbetalt og uorganiseret arbejdskraft fra Øst- og Sydeuropa. Det gælder for eksempel min egen byggeplads, hvor AP Pension tillader MT-Højgaard at bygge med svindelfirmaer, som TV2 og andre medier har afsløret i skattesnyd. Resultatet er løndumping og et arbejdsmiljø for os alle, der lider under manglende kompetence og indsats.
Fagbevægelsens rolle er udspillet i mange af vores nabolande. Med udbredt ulighed og social dumping i kølvandet. I dag er der flere suppekøkkener i Tyskland end efter Anden Verdenskrig. Og meget taler for, at det også er den retning, som det danske arbejdsmarked bevæger sig imod. Sådan som det ses på byggepladserne i hovedstadsområdet. Regeringen og arbejdsgiverorganisationerne vil øge arbejdsudbuddet og lempe regulering af import af billig arbejdskraft. Og hidtil har fagbevægelsen ikke haft synlig succes med organisering af den hastigt voksende udenlandske arbejdsstyrke.
Der er selvfølgelig også et alternativ, nemlig at vi vågner op og erkender, at fagbevægelsens oprindelige dyder om fællesskab og solidaritet stadig virker. At faglige kampe finder sted i virkelighedens verden på byggepladsen og kan vindes, hvis fællesskabet vil det. Men hvis det skal lykkes, så skal fagforeningens rolle og prioritering redefineres nu og her. Vi skal investere i aktivisme og synlighed på byggepladsen. Vi skal insistere på at turde tage kampen imod social dumping. Vi skal droppe faglig enegang og satse på tværfaglig organisering. Og vi bør være solidariske med alle dem, der befinder sig nederst i byggepladsens hierarki.
For 150 år siden var der nogle, der gjorde det. Så kan vi vel også – i dag.
Tak fordi du læste med.
Dette er et blog-indlæg, der alene er udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
18. september 2023 | 06:00
