Læserbrev
Storbankerne må ud af klimatopmøderne
Selvom det bare er et år siden, at storbankerne erobrede stor indflydelse på klimatopmødernes behandling af finansmarkederne, er det blevet tydeligt, hvorfor de må ud i en fart.
|
Hvis der ikke sættes ind over for finanssektoren, og hvis pengene uhindret kan rulle ind i fossile brændsler, er det umuligt at stoppe klimakatastrofen. Så klimapolitik handler også om, hvilke beslutninger der tages på finansmarkederne, og på hvilket grundlag.
På det punkt bød Parisaftalen på et nybrud i artikel 2.1 c, der pålægger regeringerne at sikre, at alle finansielle beslutninger tager klimaet i betragtning og bringes på en klimavenlig kurs. Netop den del af aftalen har fået fornyet opmærksomhed i de seneste par år, især på klimatopmødet i Glasgow i 2021, hvor den britiske regering lagde sig i selen for at skabe dynamik i den del af aftalen. Problemet var, at de gjorde det ved at overlade initiativet til finanssektoren. Det kunne kun gå galt, og det gør det så. Det viser udviklingen op til og under klimatopmødet i Egypten.
Der er altså nogle proportioner, som skurrer i ørerne. Regeringerne snakker om småpenge, mens finansmarkederne sørger for en syndflod af penge til projekter, som er i færd med at ødelægge kloden.
Der er gode argumenter for at udstrække klimaaftalerne til at handle om finansmarkederne. I dét regi pøses astronomiske summer ind i fossile brændsler. Alene de 60 største banker i verden har finansieret fossile brændsler for hele 4,6 billioner dollars, siden Parisaftalen blev indgået, eller næsten 50 gange det beløb, rige lande skal give i årlig klimabistand, nemlig 100 milliarder dollars. Omstillingen på energiområdet vil koste mange gange de 100 milliarder dollars, hvis den skal lykkes. I omegnen af 25 gange så meget, hvis man skal tro rapporter fremlagt for nyligt.
Der er altså nogle proportioner, som skurrer i ørerne. Regeringerne snakker om småpenge, mens finansmarkederne sørger for en syndflod af penge til projekter, som er i færd med at ødelægge kloden. Det må man have en plan for, og det var dét, Parisaftalen så ud til at indvarsle.
Gennemførelsen af den del af den globale klimaaftale lå alligevel i dvale i seks år, men på klimatopmødet i Glasgow i 2021 trådte finanssektoren ind på scenen med store armbevægelser – med støtte fra både FN’s generalsekretær og den britiske regering. Anført af den tidligere centralbankchef i Storbritannien, Mark Carney, meldte stort set alle store globale banker og investeringsfonde sig under klimafanen. De hævdede, at de både kunne levere gigantiske summer til klimaindsatsen og samtidig tjene styrtende med penge selv. En rigtig win-win-situation som store dele af verdenspressen tog imod med kyshånd – fra New York Times til Dagbladet Information glædede journalisterne sig over de vældige summer, der var på vej. Også fra politisk hold lød der klapsalver. Med dette initiativ kunne regeringerne notere sig, at det tilsyneladende ikke var nødvendigt at tage politiske initiativer for at reformere finansmarkederne. Det kunne finanssektoren tage sig af.
Ud af dette opstod en koalition af storbanker og investeringsfonde kaldet Glasgow Financial Alliance for Net Zero (GFANZ) med et lederskab bestående af blandt andre BlackRock, Citi, HSBC og Standard Chartered – alle firmaer med et stort engagement i fossile brændsler. I dét regi udviklede finansvirksomhederne deres egne koncepter for, hvordan de ville omkalfatre deres aktiviteter for at blive grønnere med tiden. Det var planer så fulde af smuthuller, at værdien var til at overse, men i det mindste lovede GFANZ at følge anvisningerne fra et FN-initiativ, kaldet Race to Zero, der var dannet med henblik på at koordinere den private sektors bidrag til gennemførelsen af Parisaftalen.
Det løfte om at følge anvisningerne fra FN holdt lige indtil dét øjeblik, hvor FN-systemet – repræsenteret ved Race to Zero – strammede deres anbefalinger i juni i år. Kravet var nu for at leve op til FN’s mindstekrav, at finanssektoren holdt sig langt fra investeringer i nye kulprojekter. Det fik GFANZ op af stolene. I løbet af nogle måneder havde de fået sætningen slettet og havde gjort det klart, at de ikke havde til hensigt at følge anvisninger, de ikke selv havde skrevet.
Så skulle man tro, at GFANZ ville miste nogle af deres privilegier – at det ville blive bare lidt sværere for finansgiganterne at bevæge sig rundt på de bonede gulve på det igangværende klimatopmøde. Sådan er det bestemt ikke gået. Tværtimod. Under finans-temadagen på topmødet i Egypten kom det frem, at GFANZ har arbejdet møjsommeligt på at opbygge en koalition af udviklingsbanker, regeringer i det globale syd og FN-institutioner for at vinde opbakning til en formel for klimafinansiering i ulandene. Den korte version: Ulandene skal sikre offentlige penge, favorable skattebetingelser og garanteret investeringsbeskyttelse for finanssektoren, så det kan blive profitabelt for dem at støtte for eksempel vedvarende energi i syd.
Dér er de store ambitioner om at reformere finansmarkederne så endt. Regeringerne i syd skal sikre, at der følger en substantiel profit med, hvis omstillingen skal finansieres. Og i ly af vage planer om en gang ad åre at blive klimaneutrale betragtes storbankerne stadig som partnere i klimaindsatsen, selvom de på kort og mellemlang sigt fortsætter som altid, også når det kommer til kul. Alligevel er regeringerne tilsyneladende så veltilfredse med udviklingen, at der ikke foregår nogen anden seriøs samtale om reformer af finansmarkederne.
Derfor må vi begynde at udvikle alternativer, også på finansieringsfronten. Det er klart, at det første skridt må være at drive storbankerne ud af klimaforhandlingerne. Men der skal mere til – planer for afvikling af investeringer i fossile brændsler og beskatning af finanssektoren. Og sidst men ikke mindst, et markant løft i klimabistanden fra nord til syd. De 100 milliarder dollars, regeringerne taler om, er til grin.
De fleste kender til tovtrækkeriet om klimabistand, der har udspillet sig på klimatopmøderne siden dag ét. Den fattige del af verden har helt rimeligt insisteret på, at det først og fremmest er de rige, højt industrialiserede lande, som skal betale regningen. Derfor blev det betragtet som et gennembrud, da klimatopmødet i København besluttede, at de rige lande skal yde 100 milliarder dollars årligt i klimabistand, og det har siden været et hovedtema, at pengene ikke kommer. Så få midler er der kommet ud af dét, at det gik verden rundt, da den danske regering med støttepartier bevilgede 100 millioner kroner på årets finanslov.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
12. november 2022 | 06:00
