Læserbrev
Sikres reallønnen ved OK23?
Sikring af reallønnen kræver en aktiv fagbevægelse og lokal faglig aktivitet.
|
Det store spørgsmål ved OK23 har været, hvorvidt reallønnen kan bevares i den kommende overenskomstperiode i lyset af en hæsblæsende inflation i 2022 og en forventet stadig kraftig inflation 2023 til 2024? Hvad i OK23 peger positivt i retning heraf og hvad tegner mindre godt herfor?
Forligene
De afgørende forlig ved OK23 har dels været industriforliget 19. februar på minimallønsområdet og transportforliget 4. marts på normallønsområdet. Navnlig er industriforliget væsentligt, da mellem 2/3 og 4/5 af lønmodtagerne på det private arbejdsmarked arbejder på minimallønsoverenskomster. Det må på den ene side anerkendes som positivt, at begge forlig sikrer større generelle lønforhøjelser end det var tilfældet ved de foregående overenskomstrunder. Og det må navnlig anerkendes, at den generelle lønstigning på normallønsområdet på 11,75 procent tegner til at komme tæt på at bevare reallønnen. Omvendt må det på den anden side karakteriseres som et problem, at industriforliget ikke i sig selv sikrer, at reallønnen bevares på minimallønsområdet igennem 2023 og 2024, idet forligets generelle lønforhøjelse i overenskomstperioden “kun” udgør 4 procent. Dette rækker nok til at indhente reallønstabet i 2022, men ikke til at dække inflationen i 2023 og 2024.
I industriforliget peger det endvidere på den ene side i en positiv retning, hvad angår sikring af reallønnen, at forliget rummer pænt store forhøjelser af minimallønssatserne på 3½ til 4 procent – satsforhøjelser, som er en del større end tilfældet ved OK17 og OK20. Det kan få betydning, fordi der historisk set tidligere har været tradition for, at forhøjelserne af minimallønssatserne i sektoroverenskomsterne på minimallønsområdet har tjent som signal for, hvor store generelle lønforhøjelser, der i overenskomstperioden kunne gives til medarbejdere med mere end minimalløn.
At der kan læses et sådan signal ind i Industriforliget vedrørende generelle lønforhøjelser synes bekræftet af transportforliget, hvor der faktisk i selve sektoroverenskomsten gældende for hele overenskomstperioden er givet samlede lønforhøjelser på op mod 12 procent.
MEN: I sidste ende er der dog på den anden side ikke automatik og selvfølge i, at forhøjelserne af minimallønssatserne overføres på lønningerne generelt. Det afhænger af styrkeforholdet mellem arbejdsgivere og fagbevægelse generelt og lokalt. De nye overenskomster på minimallønsområdet sikrer ikke i sig selv de nødvendige generelle lønforhandlinger. Om de hentes hjem, vil først udfaldet af de kommende to års lokale lønforhandlinger vise.
Inflationen
Den store udfordring i forbindelse med OK23 har været inflationen. Allerede inden overenskomstforhandlingerne gik i gang var der i 2022 tale om kraftige prisstigninger på op mod 8 procent på årsbasis. Og da lønningerne kun steg 4 procent i 2022, var der således allerede inden starten af forhandlingerne tale om et fald i reallønnen på omkring 4 procent. For inflationen i 2023 til og med 2024 peger centrale danske prognoser på, at der kan forventes en samlet generel prisstigning i perioden på op mod 9 procent. Skal OK23 sikre reallønnen, må den samlede generelle lønstigning således løbe op i 4 + 9 procent dvs. i alt op mod 13 procent?
Det må her på den ene side i OK23 anerkendes som positivt for sikringen af reallønnen, at der i industri- og navnlig i transportforliget sendes et “signal” om samlede lønstigninger 2023 til 2024 på 4 + 8 procent = op mod 12 procent.
Realiseres sådanne lønstigninger på minimallønsområdet gennem de kommende to års lokale lønforhandlinger, vil reallønnen stort set kunne bevares.
Men problematisk er det på den anden side i forhold hertil, at det er forbundet med en betydelig usikkerhed: Vokser inflationen for det første mere end de centrale prognoser skønner? Og kan de lokale lønforhandlinger på minimallønsområdet for det andet hente så store samlede lønstigninger som 4 procent årligt?
Lokale lønforhandlinger
Skal reallønnen bevares i den kommende overenskomstperiode overfor en forventet inflation på op mod 13 procent fra og med 2022 til og med 2024, forudsætter det som anført, at der inklusiv generelle lønforbedringer indeholdt i selve sektoroverenskomsten årligt opnås lønstigninger på minimallønsområdet på 5 til 6 procent.
Som anført er der på normallønsområdet aftalt generelle lønstigninger på op mod 12 procent årligt, hvilket tegner til tilnærmelsesvist at bevare reallønnen, men industriforliget omvendt “kun” i sektoroverenskomsten sikrer generelle
lønstigninger på 4 procent. De resterende 8 procent skal altså hentes ved lokale lønforhandlinger.
Der er på den ene side forhold – navnlig virksomhedsøkonomiske – der taler for, at dette burde være muligt. For det første har centrale danske brancher øget overskuddene og produktiviteten i de senere år. For det andet burde
arbejdsmarkedssituationen med høj beskæftigelse, lav ledighed og mangel på arbejdskraft være gunstig for lønmodtagerne. Og for det tredje er lønmodtagernes andel af værdiskabelsen (lønkvoten) faldet, mens profit og
lederlønninger er løbet fra lønmodtagerne. Der burde således være et økonomisk råderum for at give lønforbedringer, og lønmodtagerne burde have noget tilgode.
Men på den anden side peger lønudviklingen på det private arbejdsmarked siden Finanskrisen også på barrierer for at opnå sådanne substantielle lønstigninger på op til 6 procent årligt alt inklusive i 2023 og 2024. Siden Finanskrisen er den årlige samlede lønstigningstakt på det private arbejdsmarked faldet kraftigt, hvilket i de senere år tilskrives en stærkere koordinering og styring af den lokale løndannelse fra DI’ s side.
Lønstigningstakten har siden midten af 10’erne ligget på “kun” 2 til 2½ procent årligt. Hvilket er et stykke fra de op til 6 procent, som fra 2023 til 2024 årligt vil kræves for at opretholde reallønnen
Svaret på spørgsmålet om, hvorvidt reallønnen kan sikres med OK23, er således ikke entydigt. Hvorvidt reallønnen i overenskomstperioden sikres generelt afhænger navnlig af størrelsen af de samlede lønstigninger på minimallønsområdet dvs. med andre ord af, hvad de lokale lønforhandlinger i de kommende to år henter hjem. OK23 rummer på den ene side muligheder for, at det kan lykkes herigennem at bevare reallønnen, men på den anden side tegner der sig også mangler og barrierer, der er mindre positive herfor.
De kommende to års lokale lønforhandlinger på minimallønsområdet kommer til at vise det. Forudsætningen for, at det lykkes er en aktiv fagbevægelse og lokal faglig aktivitet.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
01. april 2023 | 06:00
