Læserbrev
Reformer er godt. Mange reformer er meget godt. Eller?
I de seneste år har vi fået en perlerække af reformer, alle med flotte titler og formål: Men de trækker i hver sin retning – og resultatet er, at de allermest udsatte betaler prisen, skriver Henrik "Mas" Nørgaard Christensen i denne blog.
|
Det er reformernes tid på det sociale område. Først fik vi hjemløsereformen, som skulle få borgere på forsorgshjem og herberger ud i egen bolig.
Så fik vi 1. juli i år kontanthjælpsreformen, hvor borgere på kontanthjælp ikke længere kan få paragraf 34 støtte, særlig støtte til husleje, og derfor risikerer at miste flere tusinde kroner om måneden ud af en i forvejen skrøbelig økonomi.
Og snart kommer der en værdighedsreform, der skal hjælpe de 12.000 mest udsatte borgere i Danmark. Men når reformerne modarbejder hinanden, så der kommer langt flere end 12.000 udsatte, klinger det hult i min verden at tale om værdighed over for disse borgere.
Først hjemløsereformen: Bolig før alt andet
Hjemløsereformen blev lanceret med Housing First som kerneprincip. Det er en evidensbaseret tilgang, hvor man får mennesker væk fra gaden eller forsorgshjem og ind i egen bolig som første skridt – ikke sidste. For man kan ikke behandle misbrug, psykisk sygdom eller arbejdsløshed effektivt, hvis man samtidig ikke har tag over hovedet. Så langt, så godt.
Politikere taler gerne om værdighed. Men værdighed er ikke et nyhedsbrev. Det er ikke en tale på Folkemødet. Det er noget, man mærker i hverdagen.
Reformen blev modtaget positivt af både fagfolk og civilsamfundet. Endelig en politik, der så ud til at forstå, at et hjem ikke er en belønning, men en forudsætning for alt andet.
Problemet er bare, at de betalbare boliger, der er forudsætningen for at skaffe hjemløse et hjem, stadig ikke findes. Faktisk bliver der kun færre af dem. Det er ikke hjemløsereformens skyld, men dog alligevel et tegn på, at der er gjort regning uden vært.
Så kom kontanthjælpsreformen: Et skub uden sikkerhedsnet
Den 1. juli i år trådte kontanthjælpsreformen i kraft. Her blev paragraf 34-støtten afskaffet – altså den støtte, som borgere på kontanthjælp med høje boligudgifter tidligere kunne få.
Med ét slag blev det markant sværere for mange at betale huslejen. Især for dem, der netop var flyttet fra herberg til egen bolig.
Oven i det blev det nærmest umuligt – især i de store byer – at anvise lejligheder, hjemløse på kontanthjælp kunne betale. En direkte modarbejdning af hjemløsereformen.
Nu kommer værdighedsreformen: Flot ord, men med hvilket indhold?
Den nyeste reform kaldes en værdighedsreform. Den retter sig mod 12.000 af de mest udsatte borgere. Her tales der om færre krav, mere omsorg, bedre adgang til hjælp – måske endda afkriminalisering af stofbrug og oprettelse af gadens huse og opsøgende enheder.
Det lyder godt. Det er godt. På papiret. Men lad os være ærlige: Hvad er værdighed værd, hvis den leveres i et system, der ikke samtidig har muligheden for at betale huslejen?
Problemet er ikke reformerne i sig selv. Det er, at de ikke hænger sammen. Den ene rækker hånden ud – den anden slår benene væk. Vi flytter mennesker ind i boliger, men fjerner støtten, der skal sikre, at de kan blive boende. Vi siger, at vi vil styrke deres værdighed, men tvinger dem ind i arbejdslignende aktiviteter uden at sikre en tryg hverdag.
Det er som om, hver reform bliver lavet i sit eget ekkokammer – uden blik for, hvad der ligger før eller efter. Uden tanke for det menneske der skal leve midt i det hele.
Politikere taler gerne om værdighed. Men værdighed er ikke et nyhedsbrev. Det er ikke en tale på Folkemødet. Det er noget, man mærker i hverdagen. Det er at kunne betale sin husleje. At vide at man ikke ryger på gaden, hvis man bliver syg. At have et sted at spise, sove, leve. At møde et system der støtter – ikke straffer.
Hvad er en reform værd, hvis den modarbejder den næste i rækken? Hvad hjælper gode intentioner, hvis konsekvenserne reelt gør livet sværere for dem, man vil hjælpe?
I de seneste år har vi fået en perlerække af reformer, alle med flotte titler og formål: Men de spiller ikke sammen. Tværtimod. De trækker i hver sin retning – og resultatet er, at det bliver borgerne, især de allermest udsatte, der betaler prisen.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
02. oktober 2025 | 08:46
