Prøveballon i en agurketid
Hvis vi skal bevare den danske og nordiske velfærdsmodel, må vi sige klart nej tak til forslaget om selv at spare op til ældrepleje og anden støtte i alderdommen. Det er langt ude, at en socialdemokratisk politiker stiller forslag om at afmontere vores velfærdssystem.
|
Sommeren er over os. Det betyder politisk dvale bortset fra de politiske prøveballoner, som er en fast bestanddel af en agurketid. Prøveballoner kendetegnes ved, at de er kontroversielle i forhold til det pågældende partis sædvanlige politik og dermed er et forsøg på at lodde, om en større eller mindre politisk kursændring kan bære i forhold til venner og fjender.
En af de mere kontroversielle prøveballoner denne sommer blev sendt op af Socialdemokratiets politiske ordfører Christian Rahbek Madsen. I et interview i Jyllands-Posten foreslog han, at befolkningen fremover skal spare op til alderdommen i en opsparing ved siden af skatten.
Forslaget minder en del om et forslag, som den nuværende formand for Moderaterne, dengang kronprins i Venstre, Lars Løkke Rasmussen fremlagde i 2007. Ideen er kort fortalt, at man med en ældreopsparing selv skal kunne betale for de ydelser, som for eksempel hjemmehjælp ældrebolig og andre ting, man får behov for, når man bliver ældre.
Minder om arbejdsmarkedspensioner
Tankerne minder meget om de tanker, der ligger bag de arbejdsmarkedspensioner, som man opfandt med trepartsaftalerne i perioden 1989-1991. Her aftalte arbejdsmarkedets parter og staten, at en del af lønnen skal indbetales til en pensionsopsparing, som lønmodtageren får udbetalt, når vedkommende går på pension.
For lønmodtagere, der er kommet ind på arbejdsmarkedet efter 1991, vil denne arbejdsmarkedspension betyde en væsentlig forbedring af økonomien i alderdommen i forhold til de lønmodtagere, som kun har folkepensionen med tillæg at leve af.
For staten vil det betyde en væsentlig besparelse i udbetaling af folkepension, da de færreste (om nogen) lønmodtagere med arbejdsmarkedspension vil skulle have andre ydelser end folkepensionens grundbeløb, når de bliver pensioneret. Hvis altså folkepensionen findes, når disse lønmodtagere skal på pension…
Vil øge ulighed
Men!
Fælles for det forslag, som Christian Rahbek-Madsen luftede, og arbejdsmarkedspensionerne er, at de er utroligt ulighedsskabende. Godt nok lovede man i 1989-1991, at man også skulle finde en pensionsløsning for borgere på overførselsindkomster. Og jeg vil tro, at det vil flyde over med løfter om det samme for en eventuel kommende aldersopsparing.
Men det er et faktum, at der kun i meget ringe grad er fundet en pensionsløsning, og at det heller ikke vil ske med aldersopsparingen.
Dertil kommer, at alle de pensionsordninger, der er opfundet siden 1991, har indbygget tillægsydelser som for eksempel sundhedsforsikringer og andre fordele, som skævvrider sundhedssystemet og gør, at borgere på overførselsindkomster bliver til andenrangsborgere, fordi pensionskasserne kan købe behandling til deres medlemmer, mens alle andre pænt må vente på, at det bliver deres tur på ventelisten.
Man burde i stedet gå den anden vej og sikre de universelle ydelser. Det kan man jo faktisk gøre med de udsigter, der er for fremtidens statsbudgetter.
Jeg har hørt fagforeningsejede pensionskassers bosser sige, at det jo hjælper resten af befolkningen, at de giver deres medlemmer mulighed for sundhedsbehandling uden om det offentlige system. Dermed gives der flere ressourcer til dem, der har behov, men ikke en pensionsaftale. Jeg har endda hørt dem fremføre, at de skulle finde på endnu flere måder at “hjælpe samfundet” på ved at opfinde private løsninger. Det er altså ikke svært at se, hvor Socialdemokratiets politisk ordfører har ideerne fra.
Men sandheden er jo, at arbejdsmarkedspensionen ikke har ført til flere ressourcer til de mennesker, der ikke har en pensionsopsparing. Tværtimod. Arbejdsmarkedspensionerne har ført til et øget pres for skattelettelser, fordi lønmodtagerne jo i stigende grad vil være med til selv at betale for deres alderdom.
Vil øge pres for skattelettelser
Denne udvikling vil accelerere med en eventuel aldersopsparing, hvor de samme lønmodtagere, der er de eneste, der kan betale en sådan opsparing, vil ønske sig kompenseret ved, at de skal betale mindre i skat.
Socialdemokratiets forslag om aldersopsparing er dermed det seneste – og ikke det mindste – angreb på den samfundskontrakt, der er selve grundstenen i det velfærdssamfund, det samme parti bryster sig af at være mødre og fædre til efter Anden Verdenskrig.
Samfundskontrakten indebærer, at vi alle betaler en “forsikring” i form af skat, som giver os alle mulighed for at nyde universelle ydelser, uanset samfundsstatus, indtægter og sociale kår.
En eventuel aldersopsparing vil blive set som en ekstra skat på dem, der kan betale den, og dermed vil ræset mod endnu lavere skatter være i gang. Det vil gå ud over dem, der ikke kan betale en aldersopsparing, og det er tilfældigvis de samme, der i dag ikke kan betale til en arbejdsmarkedspension.
Resultatet af Socialdemokratiets afmontering af sit eget værk vil ikke være to typer af borgere i Danmark. Det vil medføre fire klasser af danskere.
Der vil være den fremtidige overklasse, bestående af alle dem, der har et fast job med tilhørende pension, aldersopsparing, sundhedsforsikringer og så videre. De skal nok klare sig, som alle overklasser gør.
Den næste klasse vil være dem, der har en delvis tilknytning til arbejdsmarkedet, enten som vikarer (daglejere), delvist ledige eller fleksjobbere med få antal timer og dermed en delvis tilknytning til arbejdsmarkedet.
Så vil der være de mennesker, der i dag er på en overførselsindkomst. De har ingen sundhedsforsikringer, nærmest ingen pensionsopsparing (og i hvert fald ikke en med sundhedsforsikring og lignende) men de har dog et mindre livsgrundlag. Det vil være en underklasse under afvikling.
For nederst vil være underklassen, der bliver større. Med skattelettelser vil der ikke være mulighed for at give overførselsindkomster fremover, og dermed vil andelen af mennesker uden særlig godt tag over hovedet, både fysisk og socialt, stige betragtelig.
Hvis det lyder bekendt, så behøver man bare se til USA, hvor en borger uden tilknytning til arbejdsmarkedet er meget ilde stedt. Ingen sundhedsforsikring, ingen pension og tre lavtlønnede job om dagen for at kunne overleve.
Hvis vi skal bevare den danske og nordiske velfærdsmodel, er det klart, at vi må sige nej tak til Socialdemokratiets agurkesalat. En skattefinansieret samfundskontrakt vil fortsat være den bedste “forsikring” for alle borgere, rig som fattig.
Man burde i stedet gå den anden vej og sikre de universelle ydelser. Det kan man jo faktisk gøre med de udsigter, der er for fremtidens statsbudgetter.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
20. juli 2023 | 16:45
