Læserbrev
Prisstigninger på fødevarer: Forbrugerne taber til monopolerne
Høje og stigende fødevarepriser i Danmark hænger sammen med få store virksomheders dominans i fødevareproduktion og salg, uddyber Henrik Herløv Lund i denne kommentar.
|
Stigende fødevarepriser har gennem adskillige år plaget forbrugerne, og fænomenet har på det seneste (endelig) fået opmærksomhed fra statsministeren og politikerne. Mette Frederiksen har med rette peget på, at “der må være nogle, der tjener flere penge lige nu”, og bebudet, at man vil undersøge hvem, og “om konkurrencen er god nok”.
Danske forbrugere har ganske rigtigt været hjemsøgt af fødevarepriser på himmelflugt. Fra juli 2020 til juli 2025 steg fødevarepriserne med 31 procent – betydeligt mere end de op mod 18 procent i forbrugerpriserne generelt. Nogle af disse prisstigninger er kommet udefra, for eksempel er kaffe og chokolade steget kraftigt. Kaffe er siden 2021 steget med 73 procent. Men på den anden side ligger indenlandsk producerede varer som smør, mælk, ost og oksekød også højt med prisstigninger på op mod 50 procent.
Når dansk fødevareproduktion og -salg domineres af få stærke indenlandske aktører, får det konsekvenser for prisdannelsen, fordi vi nærmer os monopolisering på området.
Hertil skal lægges, at de i sig selv stærke fødevareprisstigninger kommer oveni, at prisniveauet i Danmark generelt i forvejen ligger i den høje ende i EU, navnlig på fødevareområdet. Priserne i Danmark er betydeligt højere end EU som gennemsnit. For forbrugsgoder generelt ligger priserne i Danmark på omkring 140 procent af EU-gennemsnittet (2018). Danmark rangerer hermed som et af de dyreste lande i Europa. Især er priserne høje for føde- og drikkevarer. Målt på fødevarepriser er Danmark det næstdyreste land i EU – kun overgået af Luxembourg.
Familier og fattige har betalt gildet
Fødevarer udgør en ganske stor post i danske husholdningers budget – generelt mellem 10 og 15 procent af disponibel indkomst. Men mens fødevarepriserne i de senere år er steget med 31 procent, skønnes de disponible indkomster fra 2020 til 2025 kun at være 16,7 procent. De stigende fødevarepriser har hermed i sig selv – alt andet lige – udhulet realindkomsten.
Fødevarer er i høj grad nødvendighedsvarer og udgør hermed en relativt større post (vejer tungere) for husholdninger med lavere indkomst end for de med højere indkomst. Stigende fødevarepriser har hermed “vendt den tunge ende nedad”.
Afgifter ikke afgørende
Fødevareproducenterne interesseorganisation Landbrug og Fødevarer har afvist, at der kan rettes mistanke mod fødevareproducenterne. I stedet peger man på et højt dansk afgiftsniveau som årsag. Det må på den ene side anerkendes, at afgiftsniveauet i Danmark på nogle områder er højere end i omkringliggende lande. For eksempel er momsen i Danmark generelt 25 procent, hvor momsen på fødevarer i EU som gennemsnit udgør syv procent.
En nedsættelse af momsen på fødevarer ville således være et godt tiltag mod de stigende fødevarepriser. Men hverken skatter eller afgifter kan på den anden side alene forklare, at danske priser ligger langt over priserne i mange af de lande, vi konkurrerer med. Skatteministeriet regner således med, at højere skatter og afgifter “kun” kan forklare omkring 33 procent af forskellen på pris- og omkostningsniveauet mellem Danmark og udlandet.
Monopolisering i fødevareproduktion
Baggrunden for de høje og stigende fødevarepriser skal snarere søges andetsteds, nemlig i stærk centralisering blandt virksomhederne inden for fødevareproduktion og handel. Det danske fødevaremarked er i sig selv lille og på en række indenlandske varer ikke særligt udsat for konkurrence udefra. Hermed har fødevareområdet kunnet blive domineret af få store indenlandske aktører.
Det mest eklatante eksempel er inden for mælkeproduktion, hvor Arla alene står for omkring 90 procent af mælkeindsamlingen. Ikke helt så stærkt, men dog med en dominerende stilling står Danish Crown, der ejer omkring 50 procent af de animalske fødevarer. Inden for alkoholiske drikke domineres markedet af to spillere: RoyalUnibrew og Carlsberg, der for sidstnævntes vedkommende ejer omkring 65 procent af alkohol-, ikke-alkohol- og cider-markedet. Tilsvarende er brødproduktion domineret af to store virksomheder: Kohberg og Schulstad.
Monopolisering i detailhandlen
Også detailvarehandlen, hvorfra fødevarerne sælges og destribueres, er præget af nogle få store koncerner: Salling Group (Netto, Føtex og Bilka), Coop (Superbrugsen, Kvickly, DagligBrugsen og 365Discount) samt Rema 1000, der tilsammen står for omkring 80 procent af dagligvaremarkedet. I 2024 var Salling Group den største aktør i dagligvarehandlen med en markedsandel på 31,8 procent efterfulgt af Coop med 27,3 procent, Rema 1000 med 19,3 procent, og Dagrofa med 15,1 procent. Lidl havde en markedsandel på 3,6 procent i samme periode.
Når dansk fødevareproduktion og -salg domineres af få stærke indenlandske aktører, får det konsekvenser for prisdannelsen, fordi vi nærmer os monopolisering på området. Monopol betyder eneret og kan i sin mest åbenlyse form have skikkelse af direkte prisaftaler mellem producenter, såkaldte karteller. Det er dog sjældent forekommende, da det inviterer til konflikt med myndighederne. I stedet anvender virksomhederne på monopoliserede markeder mere indirekte måder at begrænse konkurrencen og dermed selv i højere grad bestemme prisen.
I sin mest rigide udgave indebærer monopolisering, at der kun er én udbyder på et marked, der altså uden konkurrence har eneret på dette marked og dermed suverænt selv kan bestemme prisen. Det er der dog kun få eksempler på i Danmark, men med Arla nærmer vi os dog.
En anden, mere hyppig form for monopolisering er “duopol”, det vil sige, at der er to dominerende udbydere på markedet, samtidig med at der også kan være mindre udbydere. Fordi markedet domineres af kun to, er det forholdsvis let for monopolerne at aflæse hinandens priser og dermed afstemme dem efter hinanden, hvorved konkurrencen sættes ud af kraft. Eksempler på duopoler er i Danmark ølmarkedet (Carlsberg, RoyalUnibrew) og brødproduktion (Kohberg, Schulstad).
Den i vores epoke mest hyppige form for monopolisering er oligopol, hvor der er mere end to, men stadig få store udbydere (og et antal mindre). Fordi der er flere udbydere, er oligopolisterne nødt til at være opmærksomme på hinanden, men har, fordi de er få, muligheden for at aflæse og afstemme priserne efter hinanden og dermed i et omfang begrænse konkurrencen og bestemme prisen selv uanset efterspørgslen.
Det kan ske ved at udsende “prisobservatører” til hinanden, eller ved at de øvrige “oligopolister” simpelthen stiltiende indretter sig efter prisniveauet hos en enkelt “prisleder”. Dagligvarehandlen er et eksempel på et sådant oligopol, idet det som beskrevet er præget af nogle få store koncerner: Salling Group, Coop samt Rema 1000, der tilsammen står for omkring 80 procent af markedet.
Monopolerne har skummet fløden
Når prisniveauet i Danmark som beskrevet i forhold til resten af EU er så meget højere, ikke mindst inden for fødevareområdet og salg, kan der for indenlandske produkter således peges på en større eller mindre grad af monopolisering som en væsentligt medvirkende årsag både til det generelt højere prisniveau og de særligt stærke prisstigninger på fødevarer.
Landbrugs- og detailhandelsmonopolerne har med inflationsbølgen efter 2022 øjnet en chance for også at øge fødevarepriserne og skaffe sig ekstraprofitter, og takket være deres markedsdominans har de kunnet fortsætte hermed, efter at den generelle inflation faldt igen.
Det har kunnet aflæses i en række af monopolernes omsætning og overskud. For eksempel har Arla i de senere år skummet fløden med store overskud: Omkring 3 milliarder kroner i 2022, 2023 og 2024. Og inden for detailhandlen har for eksempel den førende koncern, Salling Group, hentet milliardoverskud hjem i voksende omfang: I 2023 1,6 milliarder kroner, der steg til 1,7 milliarder kroner i 2024.
SVM-regeringens tiltag hjælper ikke, tværtimod
Som beskrevet i indledningen vil SVM-regeringen undersøge hvem, der står bag fødevareprisstigningerne, og “om konkurrencen er god nok.” Man skal imidlertid næppe forvente, at en sådan undersøgelse vil føre til, at det høje danske prisniveau på fødevareområdet bringes ned.
For den danske Forbruger- og KonkurrenceStyrelse har igennem årene gennemført adskillige sådanne undersøgelser, uden at det er kommet til indgreb. Årsagen hertil skal givet søges i manglende vilje til at italesætte og handle på problemet på det politiske niveau, som ikke ønsker at lægge sig ud med landbruget og Landbrug og Fødevarer og deres “beskytterparti” Venstre.
Umiddelbart er regeringen da også gået en anden vej, nemlig at nedsætte afgifter. Samlet vil SVM-regeringen nedsætte afgifter for mere end 10 milliarder kroner. Blandt andet vil man fjerne afgiften på sukker, chokolade og kaffe.
Det må imidlertid betegnes som dybt kritisabelt, at man således øger sukkerforbruget og fremmer livsstilssygdomme som diabetes, fedme og hjertekarsygdomme. Som fremført vil et nok så nærliggende og sundhedsfremmende tiltag være i stedet at følge vore nabolandes eksempel og nedsætte momsen på sunde fødevarer.
Regeringen hævder, at nedsættelse af sukkerafgiften sker for at give familierne flere penge. Men fødevaremarkederne har jo netop vist sig at have ganske stive priser, hvor man skal kigge langt efter prisnedsættelser.
Så spørgsmålet er, om det meste af afgiftsfritagelsen ikke vil ryge lige lukt i virksomhedernes lomme? Nedsatte man i stedet momsen på sunde fødevarer, ville det derimod hævet over al tvivl være godt for børnefamilierne og andre økonomisk dårligere stillede, for hvem fødevarer er en stor udgiftspost.
Noget andet, der mere generelt kunne gøres for at modvirke monopoliseringen på fødevareområdet, ville være at styrke den danske konkurrencelovgivning, herunder for det første at forbyde enhver form for monopol og herunder for det andet sætte loft over hvor stor en markedsandel en enkelt virksomhed må have.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
06. september 2025 | 06:00
