En af de mest gængse definitioner på “politik” er politologen David Eastons: Politik er de aktiviteter, der vedrører “den autoritative fordeling af værdier for et samfund”. Af den politikforståelse er det nemt at se magt, indflydelse, ressource cocktailen, som genererer konflikt og kamp.
Påstande om nødvendighedens politik er også et udtryk for et politisk valg. Et valg, dem med magten og indflydelsen kan vælge at træffe. Fordi man vælger side med nogen fremfor andre.
Det er langt fra et nyt fænomen, at regeringer forsøger at gøre deres politiske udspil eller beslutninger upolitiske ved at tale om dem som “nødvendige”; “sådan er det jo”.
Rod selv videre i annalerne efter udtryk, der dækker over den type valg. SVM-regeringen er ingen undtagelse, man fornemmer Corydon-Thorning inspiration dér.
Men politik handler om, hvem man vil lave politik for og hvem, man er på side med.
Da EU sidste år fik vedtaget en forordning om et midlertidigt solidaritetsbidrag – beskatning af de såkaldt overnormale profitter – fra de brancher, der har tjent styrtende på kriserne de seneste år, var det ganske glædeligt. Tænk, at beskatning af overnormale profitter kom højt på dagsordenen, ikke fra en venstreorienteret kant, men fra EU.
Et solidaritetsbidrag handler netop om, at der skal omfordeles – fra dem der har tjent styrtende på energikrise og inflationen – til dem, der er ramt hårdt og har mindst.
Det er urimeligt, at et flertal i Folketinget endnu en gang vælger ikke at foretage en fair og retfærdig omfordeling i vores samfund.
Almindelig mennesker oplever hårdt pres i privatøkonomien. Udsatte borgere har måttet forlade deres lejligheder midt om natten, fordi det var blevet for svært at betale huslejen. Andre kan ikke klare varmeregninger eller medicinudgifter. Og alt for mange familier må prioritere benhårdt, når de skal spise, for det er svært at få maden til at slå til.
Alt sammen vilkår, det er svært at forlige sig med, er virkeligheden i Danmark. Et lille rigt land bygget på solidaritet og rimelighed som de eftertragtede nordiske velfærdssamfund.
Det er en politisk pligt at sikre, at alle kommer igennem krisen og at omfordele til de, der ikke har midlerne til at stå imod med, når priserne stiger så kraftigt, som det har været tilfældet det seneste år. Det, vi betaler ekstra, havner jo hos nogle andre. Ikke fordi de laver bedre varer end før, eller er blevet dygtigere til at drive forretning. Men fordi de tilfældigvis er et gunstigt sted i en krisetid.
Politik er valg. Og desværre vil regeringen her til lands kun gennemføre EU-beslutningen på absolut minimumsniveau. Og det er et politisk valg, der kunne være anderledes; det er muligt at gå videre end det, regeringen har lagt på bordet. Det gælder både den tidsperiode, beskatningen skal beregnes i, hvilken sats, der beskattes med, og hvilke sektorer, der er omfattet.
Det gør helt sikkert nogen glade – men provenuet til statskassen og dermed fællesskabet er ikke den store vinder.
Regeringen har valgt alene at se på skatteåret 2023, men ikke 2022. Ellers et år, hvor profitterne nærmest ramte stjernerne. Samtidig er det muligt at lade hele energisektoren omfatte, ligesom også andre brancher kunne inkluderes til at skulle beskattes. Flere andre EU-lande har valgt helt anderledes.
Det er og bliver et politisk valg. Og det er værd at understrege, måske knap så meget for denne avis’ læsere som for andre borgere, at det her ikke handler om misundelse eller klapjagt på privat foretagsomhed.
Det handler i al sin enkelthed om, hvem man holder med, og om man synes, der er rimeligt, at de, der har kunnet udnytte krisetiderne til at tjene styrtende, ikke skal bidrage mere til fællesskabet.
Analyser fra flere sider, eksempelvis fra AE-Rådet og Finansministeriet, viser, at det i særlig grad er folk uden for arbejdsmarkedet, der oplever kraftigst udhuling af deres levegrundlag. Med andre ord de husholdninger der i forvejen er hårdt spændt for.
Valgte man deres side så kunne man nok også finde ud af at skrue lovgivning sammen, der gennemfører EU-forordningen lidt mere efter den hensigt og med de muligheder, den udstikker. Men SVM har truffet et valg om ikke at gå længere for at beskatte de meget store overskud, som er tilvejebragt i hele energisektoren i 2022.
Et valg, som med Fagbevægelsens Hovedorganisations ord fra deres høringssvar er “urimeligt over for de husholdninger, der stadig er hårdt ramt”. Det er netop, hvad det er: Urimeligt. Det er urimeligt, at et flertal i Folketinget endnu en gang vælger ikke at foretage en fair og retfærdig omfordeling i vores samfund.
Muligheden var der. Regeringen lader den forpasse. Et politisk valg, ja. Og et helt forkert et af slagsen.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
11. april 2023 | 11:19
Var der ikke noget om, at Ø var med til at stemme for at bruge vores fælles penge på våben til Ukraine? Det var også et valg. Et valg for kapitalen, for mere krig og ofring af den ukrainske og russiske arbejderklasse.
Log ind for at svareTrine Pertou Mach fortsætter Enhedslsitens dobbeltspil som forsvarer af de små og fattige i samfundet, men det er rent hykleri. Enhedslisten stemmer for finansloven, der indeholder øgede bevillinger til EU og NATO. Det er rent spil for galleriet når hun i indlæg efter indlæg taler om omfordeling og nedrustning.
Jeg minder om præsentationen af hende her i Arbejderen:
“Trine Pertou Mach understreger, at Ukraine har ret til at forsvare sig selv. Derfor støtter Enhedslisten også den seneste danske beslutning om at sende nye tunge våben til Ukraine. Konkret er der tale om 19 såkaldte caesar-haubitser. Det er kraftige langtrækkende kanoner, som er monteret på en pansret lastbil og kan nå mål på 40 kilometers afstand.”
Enhedslisten er ude af stand til at lave en klasseanalyse af krigen i Ukraine, derfor går partiet helt galt i byen. Krigen er en imperialistisk krig om magt og indflydelse i de tidligere sovjetiske republikker. Rusland er i dag et kapitalistisk land og derfor underlagt de økonomiske lovmæssigheder i imperialismens tidsalder!
Log ind for at svareHvad er årsagen til Enhedslistens opgivelse af de socialistiske idealer og opgaver?
Den primære årsag er, at de aldrig har haft dem. Det hele er spil for galleriet, og hænger sammen med anti-kommunismen og kampen mod DKP i 1970´erne og 80´erne. Dengang forklædte borgerskabet sig som ´marxister´, og benyttede den rød-grønne strategi til at danne Enhedslisten.
Det skete på baggrund af teorier som var udviklet af tyske og franske filosoffer. Det var den idealistiske opfattelse, præget af blandt andet Frankfurter skolen og dens ´kritiske dialektik´.
En anden strømning fandtes hos medlemmer af Clarté, som repræsenterede de samme ideer som Frankfurter skolen bare i en lidt anden variant.
De udgav tidsskriftet Clarté som Henrik Stamer Hedin var redaktør for, og han er nu formand for DKP.
Det er karakteristisk at de medlemmer af DKP der stod for ”fornyelsen” dengang alle var medlemmer af Clarté, og som planlagde sprængningen af DKP gennem en årrække. Det er for øvrigt de samme personer der står i spidsen for DKP i dag.
Pædagogfløjen i DKP fik isoleret og ekskluderet 4 – 5 CK medlemmer fra Helsingør, der efterfølgende blev til Sundgruppen og bevarede deres 4 mandater i Helsingør byråd.
Jakob Sølvhøj var formand for pædagogerne. Det gav ham – Ole Sohn og andre en særlig magt i DKP.
I dag er Jakob Sølvhøj transformeret til “Den Grå Eminence” der altid står i baggrunden når Enhedslisten har begået et forlig med regeringen på Chr. borg.
Det er bl.a. sådanne “formummede borgerlige forklædt som marxister” som Lars Ulrik Thomsen omtaler i sit indlæg.
Jeg mener ikke at det skal blive en kamp mellem forskellige faggrupper. Vi har brug for alle i et moderne samfund, og de skal selvfølgelig også være repræsenteret i det kommunistiske parti.
Problemet er ideologisk og må løses gennem debatter i distrikter og på kongresser. Her mener jeg vi var for svage til at tage debatten, som bør foregå i en kammeratlig ånd, hvor de forskellige synspunkter bliver klarlagt!
Hvad var fornyernes program i DKP i 1980´erne?
For det første skulle partiet være et folkeparti, dvs. ikke et klasseparti. Her er der en indlysende parallel til Aksel Larsens brud med DKP i 1958.
Det byggede man på følgende forudsætninger: Marx´ værditeori var forældet og arbejderklassen var ikke længere det revolutionære subjekt, det var overtaget af intelligensen.
Lenins socialisme og partiopfattelse var forældet, fordi han var mere ideolog end en filosof. Dermed mente fornyerne, at han overspillede partiets rolle som fortrop i klassekampen.
Det som DKP byggede på var samspillet mellem de folkelige bevægelser og repræsentationen i Folketinget. Det satte fornyerne ud af kraft, og de satsede udelukkende på den parlamentariske linje.
Holdningen til EU og USA-imperialismen blev gradvis afsvækket, således at man på landsmødet i 2018 besluttede at stille op til EU-parlamentet. I 2022 besluttede man, at der ikke var noget alternativ til NATO, og man derfor støttede våbenleverancer til Ukraine.
Som det kan ses var det en gradvis udhuling af DKP´s revolutionære positioner til fordel for reformisme og opportunisme.
Log ind for at svareFornyernes ideologiske grundlag er indgående skildret i bogen ´Kampen mod DKP´ som kan ses på bibliotek.dk : https://bibliotek.dk/linkme.php?rec.id=870970-basis%3A134306459
Log ind for at svareTrine Pertou Mach har ikke ønsket at svare på mine kritiske spørgsmål. Det er helt i overensstemmelse med Enhedslistens politik, kritik er uønsket!
Log ind for at svareDu skal være logget ind for at skrive en kommentar.
