Åbent brev
Oliekrisen kalder på en forstærket jernbane
Den globale oliekrise og fordyrelsen af fossilt brændstof kalder på en omlægning inden for transportsektoren. Målet må være, at den kollektive transports andel øges markant på bekostning af privatbilismen, skriver Leif Kajberg.
|
Jeg var i går til møde i den danske afdeling af Forum for Nordisk Jernbanesamarbejde (NJS). NJS er en nordisk jernbaneforening med nationale afdelinger i fire nordiske lande. Der var annonceret et temamøde om de kommende års køreplaner for togene på de DSB-drevne strækninger, og oplægsholderne kom også ind på udskiftningen og fornyelsen af ”togflåden”. Jernbanetræffet foregik i DSB’s hovedkvarter i Høje Taastrup. Vi fik et indblik i DSB’s køreplansarbejde og i visioner og perspektiver for togdriften i de kommende år.
Det er jo vigtigt, at DSB som nationalt togselskab udbygger togdriften og indfaser nyt togmateriel på strækningerne. Dels for at imødekomme en øget efterspørgsel efter togtransport og dels for at forbedre omfanget og kvaliteten af den skinnebaserede mobilitet for dermed at tiltrække endnu flere passagerer, af hvilke nogle vil være bilister. Men bestemt også med tanke på klimadimensionen og reduktionen af udledningen af CO2 fra transportsektoren. For vi skal stå vagt om klimaet og arbejde intenst for en mere fossilfri og bæredygtig mobilitet.
Stå vagt om vores klima: Lad os arbejde (eller kæmpe) for fossilfri, bæredygtig transport!
Det er derfor vigtigt at holde fast i en intention om mere målrettet at lægge kursen om for at skære i anvendelsen af fossile brændstoffer i transporten, hvilket jo kræver, at vi får folk til at ændre vaner og adfærdsmønstre – for at få folk til at lade bilen stå og med henblik på at overflytte bilister til den kollektive trafik.
Og så er der en række håndtag, der kan og skal skrues på. I Rådet for Bæredygtig Trafik går vi for eksempel meget ind for nedlæggelsen af parkeringspladser i de indre bydele i København og andre store byer. Cyklismen skal fylde mere og have større betydning i vores dagligdag. Cykelinfrastrukturen – inklusive ”cykelmotorveje” – skal udvides markant, og der skal være flere incitamenter til at cykle. Og så skal der være færre klimaskadelige flyvninger, og flyvninger skal afgiftsbelægges.
Men jernbanerne og jernbanesektoren har det ikke nemt. Der dukker jævnligt vanskeligheder og genvordigheder op. Flere medier og et par toneangivende ”eksperter” er ikke blege for at udskamme jernbanedriften. De taler den ned, hæfter sig ved de mange aflysninger og uregelmæssigheder og fremhæver andre kritikpunkter. Men ofte sammenblandes togdrift med infrastruktur herunder fornyelse af skinner og sporarbejde. Hvorved DSB lastes for ting, som rettelig hører under Banedanmark. Derfor skal vi være obs på at give negative stemmer modspil.
I disse måneder tegner der sig en ny virkelighed i takt med den geopolitiske situation, som forværres på en række områder. Tænk bare på olietransporterne, passagen gennem Hormuzstrædet og knapheden på benzin og diesel og de voldsomme prisstigninger. Medtænk også oliekapitalisternes uhyrlige fortjenester og olieindustriens vanvittigt store magt.
Den globalt forværrede oliekrise og fordyrelsen af fossilt brændstof kalder som nævnt på en omlægning inden for transportsektoren. Målet er, at den kollektive transports andel øges markant på bekostning af privatbilismen. Derfor er det vigtigt at fyre op under jernbanernes store transformation i de nærmest kommende år – indtil i hvert fald 2040 – med et udbygget og forstærket jernbanenet, kortere rejsetider og øget frekvens og brugervenlighed i køreplanerne.
Vi hilser mere grænseoverskridende togtrafik inklusive nattog velkommen. Men det er klart, at de køreplaner, der er under forberedelse for den nærmeste fremtid og den planlagte fornyelse, elektrificering og udvidelse af togmateriellet, som indgår i DSB’s planer, må have et omhyggeligt eftersyn og eventuelt modificeres, hvis den globale energikrise for alvor eskalerer nu og i den kommende tid. Med alvorlige nationale følgevirkninger kan den risikere at underminere tendenser og prognoser. Med andre ord: Skal der udarbejdes køreplaner og dimensioneres kapacitet inden for jernbanerne og togdriften, som tager højde for nye og uventede udviklingstendenser?
Her kunne det være relevant med et kort tilbageblik til 1973, hvor energikrisen også hærgede i Danmark og fik indvirkning på transporten, både den kollektive og den private. Jeg er jo så gammel, som boomer, at jeg husker de statsligt besluttede, bilfrie søndage, et virkemiddel man dengang greb til for at få bilisterne til at køre mindre på gader og veje og dermed spare benzin.
Og så er der lige et irritationsmoment, der skal ventileres her: De alt for store biler, som fylder alt for meget på vejene. Og det gælder også de voluminøse og tunge elbiler med deres batterier som vægtforøgende faktor. Bilproducenter og bilister, en del af dem, har åbenbart en forventning om, at vejarealet og -kapaciteten bare er noget, der vokser i takt med bilernes omfang og tyngde. Og antal! Dette tages som helt naturligt og indiskutabelt – kort sagt: der skal være mere plads til bilerne. Staten skal derfor træde til her, og politikerne og transportministeren skal da bare skal rette ind på dette punkt. Men nej, det er ikke den vej, vi skal; bilafgifterne skal sættes i vejret, og der skal indføres roadpricing (et system, hvor bilister betaler for kørsel på vejnettet, ofte baseret på tid, sted og køretøjstype, red.)
Det skal kobles med et nej til motorvejsudvidelser og nye motorveje! Derfor er det vigtigt at støtte op om græsrøddernes og aktivisternes regionale kampagner og vejkritiske initiativer. Eksempelvis den indsats og de protester, som kan forventes sat på skinner af den nystiftede forening, der vil bekæmpe planer om en sjællandsk tværmotorvej.
Så kunne man spørge – foranlediget af at denne klimablog faktisk publiceres på den ikoniske dato: den 1. maj, hvilket får associationerne til at blomstre og flyve i mange forskellige nationale og grænseoverskridende retninger – om der kunne være et 1. maj-perspektiv i det her? I udbredelsen af visionen om en grøn og fossilfri transport. Og ikke mindst forankret i udbygningen af den skinnebaserede transport.
Det kunne der da sagtens være, for klimaet må hele tiden være i fokus og have vores konstante agtpågivenhed. Vi må vende os kraftigt mod klimamæssigt efterslæb på den politiske scene og forsøgene på at lægge afstand til klimaindsatsen og affeje bekymringer for klimaet, som det faktisk sker inden for nogle politiske cirkler og fra nogle beslutningstageres side.
Og lidt mere konkret, det med 1. maj – jo, en relevant parole kunne jo lyde:
“Stå vagt om vores klima: Lad os arbejde (eller kæmpe) for fossilfri, bæredygtig transport!”
Denne appel må rettes til Folketinget og andre parlamenter og til erhvervsliv og fagforeninger. Et problem er selvfølgelig, at muligheden for at lave bannere og skilte nok er forpasset, hvis det skal være her og nu, altså på selve dagen. Men det er vigtigt med udmeldinger og paroler fra klimakampens græsrødder og aktivister og sekunderet af eller med parallel støtte fra de organisationer, instanser og tænketanke, som bakker op om og agiterer for klimavenlig transport. Og som fremhæver de klima- og miljømæssige fordele ved transport på skinner.
Det er centralt at få budskabet ud over rampen i kampagner på sociale medier og i konventionelle medier som printaviser og i webmagasiner.
God 1. maj!
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
01. maj 2026 | 06:51
