Efter debat om OK23
OK23 – og fuglene på taget
OK23 giver ikke en reel lønstigning. Sikringen af reallønnen er fugle på taget, og vi skal arbejde en dag mere. Da det private område lægger den økonomiske ramme for det offentliges OK-forhandlinger i 2024, så vil en betydelig nej-andel være en støtte til de offentligt ansatte i 2024.
|
Til de flestes overraskelse er forlig efter forlig tikket ind. Pressemøde efter pressemøde har vist glade og lidt trætte forhandlere, som i kor har fortalt om meget svære forhandlinger, hvor der er givet og taget, men med stor tilfredshed fra begge sider. “Dyrt” siger arbejdsgiverne. “Godt og stort” siger fagbosserne.
Vi blev ikke oplyst om nogle “konkrete lønkrav” fra vores forhandleres side ved forhandlingsstarten, så resultatet kan ikke vurderes ud fra dette succeskriterie. Men de syntes selv, at de er kommet i mål, og taler om “historisk store lønstigninger” sammenlignet med sidste OK-fornyelse. Og et resultatet fra OK20 på industriens område med centrale lønstigninger på 1 procent + 1 procent + 1 procent over tre år sammenlignet med centrale 2 procent + 2 procent over de næste to år denne gang kræver ikke den store lommeregner!
Ved en OK-fornyelse med historisk fuld beskæftigelse og betydelige overskud ude i virksomhederne skulle der vel rejses krav om en reel lønforbedring og ikke blot en vedligeholdelse?
Men sammenligningen er absurd! OK 20 var en “corona-overenskomst”, hvor inflationen var yderst begrænset. OK23 kommer efter et historisk vanvittigt reallønstab og en galoperende inflation.
Så de økonomiske resultater af årets overenskomstfornyelse skal vurderes ud fra, om de genopretter og som et minimum fastholder reallønnen.
Dertil skal tilføjes, at Dansk Metal i egne analyser har blotlagt, at produktiviteten for længst har overhalet lønstigningerne, og at “der er plads til generelt større lønstigninger” – altså ud over en sikring af reallønnen. Så ved en OK-fornyelse med historisk fuld beskæftigelse og betydelige overskud ude i virksomhederne skulle der vel rejses krav om en reel lønforbedring og ikke blot en vedligeholdelse?
Forliget på industriens område lagde den overordnede ramme, hvor 2 procent + 2 procent + lokale lønforhandlinger ifølge Metals formand skulle sikre reallønnen over de næste to-tre år. Der er imidlertid alt for mange ubekendte tal i denne ligning! Vil man lokalt ude i virksomhederne kunne sikre en cirka to gange 4 procent lønstigning hvert år, når nu de centrale lønstigninger er relative “store”? Og vil selv en lønstigning på i alt 12 procent over to år sikre det eksisterende reallønstab samt fastholde reallønnen?
Til eksempel kan nævnes, at fødevarepriserne fra marts ’22 til marts ’23 er steget med 14 procent, og der opleves huslejestigninger i det almene boligbyggeri i samme størrelsesorden.
En reel lønstigning er der under alle omstændigheder ikke tale om, og sikringen af reallønnen er fugle på taget.
Industriforliget har lagt grunden for overenskomsterne på normallønsområdet, hvor resultatet er en blanding af timelønsstigninger og de to gange 2 procent. Adspurgt til den samlede procentuelle lønudvikling er svaret, at en “servietudregning nok er 10-11 procent”.
Forligene faldt på plads, samtidig med at regeringen fik vedtaget lovforslaget om at fjerne en fridag for lønmodtagerne, hvilket tidligt i forløbet havde fået fagbosserne til at tvivle på mulighederne for at opnå et resultat. Metals formand: “Jeg kan ikke forsvare overfor mig selv eller mine medlemmer at få et overenskomstresultat igennem, medmindre vi bliver kompenseret for en tabt store bededag. Jeg kommer ikke at lave en overenskomst, hvor vi ikke i tilstrækkelig grad bliver kompenseret”.
Men pludselig var bededagen taget ud af ligningen og fortrængt!
Ikke alle klubber og forbund har adopteret fagtoppens begejstring for resultatet, og de fleste indvendinger går da også på det tvivlsomme i, at de lokale lønforhandlinger vil kunne sikre reallønnen.
Og på byggeriets område er man nok ikke tilfreds med et “boligtillæg” som et værktøj mod social dumping.
OK23 på det private område vil lægge grunden til det økonomiske grundlag til forhandlingerne på det offentlige område, hvor regeringen vil regne på OK23-resultatet. Vilkårene i den danske model er som bekendt, at lønudviklingen på det offentlige område ikke må overstige lønudviklingen på det private.
Så afsluttende: Når der skal stemmes her i april til OK23 resultatet, vil et ja betyde en sandsynlig reallønsnedgang og en 100 procent sikkerhed for, at der skal arbejdet en dag mere.
En betydelig nej-andel vil støtte den kommende OK-fornyelse på det offentlige område i 2024.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
17. marts 2023 | 08:18
