Udtalelse
Tak for et seriøst og meget relevant indlæg . Ser frem til det næste !
Log ind for at svareNord Stream sabotagen – hvad hvis sandheden er ilde hørt?
Vi er i den ubehagelige og beklagelige situation, at sandheden om Nord Stream sabotagen nok kun meddeles offentligheden af de danske myndigheder, hvis det er Rusland, som kan stemples som de skyldige.
|
Den netop rundede årsdag for sabotagen af Nord Stream rørledningerne gav anledning til en mængde artikler, også lederkommentarer, blandt andet her i Arbejderen.
Et gennemgående træk var undrende kritik af de manglende resultater af myndighedernes efterforskning og specielt i forhold til de danske myndigheder den totale lukkethed, de har iagttaget undervejs.
Tegn på ukrainsk involvering
For hvorfor kan de tyske myndigheder lade offentligheden tilflyde konkrete oplysninger om de mange tegn på ukrainsk involvering i sabotagen?
Og hvorfor har deres svenske kolleger angivet et snarligt tidspunkt for afslutningen af deres efterforskning med forventning om da at kunne meddele resultatet?
Skulle det være “nogen fra Ukraine”, stemmer det ikke ind i “vores” officielle krigshistorie om “de gode mod de onde”. Og skulle det være USA, efterforskningen peger på, bliver hemmelighedstemplet endnu en gang bragt i anvendelse.
De danske myndigheder med PET og FE i spidsen har jo nogle besværlige straffesager kørende om overtrædelse af forbuddet mod at afsløre fortrolige oplysninger af betydning for statens sikkerhed, så skyldes den manglende vilje til at svare på noget som helst spørgsmål om efterforskningen, at man tager højde for dén situation, at den fulde sandhed om sabotagen af hensyn til statens sikkerhed ikke kan offentliggøres?
I årtier er det blevet påpeget, at der er langt større grad af hemmelighedskræmmeri her i landet end i eksempelvis Sverige og Tyskland, og at danske myndigheder er meget mere lukkede, især for så vidt angår oplysninger om vores forhold til USA.
Betændt sikkerhedspolitik smitter af
Muligvis skal det tilskrives det betændte spørgsmål om amerikanske atomvåben og Grønland, der så at sige har smittet af på alle de andre spørgsmål af sikkerhedspolitisk karakter mellem Danmark og USA.
Noget tyder på, at det post festum er gået op for et par tidligere hovedpersoner i hele set up’et, at det bare er for meget: Tidligere forsvarsminister Hjorth Frederiksen og tidligere FE-chef Lars Findsen, der jo hver sig nu er tiltalt at for at have røbet statshemmeligheder.
Den almindelige udlægning i pressen er, at det har at gøre med et særligt “tapningsarrangement” for USA af danske kommunikationskabler, der gav adgang til oplysninger om og dataregistrering af brugere både i Danmark og i vore nabolande.
Dette er ikke blevet bekræftet fra officielt hold, men de to tiltaltes opgør med hemmelighedskræmmeriet må under alle omstændigheder siges at være kommet alt for sent.
Tænk sig om de var nået frem til den erkendelse om behov for større åbenhed om den slags forhold i rette tid, det vil sige mens de stadig havde relevant ansvar for og kompetence til at ændre på forholdene.
Men det gjorde ingen af dem, og vi er derfor i den ubehagelige og beklagelige situation, at sandheden om Nord Stream sabotagen nok kun meddeles offentligheden af de danske myndigheder, hvis det er Rusland, som kan stemples som de skyldige.
Skulle det i stedet være “nogen fra Ukraine”, stemmer det jo ikke ind i ”vores” officielle krigshistorie om “de gode mod de onde”. Og skulle det være USA, efterforskningen ender med at pege på som de skyldige, bliver hemmelighedstemplet efter alt at dømme endnu en gang bragt i anvendelse.
Om denne dystre vurdering holder stik uanset resultatet af henholdsvis den tyske og den svenske undersøgelse og håndteringen deraf, får vi måske at se.
Dette er et blog-indlæg, der alene er udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
07. oktober 2023 | 06:03
