Tale
Så må han jo gå til genmæle hér. 🙂
Log ind for at svareNej Zetland, Palæstina-bevægelsen er ikke død
Zetland melder sig ind i koret af dårligt researchet journalistik og lefler for magthaverne, når de udgiver artikler om, at Palæstina-bevægelsen er død, og den ingen indflydelse har. Bevægelsen lever, og aktivister fortsætter kampen for et frit Palæstina. Det kan aldrig være aktivisters skyld, at regeringen stadig støtter folkedrabet i Palæstina.
|
Da vi stødte på Zetland-artiklen “Hvad siger vi farvel til, når vi siger farvel til Palæstina-bevægelsen” fra den 25. januar 2025, var vi lige ved at få morgenkaffen galt i halsen.
I artiklen konkluderer journalist Mahamad-Bakher Sabah, at Palæstina-bevægelsen mere eller mindre er død, og at den har haft minimal politisk indflydelse.
Vi var chokerede og vrede over det billede, som Bakher Sabah tegner i artiklen, da det ikke afspejler det billede af bevægelsen, som vi anser os selv og vores kammerater som en del af.
Det var overraskende, da Zetland er et medie, som ellers har haft en bedre dækning af folkemordet i Palæstina end så mange andre større medier.
Palæstina-bevægelsen er mere end massedemonstrationer
Til en begyndelse vil vi definere, hvad vi mener, når vi bruger begrebet ‘Palæstina-bevægelsen’.
I Bahker Sabahs artikel virker det til, at han primært mener, at bevægelsen er de store folkelige ’Alle på Gaden’-demonstrationer. Men Palæstina-bevægelsen er nærmere bevægelser og er meget mere end massedemonstrationer.
Når vi skriver ‘Palæstina-bevægelsen’, mener vi både de titusindvis af mennesker, som har været på gaden over hele landet, samt alle aktivister i Internationalt Forum, en anti-imperalistisk organisation, som har eksisteret siden 1971.
Vi medregner alle de folk, som ad flere omgange har været til aktioner foran Terma i Søborg og i Aarhus samt medlemmer og ansatte i Amnesty International, Oxfam og Mellemfolkelig Samvirke, som stævner Udenrigsministeriet og Rigspolitiet for den danske stats involvering i ulovlig våbeneksport.
Vi tæller også alle de grupper og organisationer, som lige nu sammen med os er ved at organisere en stor protestlejr i Ungdomshuset. Det er bare nogle af de mange mennesker, som i årtier har kæmpet for et frit Palæstina, og vi undskylder til alle jer, som vi ikke nævner her.
Bæredygtig aktivisme kræver hvile
Vi anerkender, at dele af bevægelsen oven på en helt unik og intens indsats i alle folkemordets 16 måneder er udbrændte og trænger til pause.
Måske er det det, som får Bakher Sabah til at konkludere, at bevægelsen er død, men en sund bevægelse stopper ikke, fordi nogle hviler eller falder fra. Han har jo ret i, at der er færre til massedemonstrationerne end i folkemordets første måneder.
Det kunne også skyldes repressionen og hetzen fra civilsamfund, politikere, medier og politi, men det vender vi tilbage til.
Vi mener, det er vigtigt, at aktivister trækker sig tilbage, gør mindre og restituerer, når behovet er der.
Det betyder ikke, at en hel bevægelse er død, der vil stadig være andre dele af bevægelsen, som er i fuld gang.
Bæredygtig aktivisme er en evig læring, og vi er opmærksomme på ikke at lade hinanden brænde ud: Vi har nemlig tænkt os at fortsætte, så længe det er nødvendigt.
Vi har haft politisk indflydelse
Bakher Sabah argumenterer i sin artikel for, at Palæstina-bevægelsen ikke har haft egentlig politisk indflydelse. Det er vi uenige i. For hvad taler journalister om, når de taler om politisk forandring?
Hvordan laver vi politiske forandringer med aktivisme? Aktivister sidder ikke med det royale scepter på de store direktørposter, i større aviser eller i regeringen: Det er derfor, vi går på gaden.
Vi skaber forandringer ved blandt andet at lægge et folkeligt pres på politikere og virksomheder. Det har vi gjort ved at demonstrere, lukke Termas våbenfabrik ned, blokere virksomheder, tale med journalister og meget mere.
Vi har henvendt os direkte til den fjerde statsmagt og krævet en mere kritisk dækning af folkemordet, som har forbedret dækningen. Det er en sejr.
Aktivister og demonstranter laver et kæmpe stykke arbejde på trods af den undertrykkelse og hetz, vi udsættes for.
Noget andet, aktivister gør, er, at vi rammer Israel økonomisk. Det er sket blandt andet med Studerende mod Besættelsen, hvis protester resulterede i, at et universitet stoppede deres investeringer i virksomheder, der har forbindelse til de ulovlige israelske bosættelser på Vestbredden.
Vi boykotter israelske varer og virksomheder sammen med resten af verden. Boykotbevægelsen er endnu et eksempel på årtiers vedvarende modstand.
Det er også en sejr, at Amnesty, Mellemfolkeligt Samvirke, Oxfam og Al-haq har stævnet Udenrigsministeriet og Rigspolitiet.
Vi tænker, at disse store menneskerettighedsorganisationer valgte at prioritere denne retssag på grund af den massive folkelige opbakning til standsningen af folkemordet i Palæstina. Netop på grund af aktivisme er det lykkedes at skabe en stor offentlig opmærksomhed om Danmarks involvering i folkemordet.
Kritiser magthaverne, ikke aktivisterne
Noget, vi gerne vil give Bakher Sabah ret i, er, at der ikke er sket nok politisk forandring. Desværre virker det til, at han i sin artikel ligefrem anklager os aktivister for de manglende forandringer. Det mener vi, er en helt fejlslagen analyse.
Aktivister og demonstranter laver et kæmpe stykke arbejde på trods af den undertrykkelse og hetz, vi udsættes for. Det er et arbejde, vi gør, fordi vi tror på forandring, ikke fordi vi får løn eller anerkendelse. En solidarisk journalist forankret i den fjerde statsmagt burde vende kritikken mod magthaverne.
Journalister kunne også vende blikket mod Københavns Kommune. Kommunen har pålagt alle kommunalt støttede kulturinstitutioner, at de ikke må afholde arrangementer, som er modstridende med regeringens udenrigspolitiske linje. Det er en mundkurv uden lige.
Det har besværliggjort samarbejdet mellem organisationer med flere ressourcer og mindre græsrodsorganisationer. Man kunne også kritisere statsministeren, når hun påstår, at demonstranterne til propalæstinensiske demonstrationer skal undersøges for at være terrorsympatisører. Hvorfor gå efter aktivister?
Journalister kunne også modvirke den voksende offentlige diskurs, at det at være propalæstinensisk skulle være lig med at være antisemitisk.
Det er ikke vores skyld, at der ikke er sket mere politisk forandring. Skylden er den politiske uvilje til at lytte til aktivister og civilsamfundet og myndighedernes og mediernes undertrykkelse af bevægelsen.
Derfor gider aktivister ikke tale med journalister
Bakher Sabah fortæller i artiklen, at han ikke har haft held med at få fat i de kilder, som han er blevet henvist til. De er ikke til stede den pågældende dag, hvor han går med i en demonstration. Det er selvfølgelig ærgerligt for ham, men det er kritisabelt, at han ikke har inkluderet flere relevante aktivistiske stemmer i sin artikel. Og så vil vi foreslå ikke at bruge egne mavefornemmelser til at konkludere, at en hel bevægelse er død.
Måske skulle Bakher Sabah i stedet have taget rådet med sig fra Zetlands forhenværende chefredaktør Lea Korsgaard, som skrev bogen ’Dem der råber lyver’ i 2017.
Vi mener ikke, Bakher Sabah lyver, men pointen er den samme: Dem der skriver skarptvinklede, unuancerede og usaglige artikler får læsere og kliks.
Og til alle journalister, der læser med, måske er det derfor, at aktivister ikke gider tale med jer, og derfor at de stabler professionelle pressekorps på benene: For ikke at blive udstillet i nyhederne. I skaber et fjernt billede af den virkelighed, vi er en del af.
Essensen af græsrodsorganisation
Når vi lytter til Bakher Sabahs artikel, får vi en fornemmelse af, at han misforstår essensen af græsrodsorganisation.
Forandringer sker ikke i siloer, men er lag, som ligger ovenpå og i forlængelse af hinanden, vibrationer, som sætter gang i andre vibrationer. Det er ikke enkeltstående kampagner, grupper eller individer, og de kan ikke gøres op i sort-hvide analyser baseret på mavefornemmelser.
Vi er ikke en død bevægelse. Gruppen Alle på Gaden får stadig folk ud at demonstrere her i vinterens bidende kulde.
I Mask Off Mærsk Denmark laver de kampagnearbejde som den danske del af en international kampagne mod Mærsks transport af militært gods til Israel.
I hele det venstreorienterede miljø fylder oplysende, støttende og inspirerende propalæstinenske arrangementer som oplæg, konferencer og filmvisninger.
Som en del af en koalition har bevægelser mobiliseret til en historisk stor protestlejr med hundredvis af deltagere fra hele verden under titlen ’Cut Ties With Genocide’. Målt på internationale deltagere bliver det i en størrelsesorden ikke set siden COP15 i 2009 her i København. Det hele løb af stablen her den 21.-26. februar 2025.
Der er helt sikkert mange flere eksempler på sejre og liv i Palæstina-bevægelsen, som vi ikke har med her, men faktum er, at Palæstina-bevægelsen ikke er død, aldrig har været det, og at vi slet ikke er færdige med at kæmpe for et frit Palæstina.
Ingen er frie, før alle er frie!
Mahamad Bakher Sabah og Zetlands svar på vores kritik:
Vi har forelagt kritikken i denne artikel for Mahamad Bakher Sabah, som takker os for henvendelsen og gav os mulighed for at kommentere i Zetlands kommentarspor.
Dette tilbud takkede vi nej til, da vores kritik stikker dybere end blot Bakher Sabahs artikel, og vi ønskede at sprede vores budskab længere ud end blot til Zetlands læsere. Han udtaler sig sådan til vores kritik:
“Flere af de pointer, I bringer op, er væsentlige, og jeg er både enig i noget og uenig i andet. Derfor vil jeg meget gerne svare på kritikken i bidragssporet – også for at vores medlemmer kan følge med i samtalen.”
Denne er blog er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
03. marts 2025 | 10:47
