Udtalelse
Når magtsygen tager overhånd
På trods af at Østre Landsret har stadfæstet Københavns Byrets dom, så er der intet til hinder for, at de opsagte familier kan blive boende i Blågården.
|
Det har den sidste tid været svært at komme uden om de mange opslag og artikler om familierne i FSB Blågården, der oplevede at få deres lejemål opsagt.
Udsigten til at stå på gaden uden udsigt til ny bolig har uden tvivl været hårrejsende og fortvivlende, og for alle os andre kan det være svært at finde ud af, hvad der er op og ned i sagen, ikke mindst når man flere gange i pressen kan læse overskrifter, der konstaterer, at familierne bliver sat på gaden.
Så er dén potte vel ude?
Retssikkerhed under pres
Helt så enkelt er det dog ikke. På trods af at Østre Landsret har stadfæstet Københavns Byrets dom, og FSB dermed har rettens ord for, at opsigelserne er sket i henhold til gældende lovgivning, så er der intet til hinder for, at familierne kan blive boende i Blågården.
Men læser man de mange kommentarer, der kommer i en lind strøm, hver gang der slås et opslag op om sagen på Facebook, så skulle man tro, at sagen handler om, at man selvfølgelig skal kvase de uartige indvandrere – og de kan i øvrigt “bare rejse hjem”.
Det er en krigserklæring, der fortæller, at man sætter sig selv (og organisationsbestyrelsen) højere end de almene boligers bærende element, nemlig beboerdemokratiet, og dét i sig selv er dybt, dybt bekymrende.
Ser man bort fra absurditeten i de mange kommentarer, så er det tydeligt at se, at mange slet, slet ikke har forstået, at der er noget meget større på spil, og bor man i en almen bolig, så er det bare med at slå lytteklapperne ud, for det handler om noget helt grundlæggende for enhver almen beboer:
Det handler om, at retssikkerheden for den almene beboer er under pres; det handler om, at boligselskaberne har fået beføjelser, intet boligselskab bør have – og det handler ikke mindst om en organisationsbestyrelse, der – helt uhørt – sidder beboerdemokratiet overhørig.
FSB kan – ikke skal
Ingen anfægter de domme, der blev givet efter demonstrationen med Rasmus Paludan. Det er slet ikke dommene eller de unge mænd, der er pointen hér. Pointen er alt det, der er fulgt i kølvandet på demonstration og domme, og det er en pointe, der på én gang er interessant og dybt bekymrende.
Det virkeligt interessante ligger i måden, hvorpå FSB har håndteret hele balladen. Loven giver ganske rigtigt FSB beføjelse til at opsige deres beboere, hvis de har fået en dom for noget, der i sin natur skaber utryghed, men der står klart og tydeligt i loven, at FSB kan, ikke skal, opsige deres beboere. Dette “kan” er et ord, der tydeligvis helt overses af FSB. Her arbejder man kun med “skal”, og opsigelserne har været, nærmest per automatik, administrative opsigelser. Selv med landsrettens dom skal FSB ikke sætte beboerne ud. FSB kan stadig vælge at trække opsigelserne tilbage.
Øvrige beboere støtter de opsagte familier
I Blågården skabte opsigelserne så stor harme, at man ud over en underskriftindsamling i nabolaget (som resulterede i omkring 1800 underskrifter til fordel for de opsagte familier), afholdt et ekstraordinært afdelingsmøde.
De usædvanligt mange fremmødte stemte næsten alle for, at opsigelserne af de tre familiers lejemål skulle trækkes tilbage (496 stemmeberettigede, de 490 stemte for).
Dette blev taget op i Repræsentantskabet, hvor det blev foreslået, at man skulle imødekomme Blågårdens ønske om tilbagetrækning af opsigelserne. Dette blev vedtaget. På begge møder blev det også vedtaget, at FSB skal foretage individuelle vurderinger, når man opsiger beboere efter almenlejelovens § 90.
Tilsidesætter beboerdemokratiet
Da Repræsentantskabet er øverste myndighed i et boligselskab og dermed også i FSB, så skulle man mene, at familierne ville få beskeden, at de kunne blive boende i deres hjem – men nej! Og her kommer dét, som bør sætte alle sind i kog: Organisationsbestyrelsen med formand og næstformanden i førersædet holder hårdnakket på at feje den beboerdemokratiske beslutning af bordet og sætte familierne ud.
I protest over Repræsentantskabets beslutning vælger formanden og næstformanden at træde ned fra deres poster i organisationsbestyrelsen (dog uden at træde ud af organisationsbestyrelsen) og iværksætter med et flertal bag sig en advokatundersøgelse.
Det skal undersøges, om Repræsentantskabet har beføjelser til at træffe en beslutning om at trække opsigelserne tilbage. Koste hvad det vil (og vi beboere betaler dyrt for den flittige brug af dyre advokater i boligselskaberne), beboerne skal ud!
Det er helt uhørt, at man i dén grad tilsidesætter en beboerdemokratisk beslutning. Set udefra lugter det af magtsyge – en magtsyge, der har taget overhånd – når man ikke vil bøje sig for højeste myndighed, men sidder med en opfattelse af, at man kan gøre, hvad man vil, og feje beboerne til side, blot man finder tilstrækkeligt med juridiske argumenter for sin sag.
En krigserklæring
Flere spørgsmål presser sig på, for man undres: Hvilket menneske er man, når det bliver så én magtpålæggende at få ret, at man er villig til at sætte familier på gaden, at sætte børn på gaden. Børn som i øvrigt aldrig har gjort FSB noget.
Hvad den nu tidligere formand og næstformand i FSB forsøger at opnå – andet end at sætte familierne på gaden – kan man kun gisne om. Men én ting er sikkert: Det er en krigserklæring! Det er en krigserklæring, der fortæller, at man sætter sig selv (og organisationsbestyrelsen) højere end de almene boligers bærende element, nemlig beboerdemokratiet, og dét i sig selv er dybt, dybt bekymrende.
Formanden og næstformanden vil gerne have os alle sammen til at tro, at Repræsentantskabet ikke har beføjelser til at træffe beslutningen om annullering af opsigelserne, men spørger man Hans Henrik Edlund, professor ved Juridisk Institut, Aarhus Universitet, om Repræsentantskabet har disse beføjelser, så svarer han “klart ja!” Længere er den ikke.
Det er længe siden, man reducerede lokale afdelingsbestyrelser til noget, der ligner glorificerede festudvalg og nu – med organisationsbestyrelsens ageren – er man godt i gang med også at begrænse Repræsentantskabets rolle.
Det må være en noget flad fornemmelse at være medlem af Repræsentantskabet i FSB og være vidne til, at de af Repræsentantskabet valgte organisationsbestyrelsesmedlemmer er i gang med at amputere beboerdemokratiet.
Kommer der et ekstraordinært repræsentantskabsmøde, så kan man kun håbe på, at organisationsbestyrelsen bliver afsat, og man i stedet vælger nogle medlemmer, der har den fornødne respekt for flertallet.
Den tidligere formand og næstformand og deres følgere i organisationsbestyrelsen må tilbage på skolebænken: Organisationsbestyrelsens fornemste opgave er at stå vagt om beboerdemokratiet – ikke at pille det fra hinanden.
Stop den uansvarlige brug af beboernes penge på advokater, der skal foretage undersøgelser, der kun har til formål at understøtte og dyrke magtsygen.
En magtsyge der helt tydeligvis har taget overhånd.
26. september 2021 | 06:57
