Kampen mod folkemord
Mørke skyer i syd
Højrefløjspopulister presser på med stor EU-skepsis på programmet. Så fornyet turbo på fornyet EU-integration forekommer ikke særligt realistisk.
|
Vores store naboland i syd, Tyskland, står ved en afgørende skillevej.
Den fremgang og stabilitet, som i de sidste mange årtier prægede landet og indgød tryghed hos landets mange naboer, er nu under heftige angreb.
Tiden efter Anden Verdenskrig bød på mange bestræbelser på at forankre den demokratiske retsstat i det ødelagte og kuldsejlede land.
Lige fra høje spærregrænser for politiske partier og krav til offentligt ansattes “neutralitet” til omhyggelig pleje af forholdet til andre lande, også ved fremme af handelssamkvem ud fra devisen Wandell durch Handel, både i og uden for EF/EU.
Og på det økonomiske område blev snusfornuften i den grad sat i højsædet, at det blev forbudt at lave underskud på de offentlige finanser.
Man ønskede for enhver pris at undgå gæld og ny statsbankerot med tilhørende risiko for politisk uro.
Populær stabilitet
Denne linje fik stigende opbakning og gav sammenhold.
De to store partier SPD og CDU/CSU blev større og større, og der var også plads til FDP i midten.
I Danmark og nogle af de andre nabolande var der en gang imellem spredt kritik af den politiske censur, som lå i Berufsverbot-reglen, idet den afskar for eksempel kommunister og andre venstreorienterede fra stillinger i det offentlige, også som eksempelvis postbud.
Og spærrereglen på fem procent for politiske partier ved valg til Forbundsdagen mente nogle var så høj, at den skabte uklog og urimelig risiko for hemmelige organisationer. Men det gik jo alt sammen.
Berlinmurens fald og genforeningen bekræftede i manges øjne, at Tyskland var på rette vej. Og samtidig buldrede økonomien derudad til gavn også for hele EU.
Den nye, dystre hverdag
Efter en noget vakkelvorn og inkompetent koalitionsregering, der afløste Angela Merkel, mellem SPD, FDP og De Grønne ledet af kansler Scholz var det helt forventeligt, at de tre partier ville få stryg af vælgerne.
Samtidig blev ikke bare CDU/CSU størst med 28 procent, men AfD på det yderste højre blev næststørst med over 20 procent!
Økonomien har det skidt. Stagnation, ja tilbagegang truer. EU’s mange sanktionspakker mod Rusland har helt forudsigeligt ramt tysk industri hårdt, især som følge af afbrydelsen af gasforsyningen fra Rusland.
Den nye kansler, CDU’eren Merz vil væk fra snusfornuften og i stedet indlede en omfattende gældsættelse. Ikke bare for at styrke den skrantende økonomi, men for at påbegynde en militær genoprustning, som tysk sværindustri kan kaste sig over!
EU’s mange sanktionspakker mod Rusland har helt forudsigeligt ramt tysk industri hårdt, især som følge af afbrydelsen af gasforsyningen fra Rusland.
Hastværket var så stort, at fjernelsen af gældsbremsen blev stemt igennem kort tid efter valget tidligere på vinteren, men i den “gamle” sammensætning af Forbundsdagen, det vil sige den, der skulle afløses af den nyvalgte.
I dén ville der nemlig ikke længere være flertal for fjernelsen!
Man må konstatere, at den slags håndtering virker så manipulerende, at den faktisk ikke hører hjemme i den demokratiske retsstat, Tyskland ellers havde udviklet sig til.
Var det mon derfor, at Merz ikke ved første forsøg blev godkendt af Forbundsdagen, da han nogle uger efter skulle formelt udnævnes?
EU-vakuum
Kravene om stærk ledelse bliver stadigt mere og mere skingre fra EU-fanatikere her i Danmark og andre steder.
Det traditionelle makkerpar Frankrig og Tyskland er ude af billedet. Den franske præsident fører daglig kamp med sit eget parlament, hvor en tredjedel – ledet af Le Pen – er stærkt højrenational og EU-skeptisk, mens en anden tredjedel – socialisterne – ikke kan udstå præsidenten.
Og som antydet er den tyske kansler alvorligt vingeskudt. Ingen ved, om de forbundsdagsmedlemmer fra egne rækker, som ved første afstemning ikke støttede Merz, på ny trækker støtten.
I øvrigt må det konstateres, at de politiske forhold i en lang række EU-lande præges af splid om integrationen.
I Holland er Gerd Wilders allerede centralt placeret i regeringen. I Ungarn gør Orban helt, som det passer ham, og i Slovakiet gælder det samme for premierminister Fico.
I Østrig har man set det nødvendigt at isolere Frihedspartiet med cirka en tredjedel af vælgerne på den yderste højrefløj – i øvrigt til forskel fra Italien, hvor det yderste højre med den amerikanske præsident Trumps applaus har regeringsmagten.
I skrivende stund er præsidentvalgene i Polen og Rumænien umiddelbart forestående, men højrefløjspopulister presser på med stor EU-skepsis på programmet. Så fornyet turbo på fornyet EU-integration forekommer ikke særligt realistisk.
De “skingre” vil skærpe retorikken, men substansen bliver beskeden.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
20. maj 2025 | 06:30
