Menneskeheden har brug for et helt andet freds- og sikkerhedssystem i fremtiden
Hvad ville være kriterierne for god fred og sikkerhed? At konflikter adresseres og løses intelligent ved hjælp af mægling, folkeretten og kreative visioner, der adresserer parternes frygt og ønsker, skriver Jan Øberg.Verdens skatteydere betaler årligt 2240 milliarder dollars til deres nationale militære forsvar. Det er det højeste nogensinde, mere end 600 gange FN’s almindelige budget, og tre gange den samlede handel mellem Kina og USA.
Sådan er vores regeringers – perverse – prioriteter. De fem største er USA med 39 procent af det samlede beløb, Kina 13 procent, Rusland 3,9 procent, Indien 3,6 procent og Saudi-Arabien 3,1 procent.
Lad tusind fredsideer blomstre!
Verden rundt hævder regeringerne, at de har brug for så meget for at sikre deres folks overlevelse, nationale forsvar, sikkerhed og stabilitet – og at den globale fred vil komme.
Med undtagelse af eliten i det Militær-Industrielle Medie-Akademiske Kompleks (MIMAK), ved vi alle, at det er én stor fejlslutning. Verden i dag har en højere risiko for krig – herunder atomkrig – og er mere ustabil og militaristisk end på noget andet tidspunkt siden 1945.
Da Vestens kolde krig sluttede for godt 30 år siden, blev fred en oplagt mulighed, og NATO kunne være blevet afviklet, da dets eksistensberettigelse, Sovjetunionen og Warszawapagten, faldt sammen. Et nyt fælles transatlantisk sikkerheds- og fredssystem kunne have erstattet NATO.
Tragisk nok gjorde det “defensive” NATO alt for ikke blot at snyde Rusland med sit løfte om ikke at udvide NATO “en tomme”, men også at udvide helt op til Ruslands grænse – “ikke en tomme uden for alliancens rækkevidde”, som det hedder i Marie Sarottes geniale 550-siders bog, Not One Inch.
NATO-verdenen postulerer nu, at både Rusland og Kina er trusler, der skal mødes med endnu højere – de facto ubegrænsede – militærudgifter.
Logisk kortslutning
Men vent! Hvordan ville du tænke og handle, hvis du var vidne til, at et hold læger foretog den ene operation efter den anden på en patient, som for hver gang kom tættere på døden?
Du ville sikkert sige: De er kvaksalvere. Deres diagnose og behandling fører til en forfærdelig prognose. I stedet for sundhed producerer de mere af det problem, de skulle løse!
Når nu historiens største investering i fred og sikkerhed har medført den største risiko for menneskehedens overlevelse, hvorfor har vi så ikke en livlig global debat? Hvad er der grundlæggende galt med hele paradigmet om sikkerhed gennem våben? Hvor er de kritiske analyser af verdens mest gådefulde og farlige logiske kortslutning?
Det dominerende sikkerhedsparadigme
Det dominerende sikkerhedsparadigme bygger på faktorer som disse:
• afskrækkelse – vi skal skade dem, hvis de gør noget, vi ikke vil acceptere, eller ikke gør, som vi siger;
• offensivitet – vores forsvar er rettet mod selv dem, der er tusindvis af kilometer væk, ikke på vores eget territorium;
• militære midler er altdominerende;
• civile midler – som at minimere samfundets sårbarhed via eksempelvis civilforsvar, ikkevoldeligt folkeforsvar, samarbejdsnægtelse, boykot – bliver næsten ikke diskuteret;
• vores hensigter er ædle og fredelige, men det er deres ikke;
• vores forsvar er ikke en trussel mod dem, men de truer os hele tiden;
• samt at ignorere de underliggende konflikter, der forårsager vold og krig – og som er nøglen til konfliktløsning – og i stedet forberede sig på krig for at opnå fred.
God fred og sikkerhed
Det er stort set sådan, alle “tænker”. Og de giver de andre skylden for, at denne type tænkning ikke kan skabe nedrustning eller fred.
Endnu værre er det, at når freden ikke kommer, så konkluderer alle, at de har brug for flere og bedre våben! I virkeligheden er dette system et perpetuum mobile til verdens tragiske militarisme og spild af ressourcer, som der er desperat brug for til at løse menneskehedens problemer.
Der må være bedre måder at tænke på. Men der er alt for lidt forskning og debat, og MIMAK-eliterne lever af krig. Derfor mangler beslutningstagerne politisk vilje.
Hvad ville være kriterierne for god fred og sikkerhed?
At konflikter adresseres og løses intelligent ved hjælp af mægling, folkeretten og kreative visioner, der adresserer parternes frygt og ønsker. Voldelige midler bør være den absolut sidste udvej, som FN siger.
Fred handler om at reducere alle former for vold (og der er mange) og skabe sikkerhed for alle på det laveste militære niveau – ligesom lægen, der aldrig skal påføre patienten mere smerte end nødvendigt for helbredelsen.
Ideer og tanker
Her er nogle alternative ideer og tanker – ikke fastlåste, men for at fremme diskussionen:
• I stedet for afskrækkelse, søg samarbejde og fælles sikkerhed – det sidste betyder, at vi føler os sikre, når de gør det;
• gå efter at være uovervindelige i forsvaret, men ude af stand til at angribe andre – hav våben med begrænset ødelæggelseskapacitet og rækkevidde;
• gøre kontrol/besættelse umulig ved, at vores land ikke samarbejder med nogen besættelsesmagt;
• balancere defensive militære og civile midler;
• forebyg vold, men ikke konflikter;
• gør aldrig tit-for-tat eskalation; gør noget kreativt for at deeskalere;
• vis at dine intentioner er ikke-truende, og tag små skridt for at invitere til Graduated Reduction In Tension (GRIT) uden at risikere din egen sikkerhed;
• håndtér konflikter tidligt; opbyg fred først og sikr den derefter;
• adressér underliggende konflikter, traumer, frygt og interesser;
• uddan og brug professionelle inden for civil konfliktløsning og mægling, ikke kun militær ekspertise;
• udvikl en fredskultur gennem uddannelse på alle niveauer, fredsministerier, vægt på konfliktløsning i stedet for konfrontation og oprustning;
• erstatte forældet naboskabsetik med en global omsorgsetik.
At leve i fred
Der er ubegrænsede muligheder. Konflikt- og fredsanalfabetisme har bragt os derhen, hvor vi er i dag. Det har intet at gøre med, om mennesker er onde eller gode, eller begge dele. Det er en systemisk-paradigmatisk fejlfunktion, som skal ændres i civilisationens navn.
Vi kan lære at leve i fred.
Krigens mestre er forhadte verden over. Det land, der tager konkret lederskab i udviklingen af nye principper og politikker for ægte global fred og menneskelig sikkerhed, vil redde menneskeheden og blive elsket for evigt.
Lad tusind fredsideer blomstre!
En længere version af denne blog er tidligere publiceret i China Investment. Dette indlæg, som sammenfatter den fulde version, vil senere blive trykt i den kinesiske avis Global Times.
Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.