Kommentar
Medmenneskeligheden er i fare
En voksende andel af den danske befolkning har udfordringer i hverdagen, som gør det svært for dem at deltage i samfundets fællesskaber på lige fod med andre, skriver Mia Kristina Hansen i denne blog.
|
Det har været et hektisk år, hvor jeg har haft mange tanker om, hvordan jeg som formand for SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed bedst muligt får bragt mit budskab ud til landets politikere og embedsmænd, rundt om i kommunerne, regionerne og Folketinget.
Jeg er nemlig bekymret for den udvikling, jeg ser i vores samfund, en udvikling hvor uligheden mellem mennesker bliver større og større. Det gør mig nervøs for fremtiden, og jeg mener, at vi skal tale højt om, at det ikke kun er vores klima som er i fare, det er også medmenneskeligheden.
I starten af december var jeg med, da Fællesskabsmåling II blev lanceret. En opfølgning på en tidligere undersøgelse fra 2017 af livsvilkår og social eksklusion af Mary Fonden og TrygFonden med hjælp fra VIVE – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
Voksende ulighed
På VIVE’s hjemmeside skriver de: “En voksende andel af den danske befolkning har udfordringer i hverdagen, som gør det svært for dem at deltage i samfundets fællesskaber på lige fod med andre.”
De skriver også, at Fællesskabsmålingen 2022 viser, at mange af de mest ekskluderede danskere står uden for arbejdsmarkedet, har skrøbelige sociale netværk og kæmper med psykiske lidelser.
Analysen bekræfter mig i den virkelighed, jeg hver dag møder. Min påstand er, at der er flere og flere af os, som oplever en ulighed, hvor eksklusion kan blive en konsekvens, når vi ikke får den rette og nødvendig hjælp, når vi oplever kriser i vores liv.
Jeg oplever nemlig, at uligheden imellem os mennesker vokser, både på sundhedsområdet, på beskæftigelsesområdet og mange andre områder i vores samfund.
Det er ikke kun vores klima, som er i fare, det er også medmenneskeligheden.
Jeg ser, hvordan vi hver især knokler for at følge med, og hvordan usikkerheden og bekymringerne fylder mere og mere hos hver enkelt person.
Frygten for at blive efterladt på perronen og se de andre køre med toget, hører jeg, fylder både hos børn, unge og voksne i alle aldre. Det påvirker vores mentale sundhed, fordi følelsen af tryghed og fællesskabet ved vores velfærdssystem er ved at forsvinde.
De personer, som jeg møder i min hverdag, giver udtryk for, at de ikke længere har tiltro til velfærdssystemet. De stoler ikke på, at der er hjælp at hente, hverken hos lægen, hospitalet, i kommunen eller vores politikere.
Uligheden bliver blandt andet tydelig, fordi nogle personer er i en position, som gør det muligt at blive privatforsikret, for eksempel i forhold til sygdom og tab af arbejdsevne. Andre har ikke den mulighed, de er afhængige af velfærdsstaten, afhængig af det offentlige, hvor politikerne og embedsmænd regelmæssigt foreslår tiltag, som virker ugennemskuelige.
Mennesker oplever afvisning på afvisning
Det, jeg oplever i hverdagen, er mennesker, som bliver ladt i stikken, som spørger sig selv om, hvorfor lige netop de ikke kan få hjælp. Jeg ser, hvordan de bliver afvist i døren, de steder de banker på, og bliver sendt videre til en ny dør, hvor de så heller ikke får hjælp. Til sidst har de ingen steder at gå hen.
Det kan ske for os alle, at vi ender et sted, hvor vi ikke længere har nogen steder at gå hen, og det sker for flere og flere. Derfor må vi tale højt om det, fordi det handler om, at vi bevidst skal tage vare på medmenneskeligheden i vores samfund.
Det er tid til, at vi alle stopper op og tager stilling til, hvor det er, vi er på vej hen som mennesker. Ligesom før vi fik fokus på klimaet, og hvor vi ikke var klar over, hvor fatale konsekvenserne vores handlinger havde. I dag ved vi, at vi i fællesskab bliver nødt til at gøre noget ved klimaproblemet, blandt andet ved at ændre vores vaner.
Så min opfordring er, lad os i fællesskab begynde 2023 med at ændre vores vaner til fordel for medmenneskeligheden og hjælpe hinanden med at mindske uligheden og sørge for, at mennesker ikke bliver ekskluderet fra at deltage i samfundet.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
29. december 2022 | 08:11
