Maskerne er faldet for længst – alligevel overrasker Israels forsvarere igen
Folkeret, menneskerettigheder, demokrati og ytringsfrihed er grundpiller for Danmark og for Danmark i verden – bare ikke når det gælder Israel og Palæstina.Hykleriet og dobbeltmoralen når atter nye højder.
Tudefjæsene på højrefløjen – politikere, chefredaktører, meningsdannere – har de seneste dage talt med versaler i forargelse over at Palæstina-aktivister flere gange var på scenen ved årets Roskilde Festival.
Medierne talte om ’afbrudte’ koncerter, så man kunne forledes til at tro, at det var aktivister, der afbrød kunstnerne.
Rettelig var det kunstnerne, der brugte deres platforme til at sige fra overfor Israels krig mod palæstinenserne.
Som filmfolk, sundhedsmedarbejdere, advokater og andre musikere (desværre alt for få journalister og mediefolk) har gjort og gør.
I Danmark og verden over. Men som et stort flertal i det danske Folketing ubærligt nok stadig stiltiende accepterer.
Musikerne bruger deres stemme. Og ”vi har al ret til at bruge vores fucking stemme, hele tiden”, som Tessa – med et stort palæstinensisk flag i hånden – sagde fra scenen i Aarhus, da hun spillede til markeringen af Danmarks overtagelse af EU-formandskabet.
Musikerne bruger deres stemme… Det handler om retten til at ytre sig. Sige fra. Stille krav. Kritisere. Vise solidaritet.
Og det er præcis, hvad det handler om: Retten til at ytre sig. Sige fra. Stille krav. Kritisere. Vise solidaritet.
Det handler om Roskilde Festivals frihed og ret til ikke-indblanding fra det politiske parnas.
Spar os for hyleriet
Borgerligheden råber og skriver forarget og krænkelsesparate, at Roskilde er død. Roskilde skal gribe ind. Roskilde ser mig aldrig mere (eller bare aldrig).
Spar os dog for hyleriet.
Hverken avisernes chefredaktører eller Christiansborg skal bestemme eller blande sig i, hvad kunstnere må eller ikke må bruge deres platforme til eller bestemme, hvad Roskilde Festival skal stille af krav til de optrædende.
Og lad dog være med at give den israelske ambassade taletid her.
Det er vitterligt ikke relevant, hvad ambassadøren for en stat, der står anklaget for folkedrab ved Den Internationale Domstol, mener om sagen (temmelig forudsigeligt derudover).
Gælder folkeret og ytringsfrihed også for Palæstina?
Principfastheden på højrefløjen er som en blævret klump mozzarella, når det kommer til forsvar for ytringsfriheden.
Når et band bruger deres platform til at udvise solidaritet med Palæstina (eller klimaaktivisme) – ja da forsvandt ytringsfrihedsforkæmperne som dug for solen og genfødtes som forsvarere for Israels krigsforbrydelser, apartheid og folkemorderiske krig mod Palæstina og palæstinenserne.
For det er sagens kerne nummer to:
Folkeret, menneskerettigheder, demokrati og ytringsfrihed er grundpiller for Danmark og for Danmark i verden – bare ikke liiiige, når det gælder Israel og Palæstina.
Så låser kompasset sig fast på forsvar for Israel og dehumanisering af palæstinenserne.
Hykleriet driver ned af væggene og dobbeltstandardarderne er så åbenlyse: Hver gang det handler om Palæstina så er reglerne nogle andre.
Forsvarerne for Israels krigsforbrydelser – trods sagen ved den Internationale Domstol, trods arrestordrerne fra Den internationale Straffedomstol mod premierminister Netanyahu og tidligere forsvarsminister Gallant, trods vurderinger, udtalelser og advarsler fra folkedrabs- og Holocaustforskere og -eksperter fra nær og fjern smider konstant vejsidebomber for at få den offentlige debat til at handle om noget andet end det, der sker for øjnene af os.
Hvis ikke det er musikeres måde at holde koncert på, så er det filmfolks måde at skrive debatindlæg på.
Aktivisters måde at se ud på. Måden unge og gamle, danske og nydanske, deltager i demonstrationer på. Forskeres måde at være forskere på. Listen er lang. Og det handler oftest om én ting: At få protesten til at gå væk og folk til at tie.
Men ytringsfriheden er kun noget, når den gælder os alle. Og at tie stille, når en stat fører en folkemorderisk krig. Når titusinder dræbes. Når journalister, nødhjælpsarbejdere nedslagtes. Når et folk fordrives – det er et politisk valg.
Vi har stadig til gode at se en rød linje for Israels indædte forsvarere i forsvaret af folkedrab, krigsforbrydelser, apartheid og etnisk udrensning. Gaza er i al sin grusomhed vores tids spejl.
DR bragte mandag en meningsmåling, som viser et flertal , der mener, at Israels krig er for vidtgående. At kun en lille del forsvarer den. Lidt selvrefleksion over hvad der er den radikaliserede position, ville være klædeligt.
Free free Palestine.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.