Lad dig ikke skræmme til at afskaffe forbeholdet – stem nej 1. juni
Forbeholdet er befolkningens snor i politikerne. Det vil sige befolkningens garanti for, at et EU-positivt Folketing ikke sender danske soldater afsted på tvivlsomme missioner for at beskytte EU's politiske, strategiske og økonomiske interesser.“Det er simpelthen så vammelt, det I har gang i!” Der blev ikke lagt fingre imellem, da Peter Kleist Christiansen fra havnen fortalte, hvad han synes om, at der blev udskrevet en afstemning om forsvarsforbeholdet lige midt i Ruslands invasion af Ukraine.
Selvom forbeholdet overfor EU-militæret ikke handler om territorialt forsvar, kædes afstemningen af ja-siden skamløst sammen med krigen i Ukraine.
Man forsøger at skræmme befolkningen til at opgive forbeholdet.
“Smid Putin under bussen, stem ja!” Sådan prøvede en venstremand at få dekoreret busserne i København, heldigvis uden held, da trafikselskabet sagde fra. “Hvis du vil glæde Vladimir Putin, Marine Le Pen, Boris Johnson, Donald Trump, Victor Orban og andre snæversynede nationalegoister, så skal du stemme nej”, prøvede en anden. Langt ude-afledninger af en debat præget af trusler, frygt, utryghed – og en flok tilhængerpolitikere der slet ikke ønsker at tale konkret om, hvad forbeholdet er, eller hvad det betyder at afskaffe det.
Man haster en afstemning igennem med en historisk kort tid fra udskrivning til afstemning og blokerer således for en lang, grundig og velovervejet debat. Man forsøger at skræmme befolkningen til at opgive forbeholdet ved kynisk at udnytte kombinationen af krigsfrygt – og så det faktum, at vi netop er kommet ud af en årelang pandemi, hvor folk har været bange – meget bange. Det er frygten, der skal sælge budskabet, ikke oplysning og gode argumenter.
Som situationen er med forbeholdet, kan danske politikere let sende danske soldater til verdens brændpunkter. De kan bare ikke gøre det på EU-missioner. De vil gerne have udvidet deres mandat, så de også kan komme afsted med EU-flag på skulderen. Det andet er besværligt, klager de. Vi kan ikke vælge EU’s militære gren til, siger de.
Nå! Siger jeg. Lev med det! Forbeholdet er befolkningens snor i politikerne. Det vil sige befolkningens garanti for, at et EU-positivt Folketing ikke sender danske soldater afsted på tvivlsomme missioner for at beskytte EU’s politiske, strategiske og økonomiske interesser. Forbeholdene var den pris, tilhængerpartierne betalte for at få befolkningen til at acceptere den Maastricht-traktat, der ellers var faldet med det danske nej i 92.
Befolkningen fik en række forbehold, et af dem garanterer, at vi ikke skal være en del af Unionens militære opbygning. I takt med at EU bliver mere og mere militariseret, er forbeholdet blevet et problem. Ikke for befolkningen, men for det flertal i Folketinget der ønsker at bidrage til opbygningen af Unionens militære del. EU har netop i marts i år vedtaget et Strategisk Kompas, som de selv kalder et kvantespring for opbygning og udbygning af den militære dimension. Her taler man om, at EU oftere og nemmere skal kunne agere militært rundt omkring i verden.
Fjernes forbeholdet, kan danske soldater for eksempel komme med på missionen IRINI. Her hjælper man den libyske kystvagt med materiel, træning, satellitpositioner med videre, så de effektivt kan holde flygtninge væk fra EU. Talrige veldokumenterede menneskerettighedskrænkelser har fået Tyskland til at trække sig fra missionen. EU har valgt at forlænge den. Fordi det er vigtigere at stoppe en flygtningestrøm end at tage menneskerettigheder alvorligt.
Vi hører, at vi skal afskaffe forbeholdet for at passe på Danmark. For sikkerhed og frihed. Det passer simpelthen ikke. EU kan ikke agere militært på sit eget område, det er slået fast i traktaten. Heller ikke hvis et EU-land angribes. Det er ikke det, EU’s militære del skal bruges til. Det handler udelukkende om operationer uden for EU, primært i Afrika, hvor der jo er en del af EU’s lande, der gennem tiden har ageret kolonimagter.
Det er vigtigt at stemme nej. Og du kommer ikke på hold med hverken Putin eller Orban ved at gøre det. De danske forbehold er et dansk anliggende, og meget få uden for landet bekymrer sig om, om det bliver ja eller nej.
Vi skal ikke give EU-begejstrede politikere lov til at sende danske soldater afsted på EU’s tvivlsomme missioner. Og da slet ikke når de designer en afstemning, så der skabes mest muligt frygt. Det er – som det siges på havnen i Esbjerg – for vammelt.