Som den første danske ungdomsorganisation donerede Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) for en uges tid siden 50.000 kroner til Den Danske Ukraine Komite.
På facebook skrev DSU’s formand Frederik Vad Nielsen, at DSU er stolt af at have indsamlet pengene internt i organisationen. Og han optrådte på et foto med Venstre-politikeren Søren Pind fra Den Danske Ukraine Komite. Sammen holdt de en kæmpecheck fra Arbejdernes Landsbank i hånden.
De 50.000 kroner skal ikke gå til humanitær bistand, hjælp til flygtninge, medicin eller andet humanitært hjælpearbejde. De skal – og det er hævet over enhver tvivl – gå til våben og militært udstyr. For det er det, som Den Danske Ukraine Komite er sat i verden for: at hjælpe Ukraine militært. Komiteen siger om sig selv:
“Ukraine har brug for økonomiske midler til at købe våben og sikkerhedsudstyr til sine væbnede styrker og de titusindvis af frivillige fra hele verden, der strømmer til for at bekæmpe uretten.”
Via den tyske nationalbank sendes indsamlede midler til den ukrainske nationalbank – og derfra står det den ukrainske regering frit for at bruge dem til de våben og det militære udstyr, den ønsker.
Komiteen har pt. sendt 42,5 millioner kroner af sted, fremgår det af dens hjemmeside.
De lægger sig til de cirka en milliard kroner, som det officielle Danmark, altså regeringen, har lagt i våben til Ukraine. Her er medregnet de 600 millioner kroner, der blev lovet i sidste uge.
42,5 millioner kroner, doneret fra privatpersoner og virksomheder, det er ikke et ubetydeligt beløb. Den Danske Ukraine Komite skriver selv på facebook, at de kan “bruges til at iklæde og udruste 1200 ukrainere”.
Kredsen, der danner kernen i Den Danske Ukraine Komite, er en broget skare, men det vil ikke være forkert at sige, at den hælder temmelig stejlt til højre i det politiske billede.
Der er ingen tvivl om, at rigtig mange danskere er berørte over krigen og føler med dens ofre. Det er naturligt og menneskeligt. At udnytte disse følelser til at få folk til at donere penge til våbenindkøb til yderligere død og ødelæggelse er imidlertid usmageligt.
Her ved Danmarks befrielsesdag 4. maj vil Ukraines præsident Zelensky tale direkte til befolkningen i Danmark. Aviserne Politiken og Jyllands-Posten står bag storskærmsarrangementer i København og Aarhus under overskriften “Et Lys i Mørket”.
Det er ikke svært at regne ud, at der skal drages paralleller mellem den danske modstandskamp mod nazismen under Anden Verdenskrig og Ukraines kamp mod Ruslands invasion.
Aviserne – og det officielle Danmark der bakker op med sin tilstedeværelse – påstår, at krigen i Ukraine handler om at forsvare demokrati og frihed. Ligesom under modstandskampen. Det er for det første et misbrug af disse begreber. Og det er for det andet en skamridning af historien.
Det er ikke et konkret udtryk for solidaritet at sende våben. Det er et konkret udtryk for solidaritet ikke at medvirke til det og i stedet af al kraft tale fredens sag og aktivt virke for den.
Det officielle Rusland gør i øvrigt noget tilsvarende: I de områder af Ukraine, hvor den russiske hær har overtaget, vil man i anledning af årsdagen for folkenes sejr over fascismen 9. maj 1945 hejse det røde sejrsflag, som også vajede over den tyske Reichstag i maj 1945. Også her udnyttes befolkningens antifascistiske følelser.
Men krigen i Ukraine føres ikke for nogens demokrati og frihed. Heller ikke Ukraines. Den føres både på den ukrainske og russiske befolknings bekostning. Ja, det var Rusland der startede krigen, og ja, de bør trække sig ud. Det samme bør andre fremmede soldater, lejesoldater, bataljoner og korps.
DSU-formanden skriver om organisationens donation:
“Det her er ikke en investering i mere krig. Det er en investering i, at freden kan ankomme hurtigere end frygtet.”
Det forholder sig imidlertid omvendt:
Våbenleverancer forkorter ikke lidelserne, men forlænger dem – og hvad der ikke er mindre vigtigt: De sender et tydeligt signal om, at krigens bagvedliggende årsager, de konflikter som krigen er en forlængelse af, skal håndteres på slagmarken og ikke ved forhandlingsbordet.
Det er ikke et konkret udtryk for solidaritet at sende våben. Det er et konkret udtryk for solidaritet ikke at medvirke til det og i stedet af al kraft tale fredens sag og aktivt virke for den.
Det ville være “en investering i, at freden kan ankomme hurtigere end frygtet”, hvis den energi, de ressourcer og kroner og dollars, der i dag anvendes til at opruste krigsmaskinerne, i stedet bruges på seriøse og alvorligt mente diplomatiske bestræbelser og neutrale fredsforhandlinger.
03. maj 2022 | 22:34
Tak for et kort men godt skriv af LRH. velvalgte og meget passende ord . Det er nærmest ufatteligt at flere af vore veluddannede politikere ikke kan se igennem dette betændte makværk, i stedet følger vi støt efter rottefængerens fløjte og så endda helt i front ! .
Log ind for at svareDu skal være logget ind for at skrive en kommentar.
