Kommer Wammen med hjælp til pensionisterne?
Mange pensionister er hårdt ramt af de store prisstigninger på blandt andet varme og fødevarer. Regeringen har lovet en løsning kort efter påske. Vi venter utålmodigt.Krigen i Ukraine, der startede den 24. februar, har fået store konsekvenser lagt ud over Ukraines grænser.
Det er især på energiområdet, vi har set kraftige prisstigninger, som har betydet højere varmeregninger for alle. Også fødevarer er blevet dyrere.
Danmark har nu en inflation, der er oppe på 5,4 procent. Når vi er i en sådan situation, vil lønmodtagerne selvfølgelig stille krav om højere løn. Men det kan pensionisten ikke.
Det haster med at få en ordning, der hjælper pensionister, som rammes af prisstigninger. Der er utroligt mange, som kæmper med at have nok til dagen og vejen.
Indtil nu har regeringen udmeldt et bidrag til varmeregningen i form af en varmecheck for nogle, men der er også mange der rammes på anden måde. Finansministeren har sagt, at regeringen vil hjælpe pensionister, der rammes af inflationen og de hastig stigende priser.
Vi afventer dette udspil fra Nicolai Wammen, som har lovet, at det kommer “kort efter påske”. Det haster med at få en ordning, for der er utroligt mange, som kæmper med at have nok til dagen og vejen.
Og så må vi håbe, at krigen i Ukraine snart slutter, ikke mindst af hensyn til de mange ukrainere der er flygtet og gerne vil tilbage til deres land.
Velfærdslov
Desværre har det ikke været muligt for regeringen at få flertal for en velfærdslov. Vi må derfor forvente, at en velfærdslov bliver en væsentlig del af en kommende valgkamp, som snart går i gang.
Det var en velfærdslov, der skulle sikre, at der bliver tilført flere midler til kommunerne i takt med, at der bliver flere ældre og flere børn.
De ekstra penge til den demografiske udvikling har de seneste år været en del af finansloven og de aftaler, der er indgået mellem regeringen og Kommunernes Landsforening.
Men der er desværre ingen garanti for, at et andet flertal vil sikre denne velfærdsgaranti. Det kan man være bekymret for.
Sundhedsreform
Der er stadigvæk brug for et løft af velfærdsområdet og vi ser frem til, at der aftales en sundhedsreform, som kan medvirke til væsentlige forbedringer.
Der er brug for forbedringer især for de mange ældre, der er afhængige af kontakten til sundhedssystemet og som i dag bruger helt urimeligt mange kræfter på transport mellem de forskellige behandlingssteder inden for kommunen eller regionen.
Sundhedssystemet må komme tættere på borgerne.
Regeringen har som følge af det nationale kompromis for forsvar og sikkerhed åbnet op for at opgør med budgetloven. Jeg har mange gange her i min blog givet udtryk for, at der er brug for et opgør med budgetloven. Men det var med baggrund i, at kommunerne skulle få mulighed for at løfte velfærden, ikke mindst for de ældre.
En positiv historie
Jeg vil slutte dette indlæg med en positiv historie.
Den 1. januar 2023 er det slut med modregning af løn i folkepensionen, seniorpensionen og førtidspensionen, hvis man er pensionist og ens ægtefælle arbejder.
Det har længe været et stort ønske, som vi blandt andet i Faglige Seniorer har arbejdet for, og som nu betyder, at 130.000 pensionister undgår at blive straffet økonomisk for at arbejde. Det betyder samtidig også, at flere til at fortsætte på arbejdsmarkedet også efter pensionsalderen.