Kampen om ydelser kan også hjælpe syge fanget på kontanthjælp
Trods enkelte interessante afsæt i Ydelseskommissionens anbefalinger til at gøre livet for de mest udsatte bedre, er anbefalingerne samlet set på ingen måde en hjælp til at bekæmpe fattigdom og ulighed.Det er torskedumt, at regeringen sagde til Ydelseskommissionen, at deres anbefalinger skulle være udgiftsneutrale.
For selvom det kan lyde uskyldigt, så betyder det, at anbefalingerne reelt set skal tage ansvar for Løkke-regeringens nedskæringer med den ene fattigdomsydelse efter den anden. Fattigdomsydelser som kontanthjælpsloftet, 225-timersreglen og integrationsydelsen.
Selvom anbefalingerne på papiret afskaffer to af fattigdomsydelserne – kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen – så afskaffer de ikke de egentlige konsekvenser af dem.
Omfordeling af fattigdom
Og når anbefalingerne også går ud fra, at det midlertidige børnetilskud vil blive afskaffet, hvis anbefalingerne bliver til virkelighed, sker der samlet set dét, at fattigdommen bare bliver omfordelt.
Det vil sige, at et nyt ydelsessystem designet efter anbefalingerne vil ende med at tage fra nogen, der har lidt, for at kunne give til andre, der også har lidt.
Men det behøver ikke at være sådan. For der ér råd til at sikre rimelige ydelser, hvis vi omfordeler fra rig til fattig – i stedet for fra for eksempel enlige til børnefamilier eller fra psykisk sårbare unge uden folkeskolebeviset til den, der lige har fået en fyreseddel.
Hvis regeringen ikke ender med at levere på dens bundne opgave om at bekæmpe fattigdom og ulighed, så ved regeringen godt, hvad der kommer til at ske.
For virkeligheden for de, der kommer til at gå tusindvis af kroner ned i ydelse, er, at de ikke engang vil kunne få råd til det, der ligger inden for det såkaldte ”kortsigtede minimumsbudget” – altså det som rapporten kalder et grundbudget.
Kommissionen skriver selv sort på hvidt, at grundbudgettet muliggør ”et beskedent, men sundt liv med mulighed for at deltage i familie- og samfundsmæssige sammenhænge”.
Af den definition kan vi tolke, at månedlige indkomster under grundbudgettet – som blandt andet unge enlige og par uden børn står til at ville få – vil bremse mulighederne for et beskedent og sundt liv.
Ergo indeholder anbefalingerne opskriften til uværdige tilværelser for blandt andet psykisk sårbare unge, som Arbejderen også har været med til at sætte fokus på.
Syge skal ikke fastlåses på kontanthjælp
Foruden selve ydelsesniveauerne – og den fattigdom, de helt konkret vil skabe i tusindvis af menneskers liv – er der også andre kampe, der gemmer sig i de kommende forhandlinger.
Ydelseskommissionen har som en grundsten i deres anbefalinger, at kontanthjælp skal være midlertidigt, og at syge ikke skal fastholdes på kontanthjælp. Dét er en åbning, vi har grebet med det samme.
Ydelseskommissionens anbefaling på dette område kan med nogle vigtige tilpasninger, blive til det forslag, vi i Enhedslisten tidligere har stillet om afklaringsgaranti.
I vores forslag får man som borger i systemet ret til at blive visiteret væk fra kontanthjælp til revalidering (uddannelse på højeste dagpengesats med mulighed for støtteordninger), et rigtigt arbejde, en reel uddannelse, fleksjob eller førtidspension.
Hvis vi:
1) kan forandre genvurderingen til en egentlig rettighed, hvor der skal træffes afgørelse, så borgeren kan klage over det og rejse sin sag gennem klagemyndighederne.
2) ændrer muligheden for genvurdering, så det skal gælde, fra man er 18 år i stedet for 30 år.
3) sikrer, at ens ret kan prøves hvert år.
Så er vi et stykke ad vejen, hvad dét angår.
I samme hug bør man også gøre op med, at kommunerne i dag har en økonomisk interesse i at fastholde folk i kontanthjælpssystemet frem for for eksempel at sikre dem det, der burde være deres retmæssige førtidspension.
Opgør med reform af førtidspension
Oveni kommer, at et flertal bestående af SF, RV, S, V, K og LA strammede reglerne om førtidspension og fleksjob så gevaldigt i 2012, at det i dag er alt for svært at blive tilkendt et fleksjob eller en førtidspension, hvilket der også bør ske et opgør med.
Summa summarum er de kommende forhandlinger om et nyt ydelsessystem en oplagt mulighed for at få taget opgøret med det nedadsparkende og formynderiske tidsspilds-maskineri, som er det gældende regelsæt på området.
Der er rigeligt at tage fat i. Det ændrer dog ikke ved, at der ér en åbning i Ydelseskommissionens anbefalinger til at tage fat i problemet med syge, der fastlåses årevis på kontanthjælp, og den åbning skal bruges!
Men trods enkelte interessante afsæt i Ydelseskommissionens anbefalinger til at gøre livet for de mest udsatte bedre, er anbefalingerne samlet set dog på ingen måde en hjælp til at bekæmpe fattigdommen og uligheden.
Så hvis regeringen ikke ender med at kunne – eller rettere sagt ville – levere på dens bundne opgave om at bekæmpe fattigdom og ulighed, så ved regeringen godt, hvad der kommer til at ske.