Mødt af freds- og Palæstinaflag
Kampen mod EU-bestemt mindsteløn er ikke slut
Selv om det kan se sort ud, er kampen mod EU’s indblanding langt fra slut. Det er for det første endnu ikke sikkert at EU-parlamentet, medlemslandene og EU-kommissionen kan blive enige. Det er nemlig tydeligt, at EU-parlamentet og medlemslandene står langt fra hinanden.
|
Et flertal af EU-landene støttede i sidste uge forslaget om at indføre en EU-bestemt mindsteløn. Trods massiv dansk modstand fra en samlet fagbevægelse og alle partier i Folketinget (på nær De Radikale), så bakker både et flertal i EU-parlamentet og EU-landene nu op om direktivet.
Danmark stemte nej, men blev stemt ned. Det kan ikke ses som andet end et frontalangreb på danske overenskomster og kampen for ordentlige løn- og arbejdsvilkår. Og et forslag som vil give EU helt uset meget magt over vores arbejdsmarked. Men kampen er langtfra slut.
Nej tak til tyske tilstande
Til trods for den danske modstand så risikerer vi nu at blive påtvunget direktivet. Frygten er, at direktivet vil tvinge os til at bryde med vores overenskomstbaserede arbejdsmarkedsmodel og dermed være et brud på en mere end 100 år lang tradition på det danske arbejdsmarked.
Danmark skal kræve at blive undtaget fra direktivet og om nødvendigt gå til EU-domstolen og den danske højesteret for at få mindstelønsdirektivet annulleret.
I Tyskland eksempelvis, er mindstelønnen mange steder blevet til normallønnen og har samtidig smadret fagforeninger, fået den faglige organisering til at rasle ned og ført til øget social dumping.
Grådige arbejdsgivere vil kunne bruge en EU-bestemt mindsteløn som undskyldning for ikke at respektere den gældende overenskomst, og vi risikerer, at ikke mindste udenlandske kollegaer vil få den lave mindsteløn fremfor overenskomsten. Det ser vi allerede mange steder i Europa.
EU-domstolen vil få alt for meget magt
EU-kommissionen har gang på gang påstået, at deres forslag ikke vil gælde for Danmark og Sverige, men den garanti kan EU-kommissionen bare ikke give. For et EU-direktiv gælder per definition for alle borgere i EU, og det vil derfor i sidste ende være op til EU-domstolen at afgøre, om direktivet gælder i Danmark.
Vi har tidligere set, hvordan EU-domstolen på ingen måder har forståelse for den danske arbejdsmarkedsmodel og sågar har indskrænket strejkeretten med sine afgørelser. Den magt skal EU-domstolen ikke have.
En forhippet fransk præsident
Men selvom det kan se sort ud, er kampen mod EU’s indblanding langtfra slut. Det er for det første endnu ikke sikkert, at EU-parlamentet, medlemslandene og EU-kommissionen kan blive enige. Det er nemlig tydeligt, at EU-parlamentet og medlemslandene står langt fra hinanden.
Ligesom et flertal i Parlamentet gentagne gange har afvist alle reelle forsøg på at undtage Danmark og Sverige, trods protester fra de danske og svenske parlamentsmedlemmer.
Men mens EU-parlamentet ønsker en radikalisering af forslaget, så trækker EU-medlemslandene i en anden retning og ønsker at udvande forslaget fra EU-kommissionen, så det nemmere kan glide ned.
Fra nytår overtager Frankrig nemlig formandskabet for EU, og den franske præsident Macron er yderst forhippet på at få afsluttet forhandlingerne inden det franske præsidentvalg i april.
Den danske regering må stå fast!
Her er det helt afgørende, at et flertal i Folketinget står bag den klare danske afvisning af direktivet. Dels fordi Danmark dermed står klokkeklart fast på, at vi ikke mener, EU skal bestemme over vores løn, og dels fordi der står i Lissabon-traktaten, at EU ikke har kompetence til at blande sig i danske arbejdsmarkedsforhold.
Det er derfor også allerede langt over stregen, når EU-kommissionen forsøger at snige EU-indblanding ind ad bagdøren ved at påstå, at en EU-bestemt mindsteløn slet ikke handler om løn, men om arbejdsvilkår. Forstå det, dem der kan.
Når den danske regering med opbakning fra et bredt flertal i Folketinget afviser direktivet, så er det vigtigt, fordi får EU først lov til at blande sig i løndannelsen i Danmark, så vil det ikke alene have negative konsekvenser nu og her, men også åbne en ladeport for fremtidig indblanding i både danske løn- og arbejdsforhold og strejkeretten.
Kampen er ikke slut!
Selvom det ser sort ud, at både EU-kommissionen, EU-parlamentet, et flertal af EU-landene og en fransk præsident vil tromle den danske arbejdsmarkedsmodel, så er slaget ikke tabt.
Dels er det ikke sikkert, at forhandlinger går så hurtigt, som Macron ønsker sig. Og efter Frankrig overtager først Tjekkiet og derefter Sverige formandskabet for EU. Hverken Tjekkiet eller Sverige er synderligt begejstrede for en EU-bestemt mindsteløn.
Derudover skal både medlemslandene og EU-parlamentet stemme om den endelige aftale, hvis man kan blive enige. Vinder EU-parlamentet i forhandlingerne, vil der uden tvivl være flere medlemslande, der ligesom Danmark afviser direktivet.
Vinder medlemslandene, så vil modstanden i EU-parlamentet med stor sandsynlighed vokse fra de allerede knap 200 medlemmer, som stemte imod forhandlingsmandatet, og aftalen kan falde til jorden.
Direktivet viser tydeligt, hvor farlig EU’s naive tro på, at “one size fits all”, er, og konsekvenserne for vores arbejdsmarkedsmodel skal vi selvfølgelig på ingen måder acceptere. Derfor har vi i Enhedslisten også i meget tydelige vendinger krævet, at Mette Frederiksen skal gøre brug af alle tænkelige redskaber i værktøjskassen for at stoppe, at EU fremover kan diktere vores løn- og arbejdsforhold.
Danmark skal kræve at blive undtaget fra direktivet og om nødvendigt gå til EU-domstolen og den danske Højesteret for at få mindstelønsdirektivet annulleret. Kampen er altså langtfra slut, og fra Enhedslistens side kommer vi til at slås til det sidste for at forsvare vores kollektive overenskomster.
15. december 2021 | 06:45
