Mindeord
Jungleloven vender tilbage til verden
Statssuverænitet er ikke længere det samme etablerede begreb, der blev dannet efter Anden Verdenskrig. Politiske grænser og internationale konventioner kan ikke længere beskytte folket mod de store magter, skriver Osama Al-Habahbeh.
|
Det, vi er vidne til i dag, er en åben, omend camoufleret, tilbagevenden til jungleloven.
Denne gang kommer jungleloven ikke med primitive træk eller primitive våben. Den toner frem i civilisationens klæder, i narrativer om globale værdier og slagord om demokrati, menneskerettigheder og krig mod terror, mens dens egentlige kardinalpunkt er at kontrollere de svage landes nationale beslutninger og omforme verden efter magtbalancen og ikke efter retfærdighedens balance.
Det, der sker i dag, er ikke blot en forbigående politisk konflikt, men et farligt skift i det internationale systems struktur.
USA’s afvigelse fra international legitimitet og tilsidesættelse af international ret kommer særligt tydeligt til udtryk under den nuværende amerikanske præsident Donald Trumps administration, og de vigtigste af disse manifestationer kan i denne sammenhæng nævnes således:
For det første: Hans eksplicitte udtryk for sit ønske om at erobre Grønland på den “nemme måde” eller “på den hårde måde” under påskud af, at den har geostrategisk betydning i forhold til Kina og Rusland. Dette uanset at denne ø hører under Danmark rigsfællesskab, og at Danmark er et medlem af NATO. Det vil sige, at USA ønsker at angribe et NATO-land, i åbenlys overtrædelse ikke kun af international lov, men også af de NATO-principper, som USA selv har sat sig i spidsen for at forsvare!
For det andet: Angrebet på Venezuela og den offentlige kidnapning af landets præsident, den efterfølgende annoncering af “erhvervelsen” af millioner tønder olie fra Venezuela samt truslerne mod landets nye præsident om, at hvis hun ikke overholder USA’s direktiver, vil hendes ende blive værre end enden for den kidnappede præsident Maduro. Dette er et åbenlyst angreb på de internationale love om staters suverænitet, da FN (som USA og andre har lagt grundlaget for) ikke tillader brug af magt i internationale relationer undtagen med mandat fra FN’s Sikkerhedsråd i henhold til kapitel 7 i FN-pagten.
For det tredje: At trække sig ud af Parisaftalen (2015), hvis formål det er at beskytte det globale klima, som kan true alle mennesker på planetens overflade, på trods af at langt de fleste lande i verden underskrev denne aftale i bevidsthed om vigtigheden af det globale klima og ansvaret for lande – især store industrilande som USA – for at holde det rent og sundt.
For det fjerde: Toldkrigen. Som om han var kejseren over det hele pålægger USA’s præsident efter forgodtbefindende forskellige toldsatser på varer fra alverdens lande baseret på, hvad Trump mener er USA’s og hans egne personlige interesser. Senest har vi hørt om de toldsatser, han har besluttet at pålægge Danmark og ethvert andet land, der stejler over hans beslutning om at eje Grønland.
For det femte: USA har nægtet at tilslutte sig Den Internationale Straffedomstol (ICC), som har til opgave at retsforfølge og holde verdens kriminelle ansvarlige, vel vidende at domstolen er baseret på “Rom-traktaten” (1998), der er tiltrådt af majoriteten af verdens lande. Det interessante er, at USA ikke blot nedgjorde denne domstol, da den udstedte en arrestordre mod Israels premierminister Netanyahu, som eftersøges som krigsforbryder, men at de også indførte sanktioner mod nogle af domstolens dommere, som USA forsøgte at intimidere.
Might is right (Magt giver ret)
Det er tydeligt, at USA ikke længere bekymrer sig om international lov, international humanitær ret eller FN, men er begyndt at handle i overensstemmelse med magtens logik (might is right) og egeninteresser baseret på det faktum, at USA er den mest magtfulde militærmagt på Jorden (i besiddelse af 6000 strategiske kernevåbenhoveder og 800 militærbaser rundt om i verden, ud over sine andre konventionelle styrker), og USA har en økonomi, der udgør en fjerdedel af verdens økonomi.
Scenariet med Venezuelas præsident Nicolás Maduro, der bliver retsforfulgt uden for sit land, åbner døren for et grundlæggende spørgsmål: Hvordan kan en verden, der hævder at respektere international lov, acceptere en magtdemonstration mod et statsoverhoved i New York, den by, der huser FN og Sikkerhedsrådets hovedkvarterer?
Sikkerhedsrådet, der blev oprettet for at løse tvister, er ude af stand til at spille sin retfærdige rolle, fordi det siden begyndelsen har været bundet af vetoretten, det privilegium, der har givet fem lande magt til at forhindre international retfærdighed, når det er i konflikt med deres interesser.
Her ligger rødderne til den nye junglelov. Vetoretten fungerer ikke som den balancegang, den bliver promoveret som, det kan snarere beskrives som en formaliseret lovgivning, der fremmer de magtfuldes dominans.
Det er den junglelov, der giver beboeren i Det Hvide Hus – og den, der kom før ham og den, der vil komme efter ham – den praktiske ret til at sende sine soldater, påtvinge sine fortællinger og iværksætte fjendtlige operationer i suveræne stater under præfabrikerede påskud: At bekæmpe narkohandel, beskytte demokratiet eller at bekæmpe terror.
Disse påskud mister deres troværdighed, når vi sammenligner dem med andre sager, hvor dokumenterede forbrydelser er blevet accepteret, og kan konstatere, hvordan USA har ydet beskyttelse til politiske og militære regimer, der har været involveret i fordrivelse af oprindelige folk og drab på hundredtusinder, som det er tilfældet med Israel.
Hvis det ikke var for jungleloven, ville man arrestere dem, der er sigtet af en international domstol, så de kunne blive stillet for retten i en domstol godkendt af FN, der jo repræsenterer hele det internationale samfund.
USA’s jungle
Trump, hvis udenrigspolitik drejer sig om mantraet “America First” (Amerika først, red.), tror ikke på eksistensen af juridiske eller moralske regler, som man skal stole på, når beslutninger træffes på internationalt niveau. Det betyder, at man ikke kan udelukke, at han når som helst kan træffe katastrofale beslutninger imod folkerettens regler, konventioner og gængs moral.
Når dette bliver realitet, vil det internationale system spille fallit, og magtens og dominansens sprog vil sejre over retsstatsprincippet og tolerancens sprog, hvilket betyder en tilbagevenden til jungleloven.
Det er værd at nævne, at det tog menneskeheden tre hele århundreder, fra nationalstatens begyndelse i midten af det syttende århundrede til midten af det tyvende århundrede, før verdens ledere kunne blive enige om at etablere en institutionel ramme, der forpligter alle stater til at blande sig uden om andre staters interne anliggender og benytte fredelige midler for at løse konflikter, der måtte opstå mellem dem, samt nedlægge forbud mod magtanvendelse eller trusler om magt i internationale relationer.
Dette fremskridt på menneskehedens udviklingsvej blev virkeliggjort ved oprettelsen af De Forenede Nationer i 1945, efter at verden havde gennemgået en uafbrudt række af blodige krige, herunder to verdenskrige, der kostede millioner af mennesker livet.
Så når et statsoverhoved, i realiteten det mest magtfulde i den moderne verden, instruerer sin hær i at kidnappe et andet statsoverhoved, uanset årsagerne, falder det mange naturligt at se denne adfærd som et afgørende bevis på faldet og fraværet af international ret på Jorden.
Det bliver derfor en kendsgerning, at internationale relationer nu igen bliver håndteret uden for det internationale systems institutionelle rammer og igen hviler på regler om dominans, magt og afhængighedsforhold i stedet for reglerne for international ret, hvilket er baseret på reglerne for folkeretten og suveræn lighed mellem stater.
Med disse praksisser legitimeres, at staters suverænitet afskaffes, ideer om fjendtlig indblanding i andres anliggender normaliseres, og at verden gradvist bevæger sig tilbage til tiden før Første Verdenskrig, hvor ren magt styrede verden.
I dette scenarie synes skovens løve (USA’s deep state) at give absolut magt til en ræv i centrum, mens resten af dyrene skræmte bevæger sig rundt i periferien: Tigeren, ulven og hyænen uden anden skyld, end at de er svagere eller mindre indflydelsesrige.
Denne ræv (Trump, red.) sagde for nylig:
“Jeg føler mig ikke længere forpligtet til udelukkende at tænke på fred, selvom det altid vil være det vigtigste, men jeg kan nu tænke på, hvad der er godt og rigtigt for USA.”
Dette kom i et brev adresseret af ræven Trump til Norges statsminister Jonas Gahr Støre, til hvem Trump kobler spørgsmålet om Grønland sammen med uddelingen af Nobels fredspris, som han ikke fik, på trods af at han ifølge sin egen overbevisning har stoppet mange krige i verden.
Det, der sker i dag, er ikke blot en forbigående politisk konflikt, men et farligt skift i det internationale systems struktur.
Hvis denne tendens fortsætter, vil selve begrebet suverænitet blive en historisk erindring, og folkenes vilje vil blive en marginal detalje i en verden styret af jungleloven – uanset hvilken farverig og civiliseret indpakning den måtte komme i.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
28. januar 2026 | 06:27
