Hvis fællesskab?
Jeg stemmer for fællesskabet
Min stemme går til én, der vil varetage lønmodtagernes mærkesager. Det vil sige én, der lover at udvikle og styrke velfærden, én, der vil arbejde for, at flere kommer i job og uddannelse og én, som vil sikre, at arbejde for kommuner og regioner bliver udført på ordentlige løn- og arbejdsvilkår.Kommunal- og regionsrådsvalget kører lige nu i højeste gear, og om to uger skal vi til stemmeurnerne.
Jeg véd godt, hvem jeg stemmer på. Det bliver naturligvis på én, som er med på at sætte en ny retning for Danmark, og som vil kæmpe for lønmodtagernes mærkesager.
Én, der lover at udvikle og styrke velfærden, én, der vil arbejde for, at flere kommer i job og uddannelse, og én, som vil sikre, at arbejde for kommuner og regioner bliver udført på ordentlige løn- og arbejdsvilkår.
Det er fuldkommen afgørende, at kommunerne sikrer, at alle unge kommer i gang med job eller uddannelse.
Desværre er vores velfærd under pres. Vi kan se frem til, at antallet af børn og ældre stiger. Om fem år er der 19.000 flere børn, der skal passes, og 93.000 flere ældre over 67 år, som skal have omsorg og pleje. Og i 2030 er vi 223.000 flere børn og ældre.
Så hvis dem, som har brug for det, også fremover skal have et ordentligt serviceniveau, er det afgørende, at vi investerer i velfærden i takt med, at befolkningen vokser.
Unge uden job eller uddannelse
En anden udfordring, vi står med lige nu, er de 100.000 unge, som hverken er i job eller i gang med at dygtiggøre sig.
Alt for mange af dem ender på kanten af samfundet og bliver ikke en del af det arbejdsfællesskab, som også spiller en vigtig rolle for den enkeltes livskvalitet. Samtidig kan vi kun opretholde vores velfærd, hvis så mange som overhovedet muligt bidrager til fællesskabet. Derfor er det også fuldkommen afgørende, at kommunerne sikrer, at alle unge kommer i gang med job eller uddannelse.
Stop fuskerfirmaer
Sidst, men bestemt ikke mindst så skal vi have stoppet alle de skrupelløse fuskerfirmaer, der underbetaler og udnytter deres medarbejdere. Og her har kommunerne og regionerne et virkelig stærkt kort, hvis de tør spille det.
De kan fra i morgen kræve, at deres leverandører betaler deres medarbejdere og underleverandører overenskomstmæssige lønninger. De kan kræve, at de virksomheder, som de entrerer med, tager lærlinge/elever, og de kan iværksætte en effektiv kontrol. Løsningerne ligger lige for – så det er bare om at komme i gang. Mange af kommunerne kræver heldigvis allerede i dag ordnede arbejdsforhold, når de køber ind. Nu skal vi have resten med.
Disse udfordringer skal vi tage alvorligt, hvis vi vil bevare og udvikle vores gode velfærdssamfund. Derfor går min stemme til valget også til en politiker, der tror på, at det stærke fællesskab, vi har i Danmark, er selve forudsætningen for et stabilt og godt samfund.