Udtalelse
International solidaritet, ikke udenrigspolitisk smørelse
Danmark står over for at skulle have en ny udviklingspolitisk strategi. Hvis ikke vi bidrager til bekæmpelse af fattigdom og ulighed og dermed støtter verdens fattigste lande og befolkninger i vejen til en bæredygtig udvikling, så fører det til flere, ikke færre konflikter og trusler, der også vil ramme Danmark, skriver Trine Pertou Mach i denne blog.
|
I dette forår skal vi i Folketinget forhandle en ny udviklingspolitisk strategi – altså den strategiske ramme om Danmarks udviklingsbistand og udviklingspolitiske virke.
Der er tradition for, at et bredt politisk flertal indgår aftale om rammerne for dansk udviklingsbistand, det har betydning for den langsigtede indsats og for Danmarks internationale rolle uanset regering.
Det har selvfølgelig også betydning for forankringen i befolkningen, at vi på tværs af politiske skel står bag aftalen om udviklingspolitik og prioriterer at bruge en lille del af vores rigdom til at ændre på levevilkår for mennesker i verdens fattige lande.
Jeg har netop været i Etiopien og Kenya med Udenrigsudvalget. At Danmark gør – og fortsat skal gøre – en forskel for verdens fattige med indsatser for styrkelse af civilsamfund, fremme af menneskerettigheder, bekæmpelse af fattigdom og kamp mod klimaforandringerne, er åbenlyst. Og det er åbenlyst, at Danmarks årtier lange virke som “udviklingspolitisk kæmpe” betyder noget.
At vi i 2025-26 også har plads i FN’s Sikkerhedsråd og dermed en helt central placering for verdens fred og sikkerhed gør kun vores ansvar og rolle endnu vigtigere.
Udviklingspolitik under pres
Det bliver ikke udviklingsarbejdet, som skaber store sociale omvæltninger. Alligevel er udviklingspolitikkens rolle under pres. Internationalt ser vi desværre en tendens til, at lande reducerer deres udviklingsbistand.
Trump-administrationens nedlukning af USAID, der har ansvaret for USA’s civile udviklingsbistand, er et helt enormt voldsomt tiltag, der kommer til at koste liv. Man kunne allerede nu helt konkret se det i Kenya med reducerede rationer i en stor flygtningelejr i nord, sundhedsklinikker, der ikke længere kunne få forsyninger af medicin og så videre. Men også europæiske lande har annonceret reduktioner i deres udviklingsbistand fremadrettet.
De røster findes også herhjemme på højrefløjen, der jævnligt ytrer, at udviklingsbistanden skal bruges til noget andet.
Udviklingsbistand har værdi i sig selv, fordi den bidrager til en bedre verden, og den skal handle om dét, ikke være et instrument, som vi bruger til at varetage snævre danske eller europæiske sikkerhedsinteresser.
Jeg roser almindeligvis ikke regeringen, men det er vigtigt, at udviklingsminister Løkke Rasmussen for nyligt klart annoncerede, at Danmark ikke kommer til at skære i dansk udviklingsbistand, men fastholder den på 0,7 procent af bruttonationalindkomsten, (at vi i Danmark historisk har haft tradition for en procent, og at vi burde tilbage på det niveau, er så en anden sag) og at de partier, der skal forhandle udviklingspolitisk strategi, skal forpligte sig til det. Det er en markant melding, som forhåbentlig også får andre lande til at tænke sig om en ekstra gang.
Mindre begejstrende er meldingen i et stort interview med udviklingsministeren, at “vi kommer til at dreje udviklingsbistanden”. Den skal ikke længere dreje sig om “fattigdomsbekæmpelse og idealisme og sådan noget”. Det er “luksus”, mener Lars Løkke.
Nej det er ikke!
Afgørende at bekæmpe fattigdom
Bekæmpelsen af fattigdom og ulighed og arbejdet for at fremme rettigheder, demokrati, stærke demokratiske institutioner og aktive civilsamfund er helt afgørende. Og det er helt afgørende at fastholde Ikke mindst i en tid, hvor vi står over for store sikkerhedspolitiske udfordringer: Klimaforandringer, stormagters territoriale krav, konflikter og blodige krige.
Der er brug for, at landene på det afrikanske kontinent gør fremskridt både i forhold til fattigdomsbekæmpelse og demokratifremme. Hvis ikke det lykkes, betaler både afrikanerne og vi andre en høj pris.
Udviklingsbistand har værdi i sig selv, fordi den bidrager til en bedre verden, og den skal handle om dét, ikke være et instrument, som vi bruger til at forsvare os selv og varetage snævre danske eller europæiske sikkerhedsinteresser. Det vil være kortsigtet og farligt. Og i øvrigt i strid med regeringens fine, nye Afrika-strategi, der taler om “ligeværdige partnerskaber” og “Afrikas århundrede”.
Hvis ikke vi bidrager til bekæmpelse af fattigdom og ulighed og dermed støtter verdens fattigste lande og befolkninger i vejen til en bæredygtig udvikling, så fører det til flere, ikke færre konflikter og trusler, der også vil ramme Danmark.
Udviklingsbistandens grundlæggende motiv bør være solidaritet og ansvar for andre. Danmarks årtier lange tradition for at levere høj kvalitet og værdi for partnere og mennesker andre steder i verden skal ikke ofres. Og hvis man endelig vil tale sikkerhedspolitik – så må man bare konstatere, at langsigtet, fattigdoms- og rettighedsorienteret bistand netop kan styrke menneskers sikkerhed, mere fredelige samfund og dermed også være i Danmarks sikkerhedspolitiske interesser.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
18. marts 2025 | 09:33
