Kronik
Ingen dobbeltstandarder når det gælder kvinder, liv og frihed
Mere end nogensinde før er der brug for en alliance i kampen for national frigørelse, for social frigørelse og for kvindekønnets fuldstændige frigørelse, skriver Joan Ågot Pedersen fra Kommunistisk Partis internationale udvalg.
|
Man bliver næsten rørt af at se, hvordan politikere og medier pludselig er blevet solidariske på baggrund af begivenhederne i Iran.
Helt uforglemmelig er Søren Espersen, der i ren søstersolidaritet kronrager sit skaldede hoved i Go’ Aften Live, samtidig med at han opfordrer kvinder i Danmark til at smide deres tørklæde og brænde det i solidaritet med iranske kvinder.
Man skulle tro, at danske politikere nu går ind for menneskerettigheder og lighed mellem mænd og kvinder – og dermed kvinders ret til at klæde sig, som de vil. Men det er kun i Iran. I Danmark skal hjemmehjælpere skam smide tørklædet på deres arbejde.
Disse modige kvindeprotester, der gennemføres i menneskerettighedernes og ligestillingens navn, fortjener vores fulde støtte.
De iranske kvinder fortjener vores støtte i deres kamp, når de konfronterer den reaktionære regering med symbolske og fredelige handlinger, som bliver mødt med de værste overgreb. De reagerer med imponerende værdighed på den morderiske behandling af en ung kvinde, Mahas Amani, 23 år gammel, som ikke var tilstrækkeligt “godt” tilsløret i henhold til de meget strenge forskrifter fra “revolutionens” vogtere.
Disse modige kvindeprotester, der gennemføres i menneskerettighedernes og ligestillingens navn, fortjener vores fulde støtte, ligesom den iranske arbejderklasses strejker mod de afsavn, som den borgerlige regering i Teheran påfører den på grund af landets vanskelige situation.
Hovedårsagen til den vanskelige økonomiske situation i Iran er i høj grad knyttet til USA’s og EU’s sanktioner og ensidige foranstaltninger mod Iran, som er i strid med folkeretten og menneskerettighedsprincipperne.
Siden shahens fald har Iran været udsat for sanktioner. I løbet af de sidste 10 år er sanktionerne blevet forstærket. Det drejer sig blandt andet om restriktioner af handel, indefrysning af bankaktiver, som vi også har set det i Venezuela og Afghanistan.
Disse sanktioner tjener kun til at belaste det arbejdende folk, samtidig med at de arbejder for et regimeskifte, som igen kan sikre USA’s udplyndring af landets rige ressourcer.
Lad os huske på, at Iran før det nuværende styre blev regeret af den grusomme shah af Iran og hans blodige Savak (det politiske politi): Dette var resultatet af et statskup, der blev organiseret fra Washington for at fordrive Dr. Mossadeghs progressive regime, hvis forbrydelse var at have nationaliseret den iranske olie.
Vi må tage afstand fra de vestlige politikere og deres mediers hykleri: De er ligeglade med de alvorlige angreb på kvinders og mænds rettigheder og frem for alt på de arbejdende menneskers rettigheder, så snart de finder sted i lande, hvis regimer er satellitter til den vestlige imperialisme, så som Saudi-Arabien, Qatar, det ukrainske styre (hvor overenskomstrettigheder netop er blevet afskaffet) eller det israelske apartheidregime.
Parandeh, en iransk kunstner og forfatter, som lever i eksil, udtaler i et interview i Jacobin, at international solidaritet aldrig bør forværre en situation eller straffe befolkningen i et land, der har brug for hjælp. Og ethvert land, der indfører sanktioner eller sender kampvogne i solidaritetens navn, har bagtanker og har ikke til hensigt at vise ægte solidaritet.
Hun siger: ”Mit håb for Iran er enkelt. Jeg ønsker, at vi endelig skal have indflydelse på vores egen regering … Det er på tide, at vi får indflydelse på vores levebrød uden indblanding fra fremmede magter”.
Vi kan kun være enige. Kort sagt, vi er solidariske med de iranske kvinder mod Teherans middelalderlige teokrati! Men vi er lige så solidariske med det arbejdende iranske folk mod de vestlige sanktioner og mod den krigeriske amerikanske imperialisme, der støtter dem. Og vi støtter deres kamp for en anden og bedre tilværelse på deres egne præmisser uden den vestlige imperialismes indblanding.
Mere end nogensinde før er der brug for en alliance i kampen for national frigørelse, for social frigørelse og for kvindekønnets fuldstændige frigørelse!
01. november 2022 | 11:48
