Baggrund
Industrialisering i Afrika og gammeldags imperialisme
For nogle år siden mente Afrika-analytikere, at kontinentet ville springe industrialiseringen over, men den forestilling ser ud til at blive gjort til skamme. Og udviklingen bliver ikke nødvendigvis grøn.
|
Efter uafhængigheden i 1960’erne blev der skubbet til den industrialisering, der så småt var startet i mange lande i Afrika under kolonitiden. De nye ledere, der både var patriotiske og yndere af ord som socialisme, indså, at virkelig selvstændighed forudsatte fuldt udviklede økonomier.
Lokal fødevareproduktion eller plantagedyrkning af te, kaffe, kakao og bomuld til eksport ville ikke gøre det. Dristige planer blev lavet. Nkrumah i Ghana sørgede for bygningen af Akosombo-dæmningen, hvis kraftværk ikke bare skulle elektrificere landet, men også levere strøm til en aluminiumssmelter – ejet af amerikanske selskaber. På den måde gældsatte han landet og gavnede mest udenlandske interesser. Efter mange år og kontraktstridigheder trak amerikanerne sig, og det er nu den ghanesiske regering, der kører værket, men på nedsat kapacitet.
Få store projekter opererer endnu, mens nogle, som ellers var opgivet, bliver genoplivet.
Et eksempel er et kæmpestålværk i Nigeria, Ajaokuta Steel Mill, der blev påbegyndt i 1979. Selvom det har kostet otte milliarder dollars, er det stadig kun taget delvist i brug, og ministeren for ståludvikling – ja, en sådan findes – prøver at skaffe finansiering til at færdiggøre det. En jernbane, rehabiliteret i 2020, kan transportere jernmalm til værket og stålet til kysten. Nye projekter inkluderer Nigerias nye olieraffinaderi, ejet af rigmanden Dangotes industrigruppe.
Kineserne, siger den opmærksomme læser. Både ja og nej. For der er tale om kinesiske og andre entreprenører, men staten eller andre nationale interesser står for en væsentlig del af finansieringen og dermed ejerskabet.
Miner og industri kræver infrastruktur. Den berømte Tazara-jernbane blev bygget og finansieret af Kina og indviet i 1976. Den skulle transportere kobber fra Zambia til en havn i Tanzania og dermed undgå Rhodesia/Zimbabwe og Sydafrika. For det meste har den opereret langt under sin kapacitet og skal nu ’revitaliseres’ for 1,4 milliarder dollars, herunder opgraderes til standard sporvidde.
I mellemtiden er der konkurrence fra vest. Lobito-korridoren, der forbinder havnen nær ved Benguela i Angola med Kolwezi i DR Congo, er genåbnet efter lang tids forfald og styres af et vestligt konsortium. Der er faste planer om at bygge en 800 kilometer linje ind i det vestlige Zambia, og Joe Bidens besøg i Angola sidste år illustrerede USA’s interesse i at bruge korridoren i konkurrence med kineserne, der dominerer i det zambiske kobberbælte. Om Trump-regeringen er med på den, vides ikke.
Imperiale interesser står altså i fuldt flor, men samtidig kræver regeringer en betydelig større del af ressourcefortjenesten end tidligere. I Guinea skal den rigelige bauxit ikke bare raffineres lokalt, men det skal ske ved hjælp af ren energi. To projekter har opnået finansiering. Mineselskaberne er udenlandske, men den guineanske stat kræver, at landet selv nyder godt af værditilvæksten højere oppe i kæden.
Nyere projekter involverer produktionen af elektriske busser og motorcykler i Uganda og genoplivning af tekstilindustrien i Burkina Faso. Og lokal chokolade fra Elfenbenskystens kakaobønner!
Billedet er en blanding af udenlandsk finans og ekspertise, men også en større national selvhævdelse og deltagelse. Det minder om den udskældte politik, der skulle fremme hjemlig produktion for at undgå import fra 1960’erne, men ligner det ikke også en generel tendens i dag?
For nogle år siden mente Afrika-analytikere, at kontinentet ville springe industrialiseringen over, men den forestilling ser ud til at blive gjort til skamme. Som man kan se, bliver udviklingen ikke nødvendigvis grøn.
Denne blog er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
13. april 2025 | 18:56
