anmeldelse
I hvilke job er dansk vigtigst?
Det strider mod enhver økonomisk logik at fastholde et dogme om, at offentligt ansatte ikke må være lønførende. Dogmer er selvsagt sejlivede, så det vil kræve opbakning fra privat ansatte, hvis offentligt ansatte i velfærdsfagene skal opnå et lønniveau, der kan tiltrække tilstrækkeligt mange. Og derfor opfordrer jeg til, at vi som samfund overvejer, hvor gode danskkundskaber er vigtigst.
|
Hvad er vigtigst? At din kollega taler et godt dansk? Eller at det er mennesker, som taler et godt dansk, der arbejder med din gamle mor og dine børn?
Hvornår vil du helst skulle klare dig med engelsk eller tegnsprog? Når du kommunikerer med en kollega, eller når du vågner op efter en operation?
Det er spørgsmål, som de mange privat ansatte i industri, byggeri og transport bør stille sig selv, når de hører om offentligt ansattes overenskomstkrav. Op til næste år overenskomstforhandlinger stiller de ansatte i velfærdsfagene – typisk kvinder – krav om store lønstigninger, og Lønstrukturkomitéen fortæller snart, hvad den mener om offentligt ansattes løn. Samtidig har regeringen afsat penge til særlige lønstigninger i velfærdsfag, hvor der er mangel på arbejdskraft.
Vi hører ofte dogmet om, at offentligt ansatte ikke må være lønførende, for så kan private virksomheder ikke få den arbejdskraft, som de behøver. Jeg vil gerne vende den overvejelse om.
Når fokus er på offentligt ansattes løn, så hører vi ofte dogmet om, at offentligt ansatte ikke må være lønførende, for så kan private virksomheder ikke få den arbejdskraft, som de behøver. Jeg vil gerne vende den overvejelse om. Der mangler allerede nu rigtig mange ansatte på børneområdet og sygehusene samt i ældreplejen, og alle prognoser fortæller, at problemerne vil vokse, hvis der ikke sker noget voldsomt. Og hvordan kan nogen forestille sig, at velfærdsfagene skal kunne ændre situationen og tiltrække tilstrækkeligt mange, hvis ikke lønnen er konkurrencedygtig?
For mens industri, byggeri og transport kan tiltrække – og tiltrækker – arbejdskraft fra udlandet, så kræver velfærdsfagene, at de ansatte taler et godt dansk. Hvis vi altså ønsker, at vores ældre og børn skal forstå, hvad personalet i velfærdsordningerne siger. Og hvis sygehuspatienter skal kunne kommunikere på dansk.
Udenlandsk arbejdskraft kan selvfølgelig lære dansk, men det tager tid. Og på børneområdet kræver for eksempel Aarhus Kommune, at personalet taler et meget godt dansk, så her vil det tage rigtig lang tid.
Omvendt har for eksempel byggeriet i årevis haft meget arbejdskraft, der ikke kunne tale dansk. Og mange andre private virksomheder har også et internationalt arbejdsmarked at rekruttere fra, hvor danske løn- og arbejdsforhold bestemt er konkurrencedygtige. Ligesom det danske velfærdssamfund er konkurrencedygtigt og også tiltaler mange. Virksomhederne kan i dag frit tiltrække arbejdskraft fra de europæiske lande (EU/EØS/EFTA-lande), og hvor arbejdskraften ellers må komme fra, er et politisk spørgsmål.
Men velfærdsfagene kan kun bruge den lille del af verdens lønmodtagere, som kan tale dansk. Så det strider mod enhver økonomisk logik at fastholde et dogme om, at offentligt ansatte ikke må være lønførende.
Dogmer er selvsagt sejlivede, så det vil kræve opbakning fra privat ansatte, hvis offentligt ansatte i velfærdsfagene skal opnå et lønniveau, der kan tiltrække tilstrækkeligt mange. Og derfor opfordrer jeg til, at vi som samfund overvejer, hvor gode danskkundskaber er vigtigst.
I øvrigt vil højere løn i de kvindedominerede velfærdsfag i rigtig mange tilfælde hæve husstandsindkomsten for privat ansatte mænd – men det er anden overvejelse.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
Læs også
Fagligt
Ny faglig blogger
Havde jeg løsningen på problemerne i den offentlige sektor, så vandt jeg en pris
05. juni 2023 | 06:00
