Hvornår er nok nok?
Politikerne har besluttet, at der ikke skal afsættes penge nok til den kommunale velfærd. År efter år bliver der lavet økonomiaftaler, der tvinger kommunerne til at gennemføre nedskæringer. Samtidig hører vi om en bugnende statskasse, skriver Thorkild Olesen i denne blog.
Fra finansåret 2014 har vi haft en budgetlov i Danmark. Lovens fornemste opgave har været at sikre, at det, man kalder det strukturelle underskud på finanserne, ikke er over en halv procent af bruttonationalproduktet (BNP).
Loven er vedtaget af et bredt flertal i Folketinget og er altså en politisk ramme for økonomistyringen af det danske samfund.
Hvert år forhandler finansministeren den kommunale del af den offentlige økonomi med Kommunernes Landsforening (KL). Vigtigst for borgerne er, at styringen af udgifterne i kommunerne sker via en anlægsramme, der fastsætter, hvor mange penge kommunerne samlet set må bruge på anlæg af skoler med videre, og en serviceramme, som fastsætter, hvor mange penge kommunerne samlet må bruge på kommunal service.
KL og finansministeren når altid til en aftale, som via en – mig bekendt uofficiel aftale – altid ender med at blive en del af finansloven, fordi Venstre og Socialdemokratiet har lovet hinanden ikke at stemme imod aftalen.
Når KL og finansministeren har indgået en aftale, er det op til de 98 kommunalbestyrelser at sikre, at deres budgetter holder sig inden for den aftalte serviceramme. Gør de 98 budgetter ikke det, må der kollektivt findes ud af, hvordan man kommer inden for rammen, uanset at budgetterne i højere grad afspejler det behov for penge, som de 98 kommunalbestyrelser har vurderet, at de har.
Nedskæringer år efter år
Resultatet er, at de 98 kommunalbestyrelser hvert eneste år går i gang med et nyt år med den viden, at servicerammens budget ikke holder, for budgettet ikke er realistisk. Det er derfor nødvendigt allerede i februar at begynde at tale om behov for besparelser på kommunale velfærdsområder. Kommer der så som i 2024 endnu mere uforudsete udgifter til snerydning og saltning, ja så er den kommunale velfærd presset.
Imens kan de undrende kommunalpolitikere og den endnu mere undrende befolkning opleve, at finansministeren fortæller os, at dansk økonomi er bomstærk, råderummet stiger og stiger, så der er plads til store skattelettelser (til dem, der er i arbejde). Men der er ikke råd til kommunal velfærd.
Man har politisk besluttet i økonomiaftalerne mellem KL og finansministeren, at man ikke vil afsætte penge nok til servicerammen.
Her er finansministerens og regeringens talelinjer klar: Det er det specialiserede socialområde (det vil sige udsatte børn, stofbrugere og handicappedes), der er skyld i, at skolerne og plejehjemmene skal spare.
Ikke et ord om, at det er finansministerens og KL’s aftale, der ikke giver penge nok til, at servicerammen fra starten af kan rumme de kommunale serviceudgifter. Frem for at tage et politisk ansvar for en prioritering, hvor man ønsker at anvende de mange milliarder i råderummet på skattelettelser, mink og militær, spilles befolkningsgrupper ud imod hinanden.
KL og regeringen er dog enige om, at der skal gøres noget ved udgifterne inden for servicerammen. Der skal naturligvis ikke tilføjes flere penge, så efterspørgsel og behov kan komme hinanden nærmere. Nej, eksperter skal se på, hvordan man kan styre udgifterne.
Politisk beslutning at skære i velfærd
Tranæs-udvalget blev derfor nedsat i 2022, og udvalget har afleveret sin rapport. Hovedtesen er, at udgifterne på det specialiserede område (altså blandt andet til udsatte børn, stofbrugere og mennesker med handicap) er steget, uden at der har været en politisk prioritering af stigningen.
Samlet set er det specialiserede socialområdes andel af servicerammen steget fra 19,6 procent i 2018 til 20,2 procent i 2022. Servicerammen er i alle de år blevet politisk behandlet først i økonomiaftaler mellem KL og finansministeren, derefter i Folketinget og til sidst i kommunalbestyrelserne. Rammen om den proces er den af Folketinget vedtagne budgetlov.
Det er altså politiske beslutninger, der hele vejen igennem er grundlaget for, hvilken økonomi kommunalbestyrelserne har at arbejde med, når det gælder servicerammen.
Man har politisk besluttet i økonomiaftalerne mellem KL og finansministeren, at man ikke vil afsætte penge nok til servicerammen. Det er så op til kommunalpolitikerne at påtage sig det utaknemmelige job at udføre de politiske beslutninger fra Slotsholmen og Weidekampsgade. Samtidig med at de skal se milliarderne gå til skattelettelser, mink og militær og høre om den bomstærke økonomi…
Gad vide, hvornår nok er nok? Er det i år, vi skal opleve, at kommunalpolitikere på tværs af partiskel og geografi går sammen og siger fra over for de politiske prioriteringer, de skal arbejde under? Er det i år, året før kommunalvalget, at vi skal se et opgør med urimelige arbejdsvilkår for kommunalpolitikere og dermed også urimelige liv for alle borgere i kommunerne? Det er trods alt os, der må leve med den økonomiske topstyring.
Eller skal vi endnu engang se de alvorlige mænd fra KL og finansministeren sidde og fortælle, at de har indgået en stram og ansvarlig økonomiaftale, der sikrer, at der er styr på udgifterne til service i kommunerne? Og så et par dage senere høre om den bomstærke danske økonomi med endnu flere penge til rådighed…
Det er i første omgang op til kommunalpolitikerne at svare på det. Næste år er det op til os ved kommunalvalget.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
98% af 750.000 DKK
733.448 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
