Kronik
Hvorfor en velfærdslov?
Den socialdemokratiske regering har fremlagt forslag til en velfærdslov, der på flere måder er problematisk. Blandt andet lægger den op til, at kernevelfærd kun handler om børneområdet og ældreplejen.
|
Socialdemokratiet lovede under valgkampen i 2019 en velfærdslov. Nu ser det ud til, at der kommer et forslag på bordet. Men ideen har i hvert fald tre problemer.
Ifølge regeringen skal en velfærdslov sikre økonomien til børne- og ældreområderne ved at lovfæste en økonomisk model for den demografiske udvikling. Det betyder, at når der kommer flere børn og ældre, skal der også komme mere økonomi til områderne. Det bør så omvendt også betyde, at når der kommer færre børn eller ældre, kommer der også færre ressourcer til områderne. Men gør der nu også det?
Det er svært at sige, om der er politiske vilje til færre ressourcer, når velfærdsloven skal fungere i en negativ demografisk udvikling.
Helt personligt tror jeg ikke, det vil forekomme. Ingen politikere vil skære ned på børne- og ældreområderne, om så det er at følge velfærdsloven. Det er der simpelthen ikke mod og mandshjerte til at gennemføre. Så det første problem er, at en velfærdslov vil være en politisk og økonomisk kattepine som overleveres til de kommende generationer.
Velfærd er mere end børn og ældre
Det andet problem med en velfærdslov er lovens dækningsområde. Velfærdsloven skal dække børne- og ældreområderne. Det må jo så betyde, at Socialdemokratiet ikke længere anser resten af socialområdet, herunder hjemløse, misbrugere, mennesker med handicap eller psykiske lidelser, kvindekrisecentre med videre som velfærd.
Realiteterne er i hvert fald, at den seneste økonomiaftale mellem Kommunernes Landsforening og regeringen tydeligt prioriterer, at det såkaldt specialiserede socialområde ikke må tage ressourcer fra børne- og ældreområderne, og det vil Socialdemokratiet cementere med en velfærdslov.
Tidligere socialdemokrater har om nogen været med til at opbygge hele velfærdssamfundet, nu begynder samme parti afmonteringen af det velfærdssamfund.
I praksis vil det betyde, at den helt store aktør på velfærdsområdet, kommunerne, med en velfærdslov først og fremmest skal prioritere ressourcerne til børne- og ældreområderne, og resterne går så til den mindre vigtige velfærd.
På handicapområdet har vi i efterhånden mange år set, at den demografiske udvikling, det vil sige antallet af mennesker med behov for hjælp på grund af handicap eller psykisk lidelse, er steget, mens økonomien ikke er fulgt med.
Resultatet har været stigende problemer med, at støtten fra kommunerne er blevet afhængig af den enkelte kommunes økonomiske formåen frem for faglige overvejelser. Det har medført flere konflikter mellem kommuner og borgere, samt større og større frustrationer hos os, der har et handicap eller en psykisk lidelse og vores pårørende.
Den situation vil altså ikke blive mindre, når Socialdemokratiet med en velfærdslov nedprioriterer et velfærdsområde frem for andre. Det er svært at forudse, hvad der vil ske, men det kommer ikke til at gå stille af.
Det nære sundhedsvæsen presser også økonomien
Det tredje problem er det nære sundhedsvæsen, eller rettere udgifterne til det nære sundhedsvæsen. Der er en politisk forståelse af, at flere sundhedsopgaver skal flyttes fra regionerne til kommunerne, især på det ældremedicinske område. Både den nuværende og tidligere regeringer har ønsket dette, og Kommunernes Landsforening (KL) ønsker det af hele sit hjerte.
Men ingen politiker tør lade kommunerne overtage sundhedsområdet uden, at der stilles store krav til ensartet behandling af borgere i hele landet. Modsat socialområdet er det nemlig tabu at tillade forskelsbehandling af borgerne inden for sundhedsvæsnet.
Kobler man kvalitetsstandarder og andre processuelle forpligtelser sammen med, at KL forventeligt heller ikke denne gang lykkes med at få penge nok til kommunerne, vil det betyde, at kommunernes serviceramme bliver stærkt udfordret.
Der vil kun være et sted at finde manglende kommunal økonomi til det nære sundhedsvæsen, nemlig på det specialiserede socialområde. Velfærdsloven har jo på forhånd lagt beslag på ressourcer til børne- og ældreområderne, og kommunalpolitikerne bliver kun en slags politiske administratorer af det nære sundhedsvæsen, for Folketinget, regeringen og Sundhedsministeriet har via fjernstyring reserveret ressourcerne i det nære sundhedsvæsen.
Afmontering af velfærdssamfundet
Det er ubetinget politikernes opgave at prioritere samfundets ressourcer. Socialdemokratiet foretager en sådan prioritering ved at foreslå en velfærdslov, hvor man ikke har alt, hvad man normalt kalder kernevelfærd dækket ind.
For Socialdemokratiet er resten af velfærdsområdet ud over børn og ældre tilsyneladende ikke længere kernevelfærd. Det er overraskende her midt i fejringen af partiets 150-års fødselsdag.
Tidligere socialdemokrater har om nogen været med til at opbygge hele velfærdssamfundet, nu begynder samme parti afmonteringen af det velfærdssamfund. En sådan udvikling giver ikke mening, hvis Danmark skal kunne mere, og hvis Danmark er for hele folket.
21. oktober 2021 | 09:24
