Digt
Hvorfor bliver vi ved med at tale om de hulens normeringer?
I denne uge har medierne sat fokus på manglende skoleparathed hos børnehaveklassebørn. Der er en direkte sammenhæng med manglende ressourcer og for dårlige normeringer i daginstitutionerne, skriver Anne Dahl Thing i denne blog.
|
Som næstformand i en børnepolitisk organisation og aktivist på børne-/ungeområdet i det hele taget bliver jeg ofte mødt med et træt blik og en opgivende tone, når jeg (indrømmet: igen-igen-igen) tager problematikken om normeringer op.
Tro mig, jeg er lige så træt af det som alle andre. Men problemet er, at på trods af en lovgivning på området, som skulle være fuldt indført per 1. januar 2024, så fortsætter dårlige normeringer med at være den absolut mest kritiske faktor i vores børns institutionsliv. Og vi er bare nødt til at tale om det, indtil det ikke længere er sådan, virkeligheden er!
Derfor vil jeg bruge min spalteplads i dag på at uddybe, hvorfor forholdet mellem antallet af børn og antallet af pædagogiske medarbejdere er så fundamentalt – for børnenes hverdag med tryghed, omsorg og imødekommende voksne og for børnenes deltagelsesmuligheder i alle de fællesskaber, som de kommer til at møde på den anden side af daginstitutionerne.
Normeringens betydning
En forståelse af normeringens betydning er nemlig også relevant, når overskrifter om manglende skoleparathed hos børnehaveklassebørn rammer forsiderne, som vi har set i denne uge.
For at starte med det grundlæggende, som ikke burde være et kontroversielt udsagn: Vuggestuen og børnehaven er ikke bare pasningstilbud. Vuggestuen og børnehaven skal være pædagogiske tilbud, hvor børn kan føle sig trygge, hvor de kan lege og have det sjovt, og hvor de bliver mødt af fagpersoner, som kan støtte og udfordre dem lige dér, hvor de er, til at udvikle sig emotionelt, socialt og motorisk.
Ikke fordi der er forkromede læreplaner i spil, men fordi det er dét, børn gør, når de leger, undersøger og eksperimenterer i trygge rammer. Og det er de trygge rammer, der bliver udfordrede, når normeringen ikke er god nok.
Når vilkårene er mangelfulde, så rækker konsekvenserne langt ud over børnenes tid i dagtilbuddene. De rækker direkte ind i skolen.
Små børn har brug for stabile og nære relationer til deres omsorgspersoner, både derhjemme og i vuggestuen og børnehaven. Når der er for få voksne, bliver den relation svær at vedligeholde, fordi den kræver tid og fordybelse. Og når den mangler, oplever barnet i stedet stress og utryghed og vænner sig til at føle sig overset.
Samtidig spiller normeringen en rolle i forhold til planlægningen og gennemførelsen af aktiviteter. Kreative aktiviteter, særlige vokseninitierede lege, motorikbaner og sanglege. Dét som giver afveksling i børnenes hverdag og fortæller, at her kan vi både gøre ting, vi selv finder på, og ting sammen i vores fællesskab. Aktiviteter som styrker sprog, motorik, samarbejde og kreativitet, foruden følelsen af samhørighed.
De ekstra øjne og hænder er også afgørende for, om alle børn reelt får mulighed for at føle sig inkluderet i fællesskabet. Børn udvikler sig som bekendt forskelligt, og nogle har brug for ekstra støtte. En god normering er en forudsætning for at opdage det enkelte barns tidlige tegn på udfordringer og handle på dem. Uden tid og overskud kan børn risikere at blive isoleret og ekskluderet i stedet for at blive hjulpet med dét, der er svært.
Dét, en god normering giver, er i sin enkelthed tid. Tid til at planlægge, gennemføre og evaluere aktiviteter, tid til at dyrke relationen til det enkelte barn, tid til at trække vejret og regulere sig selv før man hjælper i børnegruppen. Fuldstændig nødvendig tid.
Rammer direkte ind i skolen
Men når tiden mangler, så er det ikke kun vores børn det går ud over. Den dårlige normering er nemlig orkanens øje i en ond spiral af stress, utilfredshed og afmagt, som giver høj personaleudskiftning, som giver mere stress, som påvirker det faglige niveau, fordi erfarne pædagoger forsvinder. For ikke overraskende, så er børnenes vilkår i dagtilbud tæt forbundet med personalets vilkår, og hvis vi ikke formår at stoppe spiralen, så spinner den meget snart totalt ud af kontrol.
For når vilkårene er mangelfulde, så rækker konsekvenserne langt ud over børnenes tid i dagtilbuddene. De rækker direkte ind i skolen, hvor vi forventer, at børnehaveklassebørn er gode til noget, de ikke har haft en chance for at træne: At regulere deres følelser, at skabe og pleje relationer til andre børn og til nye voksne, at stole på, at hvis de venter tålmodigt, så bliver det også deres tur.
På den måde hvirvler den onde spiral også skoleelever og lærere med sig – indtil vi fra centralt hold beslutter os for faktisk at sætte ind med alle sejl for vores børns skyld.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
14. august 2025 | 07:27
