Kommentar
Hvor skal vi hen, du?
Et nyt regeringsgrundlag skal indeholde et fornyet løfte om, at man vil sikre, at det ikke skal være en kamp for mennesker med handicap at få den rette hjælp første gang, understreger Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer i denne blog.
|
Overskriften er et citat fra en kendt figur i et spil, som man spillede i et underholdningsprogram i 1990’erne. Og sammenblandingen af citatet og det faktum, at det foregik i et underholdningsprogram, viser vel meget godt, hvor vi er i dag efter en interessant valgkamp og midt i et ikke mindre interessant drama om regeringsdannelse.
Men det viser også, hvad dagens politik er. I nogen grad underholdning, hvor man siger det, seerne/vælgerne ønsker sig, og så håber man på, at de ikke tænker for meget over det. Samtidig ser det ret meget ud til, at der ikke rigtig er nogen retning på det, man vil politisk med dette land og vores samfund.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at denne blogs skribent havde store forventninger til en rød regering med et komfortabelt mandatflertal efter sidste valg.
Der var et stort behov for at se på de store problemer med en psykiatri i knæ og et socialområde, hvor det er en kamp at få den rette hjælp første gang. Min forventning var, at disse problemer kunne løses med det eksisterende flertal og deres ideologiske ståsted, men det gjorde man ikke.
Psykiatriplan med for få penge
I stedet fik vi en psykiatriplan med for få penge og et regeringsudspil på socialområdet med lidt mere af det, der ikke har virket indtil nu.
Konklusionen må være, at der ikke var nogen reel interesse i at gøre en forskel, selv om det blev sagt i valgkampen i 2019. Det var jo så nok mest underholdning dengang.
Nu står vi så med en ny situation, som man siger. Måske bliver den kommende regering hen over midten, hvor det så er, eller også bliver det en regering med flere rødlige eller blålige partier. Uanset hvad så står de to ovennævnte problemer stadig og blinker højrødt.
Statsrevisorerne og Rigsrevisionen har udtalt en kras kritik af kommunernes håndtering af handicapområdet. Den fungerende regerings svar var et forkølet oplæg, som absolut ikke vil forbedre forholdene. De forhandlinger, der foregik om udspillet, var halvhjertede og uden udsigt til en politisk aftale.
Mit håb er, at vi denne gang får en regering og et Folketing, som tør træffe de vigtige beslutninger, der er nødvendige på social- og psykiatriområderne.
Men min fornemmelse var, at det parlamentariske grundlag for regeringen ikke var tilfredse med udspillet og ønskede sig mere, for eksempel i forhold til visitation og brug af den viden man skulle kunne få via specialeplanlægningen.
Et nyt regeringsgrundlag skal indeholde et fornyet løfte om, at man vil sikre, at det ikke skal være en kamp at få den rette hjælp første gang. Det må være indholdet, uanset om man laver en såkaldt bred regering hen over midten, eller om man laver en rødlig eller blålig regering.
De mange, mange skæbner, som hver dag oplever, at systemet er til for at vedligeholde sig selv mere end at hjælpe borgerne, kan ikke vente endnu mange år på en strukturel og finansiel løsning af de problemerne.
Også psykiatrien skal adresseres tydeligt i et kommende regeringsgrundlag. Der findes en politisk aftale om psykiatrien, men den er underfinansieret i en grad, så den 10-årsplan, vi forventede os for at få psykiatrien op at stå, nærmere er en 80-årsplan.
Fremtiden ser noget sort ud
Heldigvis er der her et skriftligt løfte fra den blå side af Folketinget om, at man vil finde de nødvendige ressourcer. Så må vi bare håbe, at de, hvis de får finansministerposten, ikke bliver overvældet af det tunge låg, som Finansministeriet har lagt hen over al politik i mere end 25 år. Et låg der betyder, at man ikke har kunnet se forskel på politikere og deres ideologiske ståsted, når de har været finansministre i en måneds tid.
Mit håb er, at vi denne gang får en regering og et Folketing, som tør træffe de vigtige beslutninger, der er nødvendige på social- og psykiatriområderne.
Jeg er ikke optimistisk, for den ideologiske retning, som kan ses i de politiske partiers tilgang til valg og regeringsdannelse, giver ikke store håb om, at man vil en retning. Uanset om det bliver en regering hen over en forestillet midte eller en regering med mere eller mindre rødlige eller blålige toner, ser den politiske fremtid noget sort ud. Det bliver formentlig også i de kommende år en lang hoppen fra tue til tue uden program eller retning.
Jeg håber, at politikerne vil modbevise min pessimisme … Uanset hvad, fortsætter vi kampen.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
08. november 2022 | 06:03
