anmeldelse
Pas på ikke at forveksle EU med Europa.
Log ind for at svareHvor længe skal millioner af platformsarbejdere vente på bedre arbejdsvilkår?
Da Platformsarbejderdirektivet, eller PWD som det kaldes i gangene i Bruxelles, endeligt blev vedtaget, var der derfor store forventninger. Det på trods af at det endte i en langt svagere form, end mange først havde håbet på.
|
En af de helt store og af mange stadig ret oversete faglige kampe i EU er kampen for platformsarbejdernes lige adgang til anstændige arbejdsvilkår.
En kamp der handler om adgang til basale rettigheder som sikret løn, ret til løn under sygdom, barselsmuligheder, forsikring og pension. Samt ikke mindst retten til ikke at blive fyret fra dag til anden, blot fordi chefen ser sig ond på én.
Det er en faglig kamp, der adskiller sig fra mange af dem, vi kender fra traditionelle fagbevægelser, fordi der ofte eksempelvis ikke er en klassisk arbejdsplads, og at man måske ikke kender sine kollegaer.
Men samtidigt er det også en kamp, der alligevel minder om de kampe, vi kender. Ikke mindst fordi den store fjende i sidste er den samme: Store, ofte multinationale virksomheder som eksempelvis Uber eller Amazon der tænker mere på kortsigtet profit, end på at dem, der arbejder for dem, rent faktisk er mennesker.
Millioner uden rettigheder
Med til fortællingen om, hvorfor platformsarbejdernes kamp er så vigtig for os alle, er, at det et problem, der blot vokser og vokser.
I 2022 var der ifølge EU således mere end 28 millioner mennesker i EU, der arbejdede som platformsarbejdere på den ene eller den anden måde. Et tal der svarer til, hvor mange der arbejder i produktionen i hele EU i samme år.
Allerede ved udgangen af i år, 2025, regner man med, at det tal vil være steget med mere end 50 procent og nå op på 43 millioner mennesker, alene i EU. Det svarer til omkring ni procent af hele EU’s befolkning eller mere end 20 procent af den samlede arbejdsstyrke.
Så længe vi accepterer, at platformsarbejderne kan have dårligere vilkår end andre ansatte, risikerer vi dermed at skabe en massiv underklasse uden ordentlige forhold.
De rettighedsløse må stadig vente på bedre vilkår
Da Platformsarbejderdirektivet, eller PWD som det kaldes i gangene i Bruxelles, endeligt blev vedtaget, var der derfor store forventninger. Det på trods af at det endte i en langt svagere form, end mange først havde håbet på.
Samtidigt var resultatet dog stadig langt bedre end, at man slet ingen regler havde. Det fremskridt vakte dog ikke glæde alle steder. På trods af den højreorienterede udvanding af forslaget besluttede nogle af EU’s mere fodslæbende lande sig nemlig for at gøre, hvad de kunne for at trække sagen i langdrag.
Derfor var det først i oktober 2024, at vi i EU-parlamentet kunne komme til at vedtage det endelige forslag, og først derefter skulle det så offentliggøres i EU-tidende.
Så længe vi accepterer, at platformsarbejderne kan have dårligere vilkår end andre ansatte, risikerer vi dermed at skabe en massiv underklasse uden ordentlig forhold.
Kun efter det var sket, begyndte uret at tikke, og medlemslandene fik to år til at omsætte direktivet til national lovgivning og dermed gøre noget for at forbedre platformsarbejdernes vilkår. Det vil sige, at de nye regler først skal gælde fra 2. december 2026.
Indtil da må arbejderne med færrest rettigheder væbne sig med tålmod. Især fordi der flere steder ikke er håb om, at regeringerne af egen magt vil skynde sig og lade de nye regler træde i kraft længe før deadline.
Samtidigt ser vi, at udviklingen nogle steder, som i Østrig, faktisk i mellemtiden går den forkerte vej. Her har en platformsvirksomhed netop benyttet sig af, at de nye regler ikke er trådt i kraft endnu, og derfor i praksis fyret mere end 1000 personer i både udbringning og administration for i stedet at tvinge dem til at være “falske selvstændige”.
Det er noget, flere europæiske fagforeninger har råbt op om, men det har ikke ændret situationen. Vi skal ikke være blinde for, at vi også i Danmark risikerer, at noget lignende sker. I hvert fald medmindre vi gør noget.
Et spørgsmål til EU-kommissionen
At millioner skal vente på noget, der kunne komme hurtigere, er naturligvis ikke acceptabelt, og derfor er det også nødvendigt, at vi på forskellige måder øger presset på både EU-systemet og de enkelte landes regeringer for at handle hurtigt.
En af måderne er ved at bruge parlamentariske redskaber. Som led i det sendte jeg den 25. marts sammen med min franske kollega Leïla Chaibi en formel forespørgsel til EU-kommissionen om sagen. Allerede inden spørgsmålet er besvaret, ser det ud til at virke.
Selv om ingen dele af den danske arbejdsmarkedspolitiske presse har skrevet om sagen endnu, så skrev det europæiske nyhedsbureau Agence Europe om sagen faktisk allerede samme dag, vi havde indgivet spørgsmålet.
Det er med til at øge presset, og det må vi bygge videre på. Vi er nødt til at sikre, at sagen ikke ender i syltekrukkerne, og derfor er vi nødt til at blive ved med at råbe op.
Hertil er parlamentariske værktøjer alene ikke nok. Vi er også nødt til at bruge alle vores kræfter gennem faglige organisationer, medier og andre fora til at øge presset. Det er noget, alle fagligt aktive bør bakke op om og så vidt muligt bidrage til. Her kan man jo med fordel tænke kreativt.
Jeg ved eksempelvis, at jeg kommer til at spørge det kommende danske EU-formandskab, om ikke man vil gå foran og vise et godt eksempel – og sikre, at bedre regler er i kraft for danske platformsarbejdere, allerede inden Danmark skal give formandstrøjen videre. Mon ikke nogle af mine gode kollegaer kommer til at gøre det samme?
Samtidigt må vi blive ved med at tale og skrive om det og lade platformsarbejderne vide, at vi ikke glemmer deres kamp. Og at deres kamp også er vores kamp.
Denne blog er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
02. april 2025 | 06:52
