Kallas tilhører omend i en yngre udgave, ligesom Mette Frederiksen, Macron, Zelensky, Starmer, osv. den neoliberalt uddannede og opdragede postkoldkrigsgeneration. Altså krigsgenerationen, selvom fx også Lykketoft og tyske Merz er med på krigsvejen.
Selvom man altid kan have noget at udsætte på modparten, er det, i relation til internationale politiske sprængpunkter, politikernes opgave at føre en diplomatisk tone, medvirke til dialog og dermed fremme en politisk løsning.
Men så politisk modne er ingen af ovennævnte ledere tydeligvis, da deres enstemmige svar på “løsning” af krigen i Ukraine jo er fortsættelse af den udiplomatiske tone over for modparten og mere oprustning.
Og et medvirkende problem er at de ikke disciplineres af en slagkraftig fredsorienteret opposition,
eller blot opposition, som jo er helt fraværende. Og heller ikke
af vælgerne generelt.
– Så det ligner forstadiet til udbruddet af Anden Verdenskrig, hvor nogle få fremadskuende som fx forfatteren til denne artikel, advarede om hvor det kunne bære hen.
Hvad er der galt med EU’s politikere?
Det sidste forslag - om at tage af de russiske indefrosne aktiver på cirka 300 milliarder dollars i vestlige finansielle institutioner - synes at være topmålet i den selvmorderiske politik, som EU i stigende grad er slået ind på, skriver Jens Jørgen Nielsen.
|
En demokratisk debat foregår ved, at to eller flere parter fremlægger argumenter for/imod, så udveksler man argumenter og finder ideelt set den rigtige og gennemtænkte løsning.
Men politisk debat i dag foregår overvejende på helt andre præmisser, der langt mere har med underholdningsindustrien end seriøse debatter om komplekse emner at gøre. Ofte kan man have den fornemmelse, at politikerne ikke altid er helt klare over, hvad de siger, og ikke altid har viden om det, de har stærke meninger om.
Det gælder især Ukraine-krisen og i det hele taget for hele EU’s samlede udenrigspolitik. Hvad måske værre er, deres intellektuelle bagland i ministerier og tænketanke er måske heller ikke i stand til at foretage realistiske analyser.
Håbløs valg af udenrigsminister
EU’s politik i forhold til Rusland, Ukraine og USA kan virke som et absurd teater, af og til som en Monty Python-farce.
I mange år var europæerne udenrigspolitisk et halehæng til USA. Den transatlantiske alliance var grundstenen i sikkerhedspolitikken. Nu gider amerikanerne ikke rigtig det mere. Så er der rum til, at Europa kan træde i karakter. Men hvilken karakter?
Alene valget af den underfrankerede og håbløse Kaja Kallas (EU’s udenrigsminister, red.) i 2024 antyder noget om den forvirring, der hersker.
EU er også splittet, og det vil formentlig blive værre. EU har forladt den diplomatiske vej, Kaja Kallas og andre skælder ud, truer og nedgør Rusland, Kina, Indien, Iran og andre lande, ofte med gadedrengesprog. Det var formentlig disse ’kompetencer’, der gjorde, at hun blev udnævnt som EU’s udenrigsminister i 2024. Internationale erfaringer, diplomatiske kompetencer, historisk viden var hos hende ikke-eksisterende. Til gengæld var hun spontan og besad et indædt had til alt russisk og noget, der lignede foragt for alt ikke-vestligt. Vel omkring 95 procent af hendes tid beskæftiger hun sig med Rusland, meget lidt med eksempelvis Afrika, som interesserer middelhavslandene.
EU er ikke-eksisterende, når det gælder internationale forhandlingssituationer – det gælder for eksempel Gaza og Syrien. I dag er det USA og Rusland, der forhandler om en afslutning på Ukraine-krigen – reelt hen over hovederne på europæerne.
Kaja Kallas havde været statsminister i Estland, hvor hun nåede at blive grundigt upopulær. Hendes mand havde handlet med Rusland efter februar 2022 og tjent stort på det. Tja.
Man kan mene alt muligt om USA’s præsident Donald Trump, men han prøver dog i det mindste at få noget, der ligner en fred i stand, og udtrykker beklagelse over de hundredtusindvis af dræbte i Ukraine, noget som vi sjældent hører fra EU-politikere. I stedet for at støtte Trumps initiativ gør europæerne alt for at torpedere initiativet.
EU desperat for et russisk nederlag
Men hvad er EU’s alternativ? De vil deltage i forhandlingerne, men de vil under ingen omstændigheder snakke med russerne. Vi kan også forstå, at russerne skal trække sig fra hele Ukraine inklusive Krim, altså ingen kompromiser. Lidt højt spil al den stund EU jo ikke har eget militær og mangler både våben og mandskab. Ikke alle EU-lande er heller med på at sende soldater til Ukraine endsige flere penge.
Målet for EU’s politik i forhold til Rusland og Ukraine er Ruslands endelige og fuldstændige nederlag – gerne en opløsning af Den Russiske Føderation i mindre håndterbare enheder, som Kallas utvetydigt har udtrykt det. Man fristes til at spørge, hvad hendes og EU’s præmisser og analyser bygger på. Uanset hvad er de meget fjernt fra den ubarmhjertige virkelighed.
Noget kunne tyde på, at EU-politikere er havnet i en fælde, som blokerer for formuleringen af en realistisk politik og, vil jeg tilføje, et professionelt diplomati.
Sanktionspolitikken over for Rusland har ikke virket, tværtimod, den synes at ramme især Tyskland og andre europæiske lande betydeligt hårdere end Rusland, som har vist en stærk evne til at tilpasse sig nye vilkår. Rusland er på sin side i gang med at smede en ny verdensorden sammen med BRIKS-lande og andre. EU-politikere synes med få undtagelser næppe at have opdaget det.
Det sidste forslag om at tage af de russiske indefrosne aktiver på cirka 300 milliarder dollars i vestlige finansielle institutioner synes at være topmålet i den selvmorderiske politik, som EU i stigende grad er slået ind på. Har disse politikere mon tænkt igennem, hvad det vil betyde? Nok ikke.
For det første vil Rusland, i tilfælde af at EU gør alvor af den unikke trussel, gengælde ved at nationalisere vestlige aktiver i Rusland, som er cirka tre gange så store. Der vil komme et væld af retslige efterspil. Men det er langt fra det værste.
For Vesten vil også miste den troværdighed, som de har nydt siden Anden Verdenskrig. Mange lande har stolet på, at penge anbragt i vestlige banker var helt sikre og ikke kunne blive offer for politisk betingede konfiskationer. Dette skridt vil styrke BRIKS-landene på bekostning af EU og formentlig også USA. Ja, har allerede gjort det. Det globale syd vil gå over til at handle uden om euro og dollars.
Kallas har bidraget til, at EU-lande i stadig mindre grad bliver taget seriøst i ikke bare ikke-vestlige lande, men også USA. Man kommer uvægerlig til at tænke på psykotiske personer, som ofte har fordrejede opfattelser af sig selv og omverdenen, og som desuden udviser selvskadende adfærd.
Plejede at forstå hinanden
Hvorfor er det kommet dertil? Hvorfor har EU ikke en plan B i tilfælde af, at Rusland ikke bryder sammen under de europæiske sanktioner. Hvad er den kortsigtede og langsigtede strategi? Europæerne har haft fire år til at formulere en anden Ruslandspolitik, en Plan B eller endda C. Men vi mangler at se det.
Det kan undre, men Den Kolde Krigs politikere kan faktisk synes ganske fornuftige i sammenligning med vore dages politikere, især på EU-plan. Jeg vil ikke nostalgisk skønmale den tid. Men efterkrigstidens politikere havde respekt for krigen, Kennedy og Khrusjtjov fandt et kompromis i 1962 efter Cuba-krisen, hvor vi var tæt på en atomkrig mellem USA og Sovjetunionen. Tyske politikere som Willy Brandt, Walther Scheel, Helmut Schmidt, Hans-Dieter Genscher, franske som Charles de Gaulle og Jacques Chirac (som jeg har talt russisk med), amerikanske som Nixon, ja selv Reagan kunne i det mindste snakke med sovjetlederne og lave aftaler på trods af alvorlige spændinger. Sovjetlederne Khrusjtjov, Bresjnev, Gorbatjov var med på den.
Ingen vestlig politiker ville selv under Den Kolde Krig drømme om at afskaffe diplomatiet, som europæerne reelt har gjort i dag.
Der er noget andet, som adskiller dagens EU fra tiden under Den Kolde Krig. I USA var der under Den Kolde Krig ganske mange med dybt kendskab til konkrete lande og civilisationer. Både på universiteterne og i ministerierne var der mange, som selvfølgelig talte de sprog, hvis lande de studerede, og som studerede lande så at sige på deres egne præmisser, selvom det var lande, der blev betragtet som fjendtlige. Der var en opfattelse af, at det var vigtigt at forstå ens modpart, hvilket selvsagt ikke var ensbetydende med, at man skulle være enige.
Der er en rørende historie om Ronald Reagan, som efter mødet med Gorbatjov ønskede at sætte sig ind i russisk kultur og inviterede Suzanne Massie ind som enelærer. Stephen F. Cohen var en anden Rusland-specialist med et nuanceret kendskab til både sovjetiske, russiske og ukrainske forhold. Han døde i 2020, ham savner vi i den grad i dag. Mange af hans generation tog deres opgave alvorligt med at forstå andre kulturer, specielt dem vi var på kant med.
Det blev ændret
1990’erne ændrede dette. Det var tiden for den vestlige triumf. Vesten havde vist, hvordan verden skulle være, der var kun én vej, den vestlige, såkaldt liberale og demokratiske. Sådan så mange på det efter Sovjetblokkens fald.
Så følger det logiske spørgsmål: Hvorfor skal vi lære russisk, hindi, mandarin, farsi og andre sprog? Hvorfor sætte sig ind i andre landes komplekse historier? Vi har jo alt, hvad vi behøver på engelsk. Ikke-angelsaksisk historie og filosofi er jo overflødigt. Selvfølgelig kan vi i den vestlige verden heller ikke lære noget af andre kulturer.
Disse holdninger var udbredte fra 1990’erne, og de er kun blevet styrket de senere år. Universiteterne og tænketankene ændrede sig efter 1990’erne. For det første beskæftigede man sig efter 90’erne mere med almene temaer som ’global governance’, demokrati, menneskerettigheder og lignende universelle teorier, som passede godt til den tids liberale one size fits all-filosofi. Der var også tale om en betydelig ideologisering i retning af universelle værdier, som underforstået var amerikanske (af og til europæiske).
For det andet var der en voksende tendens på universiteter og tænketanke i retning af politisk aktivisme på universiteter og andre læreanstalter. Det medførte en stigende uniformering og efterfølgende udgrænsning af ’uønskede meninger’. Men det betød også en fare for gruppetænkning, filtrering af ubehagelige fakta og tunnelsyn.
Derfor har forfattere som eksempelvis Anne Applebaum enorm succes i dag. Hun er selvfølgelig oversat til dansk og hyldet af mange, til trods for at hun ikke har lavet noget, der ligner original forskning – men hun har de rigtige meninger, er aktivistisk og – med et ikke-diplomatisk sprog – ja, ikke ulig som Kaja Kallas.
Noget kunne tyde på, at EU-politikere er havnet i en fælde, som blokerer for formuleringen af en realistisk politik og, vil jeg tilføje, et professionelt diplomati, som ikke bare er udtryk for ønsketænkning. Stærke følelser og moralsk forargelse er ikke nok til at formulere en politik. Slet ikke når det gælder faren for en storkrig i Europa, som i yderste fald vil få alle krige hidtil til at ligne skovture.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
10. december 2025 | 06:56
