Læserbrev
Grønland skal ikke betale
Det kan blive stjernedyrt for Grønland, at de sagde nej til en mine, som kunne have ødelagt lokalområdet. Nu må der sættes storvask af lovgivningen i gang for at undgå en gentagelse.
|
Det var en imponerende beslutning, det grønlandske landsstyre tog i november 2021, da den forbød minedrift på Kvanefjeldet i det Sydgrønland. Landsstyret var nyvalgt, og formanden Múte B. Egede var fra Inuit Ataqatigiit, det venstreorienterede uafhængighedsparti. Minedriften, som skulle udføres af det australske selskab Energy Transition Minerals, kunne have fået grusomme konsekvenser for miljøet og livet i området. Sammen med mineraler fra undergrunden kunne uran og thorium komme op til overfladen og gøre stor skade på omgivelserne. Omvendt kunne indtægterne have bragt Grønland et skridt nærmere selvstændighed. Men grønlænderne tøvede ikke. Respekt.
Astronomisk erstatning
I midten af maj kom det så frem, at det australske mineselskab sagsøger Danmark og Grønland. Får selskabet ikke tilladelse til at fortsætte arbejdet, skal der ifølge en beregning fra Danwatch og Politiken falde en erstatning på omtrent 20,5 milliarder kroner, meget mere end Grønlands årlige statsbudget og op mod ti gange det beløb, Grønland bruger på sundhedssystemet.
Målet for det australske selskab er da også at få omgjort beslutningen, mere end at få et stort beløb og et tak for nu.
Sagen burde få mange i Danmark op på tæerne. Hvad Danmark og den danske regering gør, er helt afgørende. Apparatet må i sving for at give mineselskabet alt tænkeligt modspil. De må bringes til at acceptere et nederlag og trække sig ud. Skulle det alligevel blive et nederlag til Grønland, må Danmark betale regningen, for juridisk ligger ansvaret ikke mindst i København. Kigger man på selskabets argumentation, er der masser af henvisninger til principper i dansk lov, og det er principper, Grønland ikke har haft indflydelse på.
Skræmmemetoden
Det er værd at sige om det astronomiske erstatningskrav, at det ikke handler så meget om et tab, som direkte påføres selskabet gennem beslutningen. Det store beløb har mere at gøre med de mange penge, de havde håbet på at tjene på sigt. Det er desværre ikke usædvanligt at se den slags sager på globalt plan. Det er et knæsat princip i de fleste såkaldte investeringsbeskyttelsesaftaler, at for eksempel offentlige beslutninger om at inddrage tilladelser til minedrift eller til udvinding af gas eller olie skal give de berørte virksomheder mulighed for at kræve erstatning for forventet fremtidig profit. Niveauet er lagt på sådan et niveau, for at private selskaber kan skræmme stater til at rette ind.
Således er det da også målet for det australske selskab at få omgjort beslutningen, mere end at få et stort beløb og et tak for nu.
Antikveret investeringsbeskyttelse
Den slags er gift for den grønne omstilling. Derfor har der da også været en stærk modbevægelse mod vidtrækkende investeringsbeskyttelse. For tiden ser vi det i en succesrig kampagne mod den såkaldte Energichartertraktat (ECT), der er en aftale, som er brugt utallige gange mod energiomstilling. For eksempel da svenske Vattenfall brugte den mod Tysklands beslutning om afvikling af atomkraft, eller som da tyske Uniper brugte den mod Hollands afvikling af kulkraft. Men det kan nu lakke mod enden for ECT. Mange EU-medlemslande har trukket sig ud, herunder Danmark, og siden februar har det stået klart, at EU selv er ved at koble sig af.
Men den grønlandske sag viser, at der endnu er et stykke, før vi er i mål på vores breddegrader. I det australske selskabs åbningsskrift er der henvisninger til kontrakten til Den Europæiske Menneskerettighedserklæring (!) og til principper i dansk lov på kryds og tværs. Der synes end ikke at være behov for en egentlig investeringsbeskyttelsesaftale for at bruge skræmmemetoden. Selvom meget af det virker, som om Energy Transition Minerals griber efter halmstrå, så er det derfor ved at blive tydeligt, at der udestår et arbejde med dansk lovgivning for at undgå gentagelser.
Læren fra Nordsøolien
Det er det, fordi der for ikke længe siden var en lignende sag på spil, hvor et udenlandsk olieselskab vandt i kulisserne, længe inden politikerne valgte en fremgangsmåde. Det var i december 2020, da et flertal i Folketinget, takket være et forslag af klimaminister Dan Jørgensen (S), besluttede at sætte stop for olie- og gasudvinding i Nordsøen. Det skal være helt slut med dét i 2050.
Til det må man selvfølgelig spørge, hvorfor ikke før? Hvorfor ikke nu eller meget snart? Til det svarede Dan Jørgensen dengang til TV2 News: “Hvis vi gjorde det, så ville statskassen ikke kun tabe penge på tabt provenu, det ville også betyde, at vi skulle give erstatning til de selskaber, der har investeret efter de aftaler, der var. Det vil være enormt dyrt.”
Historien om Kvanefjeldet og Nordsøen har derfor dét til fælles, at Danmark ikke tager sine forholdsregler. Selv i fraværet af investeringsbeskyttelsesaftaler såsom ECT, der ikke vedrører de to episoder, er der kontraktmæssige og lovmæssige forhold på plads her i landet, som kan få beslutningstagerne til at dukke sig og ryste på hånden, når der skal tages helt nødvendige beslutninger med klimapolitisk betydning. Grønlænderne rystede ikke så meget som Dan Jørgensen, så lad dog dét blive anledningen til, at Danmark klarer regningen, hvis den kommer – og til at der bliver ryddet ordentligt op i dansk lovgivning, så noget lignende ikke sker igen.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
27. maj 2023 | 06:00
