Glædelig jul?
Det skinner tydeligt igennem i regeringsgrundlaget, at det er traditionel borgerlig politik, der skal føres: Besparelser, privatisering, "private leverandører" skal kunne tjene penge på ældrepleje og på at skaffe folk i arbejde, og militærudgifterne skal sættes op, skriver Henrik Stamer Hedin i denne blog.
Efter halvanden måneds fødselsveer har Danmark fået en ny regering – en samlingsregering “hen over midten”, som det hedder. Eller måske mere rammende udtrykt: En sammenrendsregering.
Arkitekten bag er tydeligvis Lars Løkke Rasmussen, som splittede sit gamle parti, Venstre, fordi han ønskede at indgå et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet, og som nu har fået sin vilje. Det krævede, at han måtte forlade sit parti og stifte et nyt, men nu er Venstre og Socialdemokratiet, hvor han ville have dem: I spænd sammen.
Formålet var at trække Socialdemokratiet endnu mere mod højre og nærmere til den borgerlige lejr. Det er lykkedes, og tilbage i kulden står både de såkaldte røde partier og det, man har kaldt den blå blok, afmægtigt frådende af raseri.
Lyrik og barske kendsgerninger
Det regeringsgrundlag, der blev frugten af de godt fyrre dages anstrengelser, er udgivet som en 60 siders pjece, Ansvar for Danmark, i optimistisk grønt omslag. Det er opløftende læsning, hvis man tager de lyriske passager, som indleder de forskellige kapitler, for gode varer: Danmark er økonomisk et solidt og velstående land, en af vores styrker er, at “vi hænger sammen som et folk”, regeringen vil “fremtidssikre det danske uddannelsessystem” og al den slags, som man har hørt hundrede gange før.
Men kradser man lidt i de fine ords overflade og går til de konkrete politiske mål, skinner det tydeligt igennem, at det er traditionel borgerlig politik, der skal føres: Besparelser, privatisering, “private leverandører” skal kunne tjene penge på ældrepleje og på at skaffe folk i arbejde, og militærudgifterne skal sættes op til de berømte to procent af nationalproduktet.
Der er intet nyt her, og Socialdemokratiet har såmænd også tidligere været med på den vogn. Så vil man “begrænse overflødigt bureaukrati” uden at anvise konkrete veje og uden, at det med et ord nævnes, at det overflødige bureaukrati er indført og pustet op af de selv samme partier, som nu vil begrænse og afskaffe det.
Formålet var at trække Socialdemokratiet endnu mere mod højre og nærmere til den borgerlige lejr.
Det er jo fint at blive klogere, men – uddannelsessystemet skal fremtidssikres ved at forkorte og forringe de videregående uddannelse og så videre.
Det er ikke stedet i denne korte debatklumme at fremlægge en detaljeret kritik af regeringsprogrammet. Andre har gjort det og vil fortsætte med det. Det skal blot kort og sammenfattende konkluderes, at der heller ikke her er noget nyt under solen, og at det er en rigtig kedelig julegave, den nye regering har til det danske folk.
En ting, der har vakt nogen opmærksomhed, er, at det ikke som ellers normalt er koalitionens næststørste parti, der besætter udenrigsministerposten. Den går til Lars Løkke, og det er nok en afspejling af, at koalitionen i høj grad er hans værk. Ikke engang en finansministerpost eller en anden af de tunge poster kunne der blive til Jacob Ellemann; han må nøjes med at være forsvarsminister, og som et plaster på såret får han også lov at kalde sig vicestatsminister.
Selv giver han udtryk for, at det er hans eget valg, og at krigsvæsenet er vigtigt i den nuværende internationale situation. Og det kan han jo have ret i.
Krig og en tabt helligdag
Krigen i Europa har ellers ikke fået nogen særlig fremtrædende plads i regeringsgrundlaget, kun et underafsnit i kapitel 5 om en længere række udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål. Godt nok proklameres der indledningsvis bombastisk: “Kampen for Ukraines frihed er vores og Europas kamp for frihed.”
Men konkrete mål er det småt med; det vigtigste – som også har vakt betydelig opmærksomhed – er vel, at danskerne “bidrager til styrkelsen af vores fælles sikkerhed ved afskaffelsen af en helligdag”.
Det fremgår ikke klart, hvordan det skulle hjælpe kampen “for Ukraines frihed”. Skal danske arbejdere sendes i krig i stedet for at fejre Store Bededag? Nej, det skal de tydeligvis ikke.
I nu afvigte efterår blev verden opskræmt af meddelelsen om, at missiler havde ramt en landsby i det sydlige Polen og dræbt to. Ifølge Ukraines præsident var der tale om et russisk angreb på et NATO-land, underforstået: Den såkaldte musketéred skulle nu træde i kraft og NATO gå direkte ind i krigen mod Rusland.
Det passede imidlertid ikke NATO, som afviste, at der kunne være tale om russiske raketter. Man hævdede, det måtte være ukrainske luftforsvarsmissiler på afveje. Så NATO skal ikke i krig med Rusland. Og danske soldater skal ikke til Ukraine, hverken Store Bededag eller nogen anden dag.
Måske er det alligevel på sin plads at ønske glædelig jul og godt nytår.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
23% af 750.000 DKK
170.281 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
