Bidrager til folkemord
Fortidens fejl bør forebygge fremtiden
Jeg har tidligere haft den klare opfattelse, at vores demokrati var blevet så robust, at den slags skændigheder, som Kommunistloven er udtryk for, ikke ville kunne gentages. Men i dag er jeg mindre sikker.
|
Det er beskæmmende og uhyggeligt at erfare, at den klogskab, man troede og håbede på, at fortidens forløb og fejl ville samle sig i den kollektive hukommelse, alligevel ikke gør det. Ser vi bort fra egentlige fortrængninger, så er det som om, den svinder ind og fader ud…..
For et par uger siden – ved markeringen af 80-årsdagen for anholdelsen og interneringen af de danske kommunister i juni 1941 – havde arrangørerne Horserød-Stutthof Foreningen inviteret mig til at være en af oplægsholderne ved en høring på Christianborg.
Jeg gennemgik blandt andet Kommunistloven vedtaget af Rigsdagen, det vil sige Folketinget og Landstinget den 22. august 1941, altså to måneder efter påbegyndelsen af anholdelserne.
Det varsler dårlige tider for ”upopulære mindretal”. Ingen nævnt, ingen glemt.
Det var skræmmende læsning. Selve ordlyden, formuleringerne og opstillingen var formfuldendte og helt i top. Korte og koncise vendinger, der efterfølgende gav hjemmel til regeringens indgreb. Trods de grundlovssikrede rettigheder med hensyn til forenings- og ytringsfrihed samt beskyttelse mod frihedsberøvelse formuleret ganske som i den nugældende grundlov i dag stemte samtlige rigsdagsmedlemmer i august 1941 for loven, dog bortset fra de tre ikke-tilstedeværende kommunistiske medlemmer.
Kategorisk lov
I lovens § 1 blev alle kommunistiske foreninger og sammenslutninger forbudt, og alle bestående ville straks være at opløse. Kommunistisk virksomhed eller agitation blev også forbudt. Overtrædelse ville være at straffe med bøde eller fængsel i op til otte år.
Ifølge den næste § kunne de personer, hvis adfærd havde givet særlig grund til at antage, at de ville deltage i kommunistisk virksomhed eller agitation, efter justitsministerens bestemmelse eller med hans godkendelse tages i forvaring, når dette skønnedes nødvendigt af hensyn til statens sikkerhed eller dens forhold til fremmede magter.
Loven gav enkle og firkantede retningslinjer for, hvilke indsigelser domstolene i tilfælde af prøvelse af de enkelte sager overhovedet kunne tage i betragtning: begæringen om indespærring skulle tages til følge, medmindre der måtte antages at foreligge en åbenbar forveksling med hensyn til vedkommendes identitet eller hidtidige deltagelse i kommunistisk virksomhed eller agitation.
Loven var så kategorisk, at der ikke var levnet domstolene ret meget skøn eller spillerum, og skulle det lykkes nogen af de forvarede at få byrettens medhold i, at han eller hun skulle løslades, kunne anklager indbringe sagen direkte for Højesteret og det med opsættende virkning, så indespærringen opretholdtes, indtil Højesterets afgørelse forelå.
I Ugeskrift for Retsvæsen årgang 1941 finder man er dom afsagt af Højesteret i september 1941, hvor ikke bare forvaringen af den pågældende, anonymiserede borger godkendes, men hvor det også klart afvises, at loven skulle være grundlovsstridig. Hensynet til nødretten krævede, hedder det, at de grundlovssikrede rettigheder måtte vige….
Det kan ske igen
Det er svært ikke at gøre sig tanker om, hvorvidt noget tilsvarende ville kunne ske i dag. Er demokratiet med de forgangne 80 års erfaringer og bestræbelser blevet mere rodfæstet? En større beskyttelse er formaliseret i form af internationale konventioner som FN’s erklæring om universelle menneskerettigheder og Den europæiske Menneskerettighedserklæring. Og EU har senere lavet et charter med de samme rettigheder.
Jeg har tidligere haft den klare opfattelse, at vores demokrati blandt andet derved var blevet så robust, at den slags skændigheder ikke ville kunne gentages.
Men i dag er jeg mindre sikker.
Stadig flere partier med et bredt flertal i Folketinget udtrykker igen og igen villighed til at løbe ”en procesrisiko”, når det i uvildige høringssvar påpeges, at et lovforslag kan stride imod Danmarks internationale forpligtelser.
Samtidig er vores legalitetskontrol udøvet af Justitsministeriets lovkontor i stigende grad præget af den form for pragmatisk og elastisk fortolkning, der har øje for det politiske flertals præferencer.
Det varsler dårlige tider for ”upopulære mindretal”. Ingen nævnt, ingen glemt.
10. juli 2021 | 07:09
