Forbrødringen mellem Danmark og Indien
Vestlige lande konkurrerer om muligheder for økonomisk ekspansion uden for Europa og USA. Nu hvor Rusland er hovedfjenden, og Kina skal holdes i ave, er Indien et godt bud på en stærk partner. Derfor nedtones det kritisable ved Indiens religiøst og etnisk prægede nationalisme.Danmarks udenrigspolitik har altid båret kimen til kommerciel opportunisme i sig. I forholdet til Indien er den sprunget ud i fuldt flor med premierminister Narendra Modis Danmarksbesøg, der beseglede det nye nære forhold mellem de to lande.
Vestlige lande konkurrerer om muligheder for økonomisk ekspansion uden for Europa og USA. Nu hvor Rusland er hovedfjenden, og Kina skal holdes i ave, er Indien et godt bud på en stærk partner.
Modi er skam også progressiv, og Indien skal moderniseres efter den kapitalintensive grønne vækstmodel, som Danmark står for. I sandhed et makkerskab.
Danmark, hvis udenrigspolitik rent retorisk lægger vægt på menneskerettigheder, er derfor spagfærdig, når det kommer til Indien, der bedriver aktiv eksklusionspolitik i forhold til den muslimske befolkning. Ytringsfriheden har det heller ikke for godt.
Erhvervsvenlig og neoliberal
Modi var førsteminister i delstaten Gujarat, da han beskyldte terrorister, læs muslimer, for en togbrand, der i 2002 kostede omkring 60 hindupilgrimme livet. Efterfølgende gik folkemasser amok med dødelig udgang for over 1000 mennesker, fortrinsvis muslimer. Fordi han undlod at standse den religiøst betingede vold, blev Modi anklaget for meddelagtighed.
Indiens højesteret frifandt ham, og i USA blev han frikendt for brud på menneskerettigheder. I mange år var Modi imidlertid ugleset i vestlige lande, men efter at han blev premierminister i 2014, vendte billedet. Modi er nemlig erhvervsvenlig og neoliberal – ud over hindunationalist.
Modis parti BJP udspringer af en bevægelse fra før uafhængigheden, RSS, hvis politiske ideologi, hindutva, definerer hvad hinduisme er, og hvem der er hinduer. Underforstået: Indiens ’sande’ befolkning. Det var et medlem af RSS, der myrdede Mahatma Ghandi i 1948.
Klart diskriminerende er en lov fra 2019, der anerkender statsborgerskab for forfulgte minoriteter fra Afghanistan, Pakistan og Bangladesh, hvis de har haft ophold i Indien før 2015 og vel at mærke er hinduer, kristne eller dyrkere af et par mindre religioner. Loven er især blevet brugt i den østlige delstat Assam til at nægte bengalske muslimer deres rettigheder, men den dækker heller ikke nepalesiske og tamilske mindretal.
Modi-bevægelsen arbejder målbevidst for begrænsning af minoritetsbeskyttelse, sekulære principper og delstatsrettigheder, som blev knæsat i Indiens oprindelige forfatning. Således fratog regeringen delstaten Jammu og Kashmir, genstanden for en langvarig strid mellem Indien og Pakistan, sin forfatningsmæssige særstatus. Centralregeringen i New Delhi blander sig også mere og mere i anliggender i de stater, der ikke har en BJP-regering.
Danmark nedtoner kritik
Nu er Modi omfavnet af Danmark. Samtidig nedtones det kritisable ved Indiens religiøst og etnisk prægede nationalisme, der nu også har en vis lighed med Mette Frederiksens åbne arme over for ukrainere og helst lukkede døre over for syrere og andre af mellemøstlig herkomst.
Regeringen forsvarer sig med, at vi ikke blander os i interne forhold i demokratiske lande som det indiske. Indtil videre er Østre Landsret ellers af den opfattelse, at det ikke er sikkert at sende danskere til retsforfølgelse i Indien (Niels Holck-sagen). Rigtigt er, at Modi har nærmest kultisk opbakning i flertalsbefolkningen.
Men Modi er svækket politisk. Han måtte tilbagekalde tre landbrugslove, efter at tusindvis af små farmere demonstrerede i over et år for blandt andet at opnå garanterede minimumspriser for deres høst. Også hjemsendelsen af arbejdere til deres landsbyer under covid var upopulær. I øvrigt førte den til en stigning i undertrykkelsen af og vold mod kvinder.
Modi er skam også progressiv, og Indien skal moderniseres efter den kapitalintensive grønne vækstmodel, som Danmark står for. I sandhed et makkerskab.