Verden rundt
Faglærte og ufaglærte tromles flade i politik
Det er 13 gange lettere for en akademiker at blive valgt til Folketinget end for en kandidat med kort uddannelse. Akademikere og medieuddannede fylder 80 procent af debatspalterne i medierne, mens kortuddannede kun sætter sig på 10 procent, skriver Karsten Hønge i denne blog.
|
Emnet for denne klumme passer fint til et medie, som hedder “Arbejderen”. I øvrigt efterhånden et sjældent brugt begreb, og når vi bruger det i debatter, er reaktionen ofte lidt overbærende, fordi det kan udløse en pinlig stemning, når den slags “gammeldags” udtryk kommer på banen. Lidt som at slå en prut under en gudstjeneste, og alle lader som ingenting og skynder sig at komme videre.
“Arbejdere – vi er vel kommet videre, ikke? Men nej, klassetilhørsforhold har faktisk stadig stor betydning for oplevelsen af identitet og fælles interesser med andre i samme situation.
Nu skal vi snart til folketingsvalg, og så er alle partier meget interesserede i lønarbejdernes stemmer, for det er den samfundsgruppe, som afgør, hvor magten ender. Men de fleste partier opfører sig med en arrogance, hvor lønarbejderne efter at have stemt meget gerne skal forsvinde ud af billedet igen. Når arbejderen har gjort sin demokratiske pligt, er det tilbage til skyggetilværelsen, hvor man hverken skal ses eller høres. Men hele 70 procent af befolkningen ønsker politikere, der i højere grad ligner dem selv, så lad os komme i gang!
Hva’ faen’, det drejer sig jo bare om faglærte og ufaglærte. Dem tromler vi flade som fregner ved valgene til Folketinget og i medierne. Den politiske verden og medierne er en boble, hvor akademikere diskuterer med hinanden, mens almindelige lønmodtagere mest er reduceret til bænkerækkerne, hvor tilskuerne er placeret.
Overrepræsentation af akademikere
Det er 13 gange lettere for en akademiker at blive valgt til Folketinget end for en kandidat med kort uddannelse. Akademikere og medieuddannede fylder 80 procent af debatspalterne i medierne, mens kortuddannede kun sætter sig på 10 procent. Ekstra Bladet er dog er en undtagelse. Disse fakta er dokumenteret af den daværende tænketank Cevea, som med lukningen efterlader et stort hul for fagbevægelsen og hele det politiske centrum-venstre.
Politik er blevet elitens legeplads med sit eget sprog, kultur og prioriteringer med denne særlige evne til at tale abstrakt og i uendeligheder om processer. Almindelige lønarbejdere bidrager til gengæld med så meget konkret viden og særlig indsigt fra hårde arbejdsliv. Det drejer sig blandt andet om arbejdskriminalitet, social dumping, nedslidning, stigende pensionsalder, førtidspension, erhvervsskolerne, dårligt arbejdsmiljø, efteruddannelse og boligpolitik.
Mennesker med lange videregående uddannelser udgør kun cirka 10 procent af befolkningen, men sidder på langt over halvdelen af stolene i Folketinget.
Selv om vælgere med korte uddannelser udgør over 60 procent af befolkningen, har kun 17 procent i Folketinget samme baggrund. Mennesker med lange videregående uddannelser udgør kun cirka 10 procent af befolkningen, men sidder på langt over halvdelen af stolene i Folketinget. Denne åbenlyse demokratiske udfordring er til gengæld stort set mørkelagt som et egyptisk gravkammer, bortset fra enkelte debattører som forfatteren Lars Olsen.
Arbejdet for at få flere kvinder, unge og etniske minoriteter repræsenteret i politik er almindelige, men hvornår har du hørt om en kampagne for at få kortuddannede valgt? Har du hørt om opfordringer til arbejdere om at stemme på arbejdere? Nej, vel!
Flere arbejdere ville ændre politikken
Hvis politikerne afspejlede befolkningssammensætningen, ville mange kampe se anderledes ud: Social dumping, pensionsalder, vilkår for arbejdsløse, førtidspensionister, manglen på praktikpladser og ulighed. I dag er det i højere grad middelklassens og elitens tanker og hverdag, der definerer politik, og det fremmedgør mange kortuddannedes forhold til politik. Jeg fatter ikke, at fagbevægelsen finder sig i, at deres medlemmer skuldertackles ud af banen.
Jeg forstår og respekterer kampagner for alle grupper, som ønsker at stå stærkere i politik, det være sig kvinder, unge eller etniske minoriteter. Det er helt legitime kampe. Som venstreorienteret mener jeg bare, at vi også skal skubbe uddannelsesmæssige, økonomiske, sociale og kulturelle skel ind på vægtskålen.
Burde en kvindelig ufaglært stemme på fabrikkens kvindelige direktør i stedet for sin ufaglærte mandlige kollega på gulvet? Selvfølgelig ikke! Ligesom den unge tømrersvend med etnisk minoritetsbaggrund ikke først og fremmest skal føle politisk eller socialt fællesskab med hovedaktionæren i entreprenørselskabet, selv om de tilfældigvis skulle have samme etniske oprindelse.
Jeg håber, at det kommende valg til Folketinget giver bedre repræsentation for kortuddannede, men jeg har svært ved at tro på det. De fleste vil jo også bare trække på skuldrene, for hva’ faen, det drejer sig jo bare om arbejderne.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
17. februar 2026 | 07:19
