Fagbevægelsen er udfordret af vigende medlemstilslutning
Fagbevægelsen kan lære af erfaringerne med enkeltsagsbevægelserne for minimumsnormeringer på institutionsområdet og kampen mod Tjenestemandsreformen fra 1969.
Fagbevægelsens brændende platform er manglende medlemstilslutning. Og spørgsmålet er, om vi har sejret os ihjel, eller om vi ikke har tilpasset os vores samtid. Mit bud er måske noget helt tredje?
Som fagforeninger kæmper vi stadig for højere løn og bedre arbejdsvilkår, og det er mindst lige så væsentlig i dag, som det var for 10, 20 og 30 år siden. Men alligevel mister den samlede fagbevægelse tilslutning. Nogle af de spørgsmål, der rejser sig, er: Hvordan kan det være, at flere ikke vil være i fællesskabet? Hvordan kan det være, at udfordringerne på arbejdsmarkedet ikke mobiliserer flere til kampen for bedre vilkår? Hvorfor er det, at vi ikke i større grad lykkes med at sætte retningen og inspirere til mere deltagelse og handling?
Måske har vi haft en tendens til at snakke os for langt ned i problemet og har for stor fokus på kampene med arbejdsgiverne, kommunerne og politikerne? Måske har vi ikke i tilstrækkelig grad fokuseret på løsningerne på medlemmernes problemer?
Vi skal finde balancen mellem den hierarkiske opbygning af vores medlemsdemokrati med bestyrelser, generalforsamlinger, kongresser og det mere enkeltsagsbaserede.
Fremadrettet bliver vi i min optik nødt til at finde ud af, hvordan vi i højere grad går fra kamp til løsning og til handling – og så har vi brug for at kigge på, hvordan vi lukker nye ind i fagforeningerne, lukker nye ind i fællesskabet.
Som ny i en fagforening i dag skal du forholde dig til hele paletten af alt, hvad der arbejdes med, herunder strukturen, kulturen og formalia i fagforeningen. Måske vi skal have en større interesse i at finde ud af, hvorfor folk har meldt sig ind, hvad de er interesseret i, og hvad brænder de for? Og her er strukturen i fagforeningen i min optik snarere ’en hæmmer’ for handling end ’en fremmer’.
Men hvad skal vi så?
Vi skal finde balancen mellem den hierarkiske opbygning af vores medlemsdemokrati med bestyrelser, generalforsamlinger, kongresser og det mere enkeltsagsbaserede. Vi skal ikke være låst i vores struktur. Vi skal være større end vores struktur.
Initiativet SlutMed1969
Et eksempel er initiativet SlutMed1969, som kort sagt går ud på at kæmpe imod det kæmpe lønefterslæb, som eksisterer blandt de kvindedominerede fag. De fag der ligger nederst i lønhierarkiet blandt de offentlige ansatte med mellemlang videregående uddannelse.
Det er én enkelt sag, som formår at mobilisere folk på tværs af fagbevægelsen til demonstrationer tirsdag efter tirsdag, komme i medierne, få politikernes opmærksomhed og samtidig opnå opbakning i befolkningen til borgerforslag om at fjerne Tjenestemandsreformen af 1969.
Om det ender med en investering i milliardklassen, det tror jeg på, men det må tiden vise. Vi er i hvert fald mange, der gerne vil kæmpe kampen hele vejen til ende under parolen SlutMed1969.
Kampen for minimumsnormeringer
Et andet eksempel er kampen om minimumsnormeringerne, som i min optik på mange måder er en af den moderne fagbevægelses helt store sejre.
Her er det også en form for enkeltsagsinitiativ, nemlig antallet af pædagoger per barn, der er kampen. Ikke alle mulige forskellige ligestillede elementer omkring pædagogernes vilkår for at skabe de bedste vilkår for børnene. Men derimod et enkelt konkret delelement af pædagogernes vilkår, nemlig normeringerne.
Kampen for minimumsnormeringer ender i stil med SlutMed1969 at have kæmpestor opbakning i befolkningen. Forældre starter – samtidig med BUPL’s stadige påvirkningsarbejde – ’Hvor er der en voksen’, som formår at skabe massemobilisering af forældre landet over med store demonstrationer. En indsats der er med til at få politikerne i Folketinget til at gennemføre en investering i milliardklassen.
Enkeltsagsmobilisering er afgørende
Fælles for de to historier er, at mobiliseringen sker omkring en enkelt sag, at løsningen er indbygget i kampen (krav om 1:3 og 1:6-normeringer samt opgør med lønefterslæb), og at det samler folk til at på gaden. Både sådan en som mig, der ofte er på gaden, men også en masse nye, der ikke har tradition for det. Der er skabt et handlefællesskab. Et handlefællesskab skabt uden for strukturen i den klassiske fagforening, men bakket op af fagbevægelsen hele vejen.
Og så er vi tilbage til, hvad vi skal gøre mere af fremadrettet, hvis vi som fagforeninger skal fortsætte med at være relevante også i fremtiden. Vi skal i højere grad være dem, som kommer med drømmene om fremtiden og tilbyde løsningerne, invitere til deltagelse på medlemmernes præmisser – også uden for den klassiske fagforenings struktur.
Hellere handle, hellere gøre noget godt end sige noget rigtigt.
Jeg har selv fået at vide og har også selv sagt til engagerede medlemmer, der ønsker at handle, at hvis man ønsker at ændre tingene i fagforeningen, så er vejen til indflydelse at stille op til bestyrelse, som FTR, faglig sekretær eller noget helt fjerde.
Men vi bliver nødt til også eksplicit at tilbyde noget mere handlingsorienteret, hvis vi fortsat skal opleves som nødvendige også af medlemmerne. Vi skal blive meget bedre til at tilbyde et handlefællesskab på den helt konkrete sag, medlemmer ønsker at handle på.
Og her ser jeg et kæmpe potentiale for fagbevægelsen, og som vi ikke har formået at profilere os på i tilstrækkelig grad endnu. Men det kommer!
35% af 750.000 DKK
263.993 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
