Kommentar
EU’s konkurrence og effektivisering lægger pres på kvindelige arbejdere
Mens EU taler om ligestilling i bestyrelseslokalerne, er det EU's økonomiske rammer for konkurrence og effektivisering, der i praksis lægger pres på netop de sektorer, hvor kvinder udgør størstedelen af arbejdsstyrken, skriver Sine Bilfeldt.
|
Jeg vil vove at påstå, at jeg er ret godt politisk opdraget hjemmefra, og det jeg ikke har fået med i min opvækst, har jeg selv tillært mig sidenhen.
En stor del af min opdragelse var feminisme og socialisme – altså læren om ligestilling uanset køn og uanset klasse.
Jeg husker, at mine forældre entusiastisk rakte hænderne i vejret til forældremøder, når der skulle diskuteres om, hvorvidt der skulle være kønsopdelte børnefødselsdage, og jeg ser mig selv gøre det samme i dag. Og endnu bedre, hører jeg min egen søn i dag sige: “Hvorfor skulle man dele fødselsdage op i køn? Det er sgu da fjollet?”
Ligestillingstankegangen er gået videre gennem generationer!
Det er en fremragende fortælling, og naiv som jeg er, troede jeg, at det var sandheden – vi er jo alle lige! Og hvis der skulle være tvivl om det, så kan det tages op på et møde.
Det viser sig desværre at være en meget smuk fortælling, der bare ikke helt gælder alle steder.
Hvad er lighed?
For hvad er lighed? Er det fælles fødselsdage i skolerne? Er det kvoter på ledelsesposterne? Er det kroner og øre på lønsedlen? Er det at fordele barslen 50/50? Hvad går det der ligestilling egentlig ud på?
Det er et fremragende spørgsmål, som jeg selv har stillet og selv vil besvare:
På engelsk er der udtrykket “equality” og derudover udtrykket “equity”. Der findes ikke en direkte oversættelse på dansk, men bedste forsøg er: lighed og retfærdighed.
Hvis ligestilling virkelig skal give mening, kan den ikke kun handle om, hvem der sidder i bestyrelseslokalerne.
Ordbogen beskriver lighed som “det, at alle i et samfund er stillet lige, især med hensyn til retslige og sociale rettigheder og uddannelses- og erhvervsmæssige muligheder” – det er equality.
Men lighed er ikke det samme som retfærdighed.
Hvis du skal plukke æblet i træet som er 2 meter højt, og du selv er 1 meter høj, og personen ved siden af dig er 1,75 meter, er det så ligestilling? I har præcis samme muligheder. Eller hvad? Det er lighed. Samme muligheder fra samme ståsted.
Jeg nyder at se, at feminismen vinder frem igen og igen i forskellige bølger, men må desværre igen og igen konstatere, at det ikke rigtig rykker nogen vegne, for vi nægter at kigge på det grundlæggende problem: Der er stor forskel på lighed og retfærdighed.
Kvoter
Det er særligt tydeligt nu, hvor kvotetankegangen har overtaget totalt.
For der er ikke noget, der skriger “ligestilling!” som at få tildelt en stilling, fordi der skal opfyldes en kønskvote.
Kvotetankegangen gennemsyrer hele samfundet. EU vedtog i 2022 et direktiv om kønsbalance i børsnoterede selskabers bestyrelser, hvor målet er, at mindst 40 procent af bestyrelsesmedlemmerne skal være af det underrepræsenterede køn (kvinder).
Er det kvoterne, der afgør ligestillingen? Jeg tror det ærlig talt ikke.
Det er værd at bemærke, at EU ofte fremhæver netop denne type politik som bevis på, at Unionen driver ligestillingen fremad. EU – som så mange andre – elsker kvotetankegang.
Men spørgsmålet er, hvem den slags tiltag egentlig hjælper. Når fokus lægges på repræsentation i bestyrelseslokaler og direktionsgange, risikerer man at overse de strukturer, der præger hverdagen for langt de fleste kvinder.
For ligestilling handler ikke kun om, hvem der sidder i toppen. Den handler i mindst lige så høj grad om arbejdsvilkår, løn, pensionsopsparing og muligheden for at balancere arbejde og familieliv.
Som erklæret kommunist råber jeg gerne højt og ofte om, hvordan Lenin var en forgangsmand i forbindelse med ligestilling – og det var han altså! Han indførte kollektiv børnepasning og husholdning, fordi han var udmærket klar over, hvor meget usynligt (læs: ikke økonomiserbart) arbejde, som kvinder laver i hjemmene. Det skal ikke være en byrde.
Den har vi så lykkeligt glemt siden hans tid, men der er jo også gået over 100 år, og både opvaskemaskinen og robotstøvsugeren er jo blevet indført.
EU lægger pres på kvinder
Så derfor er narrativet ændret til, at vi kvinder ikke har noget at brokke os over, for ligestillingen og dermed ligheden mellem køn er jo opnået?
Problemet er bare, at den slags politik ofte siger mere om, hvem der sidder i bestyrelseslokalerne, end om, hvordan livet ser ud for de fleste mennesker. For den enkelte pædagog, sosu-assistent eller butiksansatte, der kæmper med løn, arbejdstid og pensionsopsparing, ændrer det ikke nødvendigvis ret meget, hvor mange kvinder der sidder i direktionerne.
Når ligestillingspolitikken reduceres til kvoter i toppen, risikerer resultatet derfor blot at være, at en lille gruppe privilegerede kvinder får adgang til poster, som tidligere var forbeholdt mænd fra samme samfundslag.
Men for langt de fleste kvinder ser virkeligheden anderledes ud. De arbejder i omsorgssektoren, i detailhandlen, i rengøring, i pædagogiske fag.
Her handler ligestilling ikke om bestyrelsesposter, men om løn, arbejdstempo, deltidsarbejde, pensionsopsparing og arbejdsmiljø.
Samtidig viser tallene stadig en markant forskel i hverdagen. Ifølge Danmarks Statistik tjener kvinder i gennemsnit omkring 12,9 procent mindre end mænd, og når det gælder barsel, tager mødre fortsat langt størstedelen af orloven. I 2023 tog samboende mødre i gennemsnit 244 dages barsel, mens fædre tog 71 dage.
På papiret har vi altså ligestilling. I praksis er virkeligheden stadig en anden.
Det skaber et paradoks i EU’s ligestillingspolitik.
For mens EU taler om ligestilling i bestyrelseslokalerne, er det de samme økonomiske rammer for konkurrence og effektivisering, der i praksis lægger pres på netop de sektorer, hvor kvinder udgør størstedelen af arbejdsstyrken.
På den ene side lanceres strategier og direktiver om kønsbalance og repræsentation. På den anden side er det samme økonomiske system med til at lægge pres på netop de sektorer, hvor kvinder i forvejen udgør størstedelen af arbejdsstyrken.
For nej, vi er ikke ens. Der er ikke et eneste menneske i denne verden, der er identisk med et andet, men til gengæld har vi været sindssygt dygtige til at forsøge at putte alle ned i kasser – og køn er én af kasserne. For gud forbyde at vi skulle kigge på mennesket og denne enkelte persons situation, evner, kompetencer, styrker og svagheder.
Aldrig vil jeg bøje nakken
Desværre er “kvinde”-kassen per definition lidt mindre værd end de andre kønskasser.
For hvorfor diskutere statistikker og kvoter? Hvorfor ikke diskutere hvordan vi reelt får indført politik, der bidrager til en reel ligestilling, altså retfærdighed?
Nu er jeg ikke sønderligt religiøs, men hvis man skal læne sig op ad Lone Kellermans sangforklaring af, hvad der skete i de oprindelige tekster inden Adam og Eva, så er jeg stor fan af citatet fra Lillith:
“Hun sagde: Aldrig vil jeg bøje nakken og ydmygt tage imod min dom. For jeg har andet at lave, en kæmpe køkkenhave, så hold jer fra min urtegård. Jeg vil ikke laves om!”
Måske er det derfor, vi bliver nødt til at stille et lidt mere ubehageligt spørgsmål: Om ligestilling i virkeligheden er blevet reduceret til et spørgsmål om statistik.
For hvis ligestilling virkelig skal give mening, kan den ikke kun handle om, hvem der sidder i bestyrelseslokalerne. Den må også handle om retfærdighed i hverdagen – i lønnen, i arbejdstiden, i omsorgsarbejdet og i den økonomiske tryghed og – ikke mindst – retten til at være, hvem man er, uanset køn.
Først dér begynder ligestilling at blive mere end bare et tal i en rapport.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
08. marts 2026 | 06:43
