Se billederne
EU-klimapolitik med den tunge ende nedad
Mens Sydeuropa kæmper med de sociale konsekvenser af høje energipriser, har EU-kommissionen fundet en måde at gøre det endnu værre på.
|
Hvis det skal lykkes at bremse de værste klimaforandringer, står vi over for store ændringer i samfundsøkonomien og over for en kamp om, hvordan regningen skal betales og af hvem.
Klimaretfærdighed handler ikke kun om, hvilke lande på kloden der skal betale den største del af regningen, men også om, hvilke samfundsgrupper der skal stå mest for skud.
Svaret ligger lige for: Det skal dem, der sviner mest, og dem der har mest, de mest velhavende, dem med langt det største forbrug. Også fordi at hvis klimaregningen havner hos de fattigste, kan hele øvelsen blive undermineret. Det mest markante sociale oprør i Europa i de seneste år var De Gule Veste i Frankrig, der begyndte som en protest mod højere benzinpriser, og skulle noget lignende ske i større skala, vil den politiske højrefløj ikke tøve med at udnytte det. Og så kan klimakampen ende i skakmat i mange år.
Derfor skal klimatiltag også vejes på deres sociale effekt og indrettes, så de rigtige betaler mest, og det skal stå lysende klart, hvordan finansiering, tilskud og afgifter hænger socialt forsvarligt sammen.
EU’s grønne pagt
Det er så overhovedet ikke den vej, EU-kommissionen er gået med deres “grønne aftale”, European Green Deal (eller “Den europæiske grønne pagt”). Et udspil om bygninger og transport, der diskuteres i denne tid i EU-institutionerne, vender den tunge ende nedad, måske lige dér, hvor det kan gøre mest ondt. Det handler om energirenovering og transport.
Bor man for eksempel i dårligt isoleret byggeri, bliver det dyrt. Tilsvarende med transport: Kører man i en gammel dieselbil, kommer der en pæn ekstraregning.
Det har undret mig, siden European Green Deal først blev offentliggjort i december 2019, at EU-kommissionen raskt væk kunne sætte sig for at gennemføre store projekter i hele Unionen og ikke svare ordentlig på, hvor pengene skal komme fra.
Især var det påfaldende, at kommissærerne kunne beslutte at, der skal iværksættes en “renoveringsbølge” af offentlige og private bygninger, og ikke sige det mindste om, hvordan den bølge skal betales. Især når man husker, at EU har nogle budgetregler, der lægger hindringer i vejen for store offentlige investeringer, især når medlemslandene er forgældede – og det er de fleste takket være pandemien.
Men tilbage i juni stod det klart, hvordan pengene skal findes: Folk skal selv betale for renovering af de huse, de bruger. Det skal ifølge Kommissionen ske ved, at bygninger og transport lempes ind i ordningen for emissionshandel. Der skal så fastsættes standarder for, hvor meget fossil energi der forbrændes for (især) at opvarme bygninger, og er udledningen af drivhusgasser for høj, skal der betales. Er den lav, kan der sælges emissionstilladelser på markedet.
Bor man for eksempel i dårligt isoleret byggeri, bliver det dyrt. Tilsvarende med transport: Kører man i en gammel dieselbil, kommer der en pæn ekstraregning. Er bilen derimod en elbil, kan man rulle uforstyrret videre.
De fattigste rammes mest
Hvis vi tager det fra en ende af, så bruger den fattigste tiendedel af familierne i EU omtrent 10 procent af indkomsten på energi. Den andel bliver større. Og tilsvarende med transport, hvor en høj pris på CO2-kvoter (750 kroner per ton) kan føre til en prisstigning på 25 procent på transport. Det er rigeligt til at skabe politiske dønninger.
Kommissionens forslag kunne næsten ikke være dårligere timet. Kort efter det blev lagt på bordet i sommers, var især det sydlige Europa i svære problemer på energiområdet på grund af høje priser på gas og olie, og den “energifattigdom”, som præger mange dele af for eksempel Spanien, Grækenland og Italien, blev sat på spidsen.
Efter omfattende folkelige protester valgte regeringerne i Spanien og Italien at gribe ind i markedet for energi for at afbøde de værste sociale konsekvenser. I Spanien fjernede regeringen afgifter på energi, i Italien valgte regeringen at støtte de mest udsatte husholdninger økonomisk. I det lys virker det slående, at Kommissionen tror, man uden videre kan udskrive en større regning til alle.
Det skal siges, at Kommissionen også foreslår oprettelsen af en social klimafond, der skal afbøde for de værste skævheder. Det er dog en beskeden pose penge, der er tale om. Man kommer ikke langt med 75 milliarder kroner om året i EU. Det er ovenikøbet kun 25 procent af de indtægter, EU forventer at få af at introducere emissionshandel for transport og bygninger, resten skal gå til det generelle EU-budget, og det vil nok ikke være populært blandt lavindkomstfamilier, der får en ekstraregning.
Som en ekstra komplikation så hviler forslaget på den opfattelse, at man kan skrue et system for emissionshandel sammen på en måde, så det både er effektivt og formålstjenligt. På dét punkt har vi endnu ikke fået syn for sagen. Emissionshandlen på industriområdet har været på plads i EU i 16 år og har foreløbig ikke vist sig effektivt til andet end at skabe smuthuller og fylde penge i lommerne på en række brancher til ingen verdens nytte.
Der har allerede været mange kritiske reaktioner på forslaget om bygninger og transport – også fra regeringsniveau. På den anden sige har for eksempel den danske regering hidtil meldt sig positivt indstillet. Det varer dog et pænt stykke tid, før vi ved noget om, hvilken skæbne EU-kommissionens forslag får.
Det giver tid til at tænke modsvaret ordentligt igennem, og det kunne passende rumme lempelser af EU’s budgetregler, så de hverken stiller sig i vejen for klimakampen eller for social lighed og velfærd – to kampe, som nødvendigvis må gå hånd i hånd.
04. december 2021 | 07:34
