Verden rundt
EU bærer et tungt ansvar for coronakrisens omfang
EU's krav om nedskæringer på medlemslandenes sundhedsvæsener er en af årsagerne til, at landene ikke er rustet til en global pandemi. Og på vaccineområdet spænder EU-kommissionen ben for, at de fattige lande får adgang til vacciner.
|
I snart to år har vi levet med covid-19. Det har ikke kun ændret verden, men helt sikkert også vores bevidsthed.
Det står klart, at coronakrisens omfang langtfra kun handler om virussens farlighed. To mindst lige så centrale spørgsmål er: Er et lands sundhedsvæsen gearet til at håndtere de syge? Og er der vacciner nok til rådighed?
Her spiller EU en vigtig – og meget lidt flatterende – rolle.
Den 23. november kunne man i Berlingske læse: “Verdenssundhedsorganisationen (WHO) frygter, at antallet af døde i Europa med covid-19 vil stige med yderligere 700.000 frem til 1. marts.”
Det er egentlig overraskende: Vi befinder os i den rige del af verden, mange lande har haft tradition for “velfærdsstater”. Hvordan kan det komme så vidt?
I januar 2021 udgav Corporate Europe Observatory, der er et europæisk analyseinstitut, en omfattende rapport om EU-landenes sundhedssystemer og deres håndtering af coronaepidemien. (“When the market becomes deadly”)
Rapporten baserer sin dokumentation på data fra OECD. Den konkluderer, at den udvikling, som EU har dikteret siden finanskrisen hen imod privatisering af sundhedsydelser, flere privathospitaler og private plejehjem i medlemslandene, har forringet nationalstaternes beredskab til at tage hånd om pandemier som corona.
Offentlige investeringer i sundhed er faldet
Ifølge OECD er andelen af de offentlige investeringer i sundhed faldet i langt de fleste lande i Europa. Siden 2011 har EU-kommissionen fremsat 63 krav til regeringer om at skære i den offentlige sundhedssektor og/eller outsource eller privatisere sundhedsydelser, fremgår det af rapporten.
Rapporten bruger blandt andet udviklingen i Spaniens sundhedssystem som eksempel:
I forbindelse med finanskrisen måtte Spanien underskrive en låneaftale med EU. Hér krævede EU, at Spanien skulle gøre sundhedssektoren mere omkostningseffektiv. Resultatet var, at antallet af ansatte i Spaniens offentlige sundhedssystem blev reduceret med 28.500 i perioden 2012-14 – ud af i alt 477.000 ansatte.
Også i Danmark står vi med et sundhedsvæsen, der er i knæ. Det er veldokumenteret, at årsagen er mange års udsultning.
Indtil 2010 blev der investeret knap tre procent i realvækst om året i sundhedsvæsenet. Men fra 2010 er der kun investeret knap en procent. Dette sker, samtidig med at behovet er øget. Som formanden for Overlægeforeningen Lisbeth Lintz udtaler til Arbejderen den 17. december: “Vi har øget aktiviteten på sygehuse og hospitaler med 30 procent over de sidste cirka 10 år, men der er kun tilført to procent mere personale”.
EU-kommissionen står fast på, at medicinalmonopolerne er i deres gode ret til at beskytte deres patenter og profitter. Dén klassepolitik koster millioner af mennesker livet lige nu.
Denne udvikling er også et resultat af EU’s sparepolitik. Ganske vist har Danmark ikke haft besøg af EU’s trojka efter finanskrisen. Men Thorning-Schmidt-regeringen skrev i 2012 under på EU’s finanspagt. Siden har vi været underlagt strenge restriktioner i forhold til, hvordan stat, regioner og kommuner må bruge deres penge. Dette er altsammen udmøntet gennem den såkaldte budgetlov.
Med budgetloven får regioner og kommuner bøder for tre ting:
1. Hvis de budgetterer med flere udgifter, end regeringen har tilladt.
2. Hvis de bruger flere penge i regnskabet, end de har budgetteret med.
3. Hvis de hæver skatten.
Denne sanktionspolitik har ført til en omfattende selvdisciplin i regioner og kommuner. Ifølge økonom Henrik Herløv Lund er der fra 2010-19 akkumuleret et ressourceefterslæb på regionernes sundhedsområde på 7,5 milliarder kroner som et direkte resultat af den forhadte budgetlov.
Benhård klassepolitik
Man kunne have troet, at EU-kommissionen – belært af coronakrisen – ville ændre sin økonomiske politik. Men intet tyder på, at det vil ske. Logikken er klar nok: Det handler om at sikre finansmarkedernes tillid og redde euroen, og det må nødvendigvis være vigtigere end menneskeliv. Det er ikke det, man siger officielt i Bruxelles. Det er det, man gør.
Endnu tydeligere bliver EU’s benhårde klassepolitik, når vi ser på det andet spørgsmål: “Er der vacciner nok?”
En lang række lande har rejst kravet om, at medicinalmonopolerne tvinges til at frigive patenterne på covid 19-medicin, så landene i Det Globale Syd hurtigt selv kan producere vacciner til deres befolkninger. I Afrika er under seks procent af befolkningen vaccineret.
EU-parlamentet har støttet dette krav. Men EU-kommissionen står fast på, at medicinalmonopolerne er i deres gode ret til at beskytte deres patenter og profitter. Dén klassepolitik koster millioner af mennesker livet lige nu. EU’s magtelite ved præcist, hvad den gør.
Som altid skal forandringen komme nedefra. Det er måske den allervigtigste lære.
28. december 2021 | 06:57
