Et sugerør direkte ned i overenskomsterne og store bededag er afskaffet!
Hvad bliver det næste slagsmål? Ja, det bliver kampen om de ekstra milliarder til lønløft i den offentlige sektor som lovet under valgkampen. Midler der skulle løftes ind i en trepartsforhandling, når Lønstrukturkomiteens arbejde færdiggøres.
Regeringen har været fuldstændig tonedøve og iklædte sig meget hurtigt et panser med en retorik, der – uanset spørgsmål og fremlæggelse af fakta, der heglede lovforslaget om fjernelse af store bededag som helligdag helt ned under gulvbrædderne – blot blev en gentagelse helt uden mening.
“Vi står helt på mål for beslutningen, og vi blander os ikke i overenskomstforhandlingerne, hverken nu eller i fremtiden.” Sådan har det igen og igen lydt fra beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen. På skift har regeringens politikere været sendt i byen med samme budskab, og et par gange har jeg selv personligt oplevet politikere udtale sig om lovforslagets indhold mod bedre vidende. Finansminister Nicolai Wammen udtalte blandt andet: “Det er Folketinget, der træffer beslutning om, hvilke helligdage vi skal have her i landet, og så tager arbejdsmarkedets parter det ned og kigge på konsekvenserne i overenskomsterne.”
De syv procent af de deltidsansatte, som gerne vil gå på fuldtid, ville give 11.000 mere i arbejdsudbud, og så kunne man jo – i en tid hvor vi mangler penge i samfundsbudgettet – lade være med at give topskattelettelse.
På kort tid lykkedes det at samle næsten 500.000 underskrifter. Der blev gennemført en kæmpe demonstration med 50.000 mennesker på en søndag. Derfor har de politiske reaktioner fra regeringspartierne været totalt provokerende og respektløse.
Havde de troet, at vi ikke læste lovforslaget og bemærkningerne hertil? Hvordan kan man stå og lyve om konsekvenserne af lovforslaget uden så meget som at blinke med øjnene? I første omgang troede jeg faktisk, at det helt gennemført sjuskede lovforslag var en fejl, som helt naturligt ville blive rettet til, når vi indsendte høringssvar. 28 sider blev det til. En helt enig fagbevægelse for en gangs skyld.
Sjældent har politikere på så kort tid sat respekt og tillid over styr. Et er at man kan være lodret uenige i den førte politik og være vred og frustreret over forslag, der vedtages i Folketinget. Men at diskutere op imod fortielser og “ikke svar” er grov manipulation. Det er uhørt, og det er ganske ødelæggende for den danske models tradition for at finde løsninger, også på svære dilemmaer. Tilliden er brudt.
Fortællingen overfor befolkningen er stadig: “Vi kompenserer jo med et løntillæg.”
Nej, det gør I ikke.
Konsekvensen er ganske klar: Der skal spares 2.700 offentlig ansatte, og vi kan ikke længere støtte ret på de aftaler, vi har i overenskomsterne knyttet til store bededag.
Det finder vi os ikke i. Vi har klart meddelt, at midlerne fra de aftaler, vi har indgået om helligdagsbetaling og kompenserende frihed, provenuet herfra forventer vi at kunne bruge til noget andet, når vi sidder ved overenskomstbordet i 2024.
Vi er også ombord i regnereglerne og et fortsat pres på at få budgetloven ændret. Konsekvenserne er nemlig ikke kun, at en helligdag forsvandt, at overenskomstmidler skulle suges væk. Konsekvenserne er også besparelser ud over de 2.700 medarbejdere. Når børn skal passes en dag mere, når ældreplejen og sygehuse skal ændres til almindelig hverdagsniveau, og servicerammen ikke hæves, så betyder det besparelser andre steder.
Hvad bliver det næste slagsmål? Ja, det bliver kampen om de ekstra milliarder til lønløft i den offentlige sektor som lovet under valgkampen. Midler der skulle løftes ind i en trepartsforhandling, når Lønstrukturkomiteens arbejde færdiggøres.
Nu er de midler i regeringsgrundlaget pakket ind i krav om besparelser på det administrative område i den offentlige sektor, flere på fuldtid og mere decentral løndannelse.
Det mest groteske i hele denne badulje er, at vi faktisk har stået klar med rigtig mange gode bud på, hvordan vi skaffer et større arbejdsudbud til Finansministeriets regnemaskine.
Der er faktisk syv procent af de deltidsansatte på tværs af den offentlige og private sektor, som gerne vil gå på fuldtid. Det ville give 11.000 mere i arbejdsudbud, og så kunne man jo – i en tid hvor vi mangler penge i samfundsbudgettet – lade være med at give topskattelettelse!
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
14% af 750.000 DKK
101.869 DKK nået totalt
STØT
Det er ikke gratis at levere nyheder og baggrund
med et klart, progressivt verdenssyn. Hjælp
Arbejderen med fortsat at levere gedigen rød
journalistik:
MobilePay: 87278
Abonnér
