Symboliserer magtmisforhold
Et børnesyn under pres
Når børn ikke passer ind i rammerne, eller måske rettere når rammerne ikke passer til børnene, bliver det pludselig børnesynet, forældrene og opdragelsen, der står for skud, skriver Anne Dahl Thing i denne blog.
|
Der tales igen og igen om børn, der ikke trives. Vi taler om unge, der mistrives psykisk. Om forældre der ikke magter opgaven, og om skoler og institutioner hvor roen er svær at opretholde.
I den debat er det nye børnesyn kommet under pres. Ikke som et pædagogisk ideal, men som en bekvem forklaring. Når børn ikke passer ind i rammerne, eller måske rettere når rammerne ikke passer til børnene, bliver det pludselig børnesynet, forældrene og opdragelsen, der står for skud.
Forældreskabet er under konstant kritik. Børn trives dårligere, siger statistikkerne. Børn opfører sig dårligere, lyder det fra politikere og kommentatorer. Og så bliver konklusionen nærliggende for nogen. At der er tale om dét, børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye har indført i vores hverdagssprog som “PDO” (pissedårlig opdragelse).
Men det er en farlig og forkert genvej, som mest af alt klinger som en nyfortolkning af klassikeren “Ungdommen nu til dags…”
Det nye børnesyn har eksisteret i årtier
Lad os starte med at slå fast, at det nye børnesyn ikke er nyt. Det har i årtier været grundlaget for pædagogik og undervisning i Danmark. Et børnesyn, hvor børn ses som mennesker med egne tanker, følelser og perspektiver. Hvor børn ikke blot skal formes og rettes ind, men mødes med respekt, relation og ansvar. Det er ikke et eksperiment, vi lige har kastet os ud i, men den faglige og menneskelige grundforståelse som generationer af pædagoger og lærere er uddannet i.
Hvis vi reelt vil gøre noget ved mistrivslen blandt børn og unge, kræver det politisk mod til at investere i dagtilbud, skoler og fritidstilbud. Mod til at anerkende, at problemerne ikke kan opdrages væk.
Derfor giver det heller ingen mening at udpege børnesynet som syndebuk, når børn mistrives. Tværtimod. Hvis vi begynder forfra med at diskutere, om børn overhovedet er mennesker med gyldige holdninger, tanker og oplevelser, som skal tages alvorligt, så bevæger vi os baglæns. Og mens vi diskuterer opdragelsesformer og autoritet, vokser de problemer, vi burde tale om.
For mistrivslen opstår ikke i et tomrum. Den opstår i et samfund, hvor normeringerne i vores institutioner er for lave og forventningspresset for højt. Pædagoger og lærere løber stærkere år for år, specialtilbud er sparet væk, og inklusion skal gennemføres uden ressourcer. Klasser er for store, støtten for lille, og tiden til relationer er blevet nedprioriteret, ikke af børnenes nære pædagoger og lærere, men systematisk og politisk.
Nemmest at pege på forældrene
Det er langt nemmere at pege på forældre end at pege på politiske prioriteringer. Langt nemmere at tale om grænsesætning end om arbejdsvilkår og langt nemmere at efterlyse mere konsekvens end at finansiere den faglighed, der skal til for at skabe trygge fællesskaber for børn og unge. Og det graver dybe grøfter mellem forældre og personalet i vores børns institutioner, når det, der egentlig er brug for, er tættere samarbejde og styrket kommunikation.
Når børn reagerer, er det ikke nødvendigvis udtryk for dårlig opdragelse. Det er ofte et signal om, at noget ikke fungerer, og at kravene overstiger rammerne. Fællesskaberne er blevet for skrøbelige, og personalet i vores institutioner har mistet den tid og den støtte, der skal til for, at de kan lykkes med deres opgave hver gang.
Det nye børnesyn lover ikke, at børn altid er nemme. Det lover ikke fravær af konflikter. Men det insisterer på, at løsningen ikke findes i straf, udskamning eller tilbagerulning af rettigheder. Løsningen findes i relationer, faglighed, tid og ressourcer.
Hvis vi reelt vil gøre noget ved mistrivslen blandt børn og unge, kræver det politisk mod til at investere i dagtilbud, skoler og fritidstilbud. Mod til at anerkende, at problemerne ikke kan opdrages væk. Mod til at stå fast på et børnesyn, der ser børn som mennesker, også når de er svære at være sammen med.
Alt andet er symbolpolitik. Og børnene betaler prisen.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
22. januar 2026 | 11:16
