Læserbrev
Engang var jeg ikke fattig
Fattigdommen er stigende i mange lande omkring os, især i Tyskland og Storbritannien. Og det risikerer også at brede sig til Danmark.
|
De fleste tror nok, at fattigdom er ved at være udryddet i Europa – i alle fald i det vestlige Europa.
Desværre er det ikke sandt. Faktisk går det flere steder den helt forkerte vej – fattigdommen er stigende i mange lande omkring os, især i Tyskland og Storbritannien. Og det risikerer også at brede sig til Danmark.
Det stod klart for over 600 nordjyske sygeplejersker, da de for nylig blev præsenteret for Working Poor Road Trip. Journalist Peter Rasmussen og fotograf Søren Zeuth har rejst Europa tyndt for at dokumentere netop den stigende fattigdom.
I Berlin mødte de blandt andre 54-årige Andreas Döhnert. Han følte sig for 15 år siden som en del af middelklassen. Han havde råd til bil og kunne holde ferie i udlandet med sin familie hvert år. Sådan er det bestemt ikke længere. Faktisk er hans løn faldet hvert eneste år siden. I dag tjener han under fattigdomsgrænsen, selv om han arbejder 40 timer om ugen.
– Folk tror, at Tyskland er et rigt land, men vi er nogle, der bliver fattigere hvert år. Jeg blev fyret fra mit seneste job, da jeg klagede over, at de satte lønnen ned med syv procent, fortalte Andreas Döhnert til de to danskere.
I Danmark arbejder mange – især unge – uden overenskomst, på nultimerskontrakter og uden ret til løn under sygdom – for slet ikke at tale om pension.
Ovenikøbet er hans arbejdsdag blevet delt op, så han nu arbejder med rengøring i tre adskilte perioder og arbejdssteder – fra klokken 5-8, klokken 9-13 og endelig fra 15-19. Transporten mellem de tre steder står han selv for – og skal selv betale.
Årsagen skal findes dels i en række “reformer” og liberaliseringer af det tyske arbejdsmarked – dels i en voldsom svækkelse af de tyske fagforeninger.
Tilsammen medfører det, at lønmodtagerne mister de rettigheder, vi ellers har tilkæmpet os gennem generationer.
– Politikerne har de sidste mange år forsøgt at hjælpe arbejdsgiverne ved at deregulere det europæiske arbejdsmarked. Den beskyttelse, lønmodtagerne har tilkæmpet sig, er blevet rullet tilbage ad politisk vej – både i EU og af nationale regeringer, siger professor emeritus Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet til Working Poor Road Trip.
Vi ser det allerede i Danmark, hvor mange – især unge – arbejder uden overenskomst, på nultimerskontrakter og uden ret til løn under sygdom – for slet ikke at tale om pension. Det er ikke kun i budtjenesten Wolt, men også mange steder på restauranter og barer, i rengøring og såmænd også i sundhedssektoren, hvor den private hjemmehjælp og -service i stigende grad privatiseres til firmaer uden ordnede arbejdsforhold.
– Mere fleksibilitet og mindre sikkerhed har pludselig skabt nogle nye jobtyper, hvor det ikke er normalt med 37 timers arbejdsuge: Korttidsarbejde, nultimerskontrakter, platformsarbejde og usikre vilkår, siger Henning Jørgensen.
Professoren mener, at det, han kalder “et paradis for arbejdsgiverne”, risikerer at sprede sig til Danmark.
Det bekræfter en rapport fra Forskningscenter for Arbejdsmarked- og Organisationsstudier. Den fastslog i februar 2021, at omkring hver tredje i Danmark og de andre nordiske lande er i atypiske jobs, og at nultimerskontrakter og nye former for freelanceri er på vej frem – mere eller mindre skjult.
Beretningerne fra Europa gav virkelig de mange sygeplejersker noget at tænke over. Efterfølgende er oplægget blevet diskuteret i mange frokoststuer på sygehuse og i de nordjyske kommuner. For hvordan får vi stoppet udviklingen, så fattigdommen ikke også breder sig i Danmark?
Jeg har nogle bud:
- Vi skal indse, at rettigheder ikke er for evigt. Hvis vi holder op med at kæmpe for dem, risikerer de at forsvinde.
- Vi skal være glade for hver eneste krone og hver eneste forbedring, vi opnår. For det kunne lige så godt være gået modsat – ved overenskomstforhandlingerne møder arbejdsgiverne op med krav om forringelser. Det kan være i forhold til arbejdstid, fleksibilitet og såmænd også løn. Det sidste dog for det meste ved, at lønnen skal stige så lidt, at den ikke kan følge med inflationen.
- Vi skal styrke organiseringen. For uden medlemmer i fagforeningerne kan vi intet stille op. Vi skal alle tage en alvorlig snak med kolleger, børn, venner, naboer og alle andre. Man kan være uenig med sin fagforening, men man skal være medlem alligevel. Så må vi tage diskussionerne internt.
- Vi skal styrke sammenholdet i fagbevægelsen. Vi er bestemt ikke altid enige – og skal heller ikke være det. Men vi har mange fælles interesser. Langt flere end der skiller os. Vi skal lægge misundelsen og de interne kampe til side – i stedet skal vi bruge hinanden som inspiration og løftestang. Hvis ét fag stiger i løn, så bliver det lettere, ikke sværere, for os andre at argumentere for, at vi også skal stige.
- Vi skal kæmpe for velfærdssamfundet. Solidaritet i forhold til sundhed, skolegang, ældrepleje og anden offentlig service hænger tæt sammen med solidaritet på arbejdspladserne.
- Vi skal arbejde med politikerne. De skal forpligtes til det, der har været med til at gøre Danmark til et af verdens rigeste og bedste samfund – den kontrakt, vi har med hinanden. Vores stærke fagforeninger, vores solidaritet med hinanden. Vores hjælp og støtte til de svageste.
- Vi skal allerede nu forberede os på overenskomstforhandlingerne på det private område i 2025 og det offentlige område i 2026. Et godt resultat er helt afgørende for fagbevægelsens fremtid – og for at kunne holde fattigdommen fra døren.
Vi skal ikke ende som i Tyskland, hvor 2,8 millioner børn lever i fattigdom. Det er hver femte!
Derfor har Holger Frenz fra Flensborg – lige syd for den danske grænse – ikke råd til julegaver.
– Min 11-årige datter græd hele juleaften, da hun ikke fik de rulleskøjter, hun havde ønsket sig, siger Holger Frenz til Working Poor Road Trip.
Han arbejder 12 timer om dagen som vagt på Flensborg Skibsværft. Alligevel lever han under fattigdomsgrænsen.
– Jeg havde sparet op i tre måneder for at give hende den gave, men det var umuligt for mig at skrabe de 100 euro sammen. Umuligt.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
16. december 2024 | 09:38
