anmeldelse
Efterlyser visioner og handling for verdens bedste fag
Der er gang i en række tiltag for at sikre mere uddannet personale i institutionerne til gavn for vores børn og unge. Men der mangler en styrkelse af uddannelsen og en større anerkendelse af faget via højere løn
|
Alle har hørt om vores børn og unges mistrivsel. At et stigende antal børn og unge har det svært og lider af skolevægring, angst eller ensomhed. At 50.000 unge står udenfor arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet. Det er ikke i orden, og må ikke blive en naturlig del af vores samfund – og da slet ikke når et helt fag kunne gøre en mærkbar indsats for at forebygge mistrivsel.
Vi skal som samfund styrke det stillads, vi stiller op omkring vores børn og unge for at give dem den bedst mulige støtte gennem livet i diverse institutioner. Og i livet på sigt. Det kalder på flere pædagoger, men desværre er det scenarie, vi ser ind i, en faldende pædagogandel i det meste af landet, hvor især hovedstadsområdet er hårdt ramt. Vi oplever institutioner med en pædagogandel på 33 procent – altså max én pædagog pr. stue – på trods af at mange kommuner arbejder med en politisk målsætning om 70 procent pædagoger. Det er i dag desværre heller ikke et enestående tilfælde at opleve en stue med op til 20 børn på tre-fem år, uden at der er en pædagog.
De helt store tiltag, der kan tiltrække flere til verdens bedste fag, er i min bog en styrkelse af uddannelsen og en større
anerkendelse af faget via højere løn.
Det siger sig selv, at det ikke er holdbart. Vi har i stedet brug for, at vores institutioner er proppet med pædagogisk kvalitet, og vi har brug for, at der er uddannede pædagoger tæt på vores børn. Pædagoger, der kan give kvalificeret hjælp, når det handler om legerelationer eller institutionslivets store børnefælleskab. Pædagoger, der arbejder med dannelse, trivsel, konflikthåndtering og de fællesskaber, vores børn har så meget brug for. En nødvendig indsats, hvis vi skal den stigende mistrivsel til livs. Men hvad gør vi så, når der ikke er nok pædagoger, hvilket desværre jo allerede er tilfældet?
En del af ansvaret, og dermed handlingen, ligger i kommunerne. Mange kommuner kunne uden tvivl gøre mere for at rekruttere pædagoger til netop deres kommune, men der arbejdes også mange steder benhårdt på at rekruttere pædagoger nok til det behov, der er. Det sker blandt andet ved at opgradere de studerendes møde med de kommunale institutioner og arbejde for at skabe bedre rammer for den pædagogiske kvalitet, ligesom der flere steder bliver arbejdet med at opkvalificere medhjælpere til pædagoger.
Der er altså gang i en lang række tiltag, der kan gøre en forskel lokalt, men de helt store tiltag, der kan tiltrække flere til verdens bedste fag, er i min bog en styrkelse af uddannelsen og en større anerkendelse af faget via højere løn. Diskussionen om højere løn er pt parkeret i Lønstrukturkomitéen, som efter planen forhåbentlig snart gør os klogere på løn-udfordringerne på det offentlige arbejdsmarked – og vil pege på at pædagogernes løn skal op. Og uden at gå for meget i detaljer med finansloven, hvor vi i den grad havde forventet, at pædagoguddannelsen blev tilgodeset i finanslovsforslaget. Dét skete så ikke, og er mig stadig uforståeligt.
Kommer der ikke politisk vilje til at hæve kvalitet og timetal for pædagoguddannelsen og dermed prioritere vores børn og unge, så ser vi ind i en hverdag, hvor flere og flere falder fra. Vi ser ind i en virkelighed, hvor pædagogandelen vil falde yderligere, og gør den det, så skal vi nok – alle os der er omkring institutionerne – re-tænke, hvad det vil sige at være pædagog. Og gør vi ikke noget, så er der gang i en nedadgående spiral, der samtidig vil betyde, at vi misser den oplagte chance for med pædagogers faglighed at forebygge børn og unges mistrivsel. Men det kan jeg ikke forestille mig, nogle politikere ønsker.
Kommunerne kan imidlertid ikke løfte opgaven alene, og mit håb og min kraftige opfordring til handling er derfor også, at partierne uden om regeringen går ind i forhandlingerne om finansloven med et krav om, at pædagoguddannelsen som minimum skal have et taxameter på højde med de øvrige professionsuddannelser. Det kan ikke være rigtigt, at landets største uddannelse er så underfinansieret i en tid, hvor vi har brug for at sætte alle sejl ind overfor den stigende mistrivsel.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
03. april 2023 | 06:00
