Stop investeringer i våben
Du kan ikke få anvist en bolig – du er for fattig
Efter at kontanthjælpsreformen den 1. juli 2025 afskaffede muligheden for at få særlig støtte, bliver folk nu pillet af den boligsociale venteliste. Ikke fordi de ikke har behov. Men fordi kommunen siger: "Du har ikke råd."
|
Forestil dig at stå uden tag over hovedet. Du er hjemløs, træt, nedslidt. Du har ikke mange penge – faktisk lever du af kontanthjælp, som netop er blevet sat ned.
Du har bedt kommunen om hjælp. Du beder om det mest basale: et sted at bo. En lille bolig i den almene sektor. Du er således blevet skrevet op på den boligsociale venteliste, og så er det bare om at vente på, at der kommer en bolig, du har råd til at betale.
Et samfund, der ikke har råd til sine fattigste, har mistet sin anstændighed.
Men efter at kontanthjælpsreformen den 1. juli 2025 afskaffede muligheden for at få særlig støtte – det vil sige ekstra økonomisk hjælp, hvis du havde en husleje, du reelt ikke kunne betale, hvis du også skulle have råd til mad, medicin og så videre – og din kontanthjælp er sat ned, er du nu pillet af den boligsociale venteliste igen.
Ikke fordi du ikke har behov. Ikke fordi du ikke er prioriteret. Men fordi kommunen siger: “Du har ikke råd.” Du er ganske enkelt for fattig til at få hjælp.
I et konkret eksempel fra København har kommunen udregnet, at med en husleje på 3500 per måned – med forbrug knap 5000 kroner – vil borgeren have et rådighedsbeløb på knap 1100 kroner om måneden. Derfor har pågældende borger – ligesom mange andre vil få det, i takt med at kommunerne gennemgår de boligsociale ventelister – fået brev om, at han ikke længere kan blive anvist en bolig af kommunen. Han har simpelthen ikke råd.
Det lyder skørt, men det er præcis, hvad der sker lige nu i Danmark. Den nye kontanthjælpsreform har gjort det så svært at få økonomien til at hænge sammen, at borgere med reelle behov bliver pillet af ventelisterne til boliganvisning. De opfylder ikke længere det krav, som handler om at kunne betale huslejen. Og så bliver de slettet.
Det er ikke administration – det er opgivelse
Kommunen kunne gøre noget, selv om regeringen med støtter har gjort det meget sværere for dem at hjælpe hjemløse, efter kontanthjælpsreformen har smadret det bedste værktøj, man havde til at få fattige i bolig: den særlige støtte, også kendt som paragraf 34-støtte.
Fra kommunernes side kunne man arbejde på en midlertidig løsning. Tage sagen alvorligt. Men i stedet kigger man ned i budgetskemaet og konkluderer: “Du falder udenfor.” Og så går man videre til næste sag.
Det er ikke bare koldt. Det er ligegyldighed. Og det er systemet, der svigter.
Det her er ikke et enkeltstående tilfælde. Det kommer til at ske igen og igen. I København, i Aarhus, i Odense, i alle byer, hvor boligpriserne er høje, og hvor fattige presses ud af markedet. Det er begyndelsen på en ny hjemløsebølge. Skabt af reformer. Bakket op af et politisk flertal.
Fra skåltaler til stuegulve
Regeringen har lanceret en “værdighedsreform”. Man taler varmt om at møde folk med respekt og hjælp før krav. Men det bliver ved ordene. For hvordan kan man tale om værdighed, når man samtidig fjerner støtten, der gør det muligt at få et sted at bo?
Før kunne kontanthjælpsmodtagere få økonomisk støtte gennem paragraf 34 – den dækkede det, man ikke selv kunne betale. Et nødvendigt økonomisk tilskud til kontanthjælpsmodtagere i større byer, hvor huslejen generelt er højere end landsgennemsnittet. Nu er den væk. Og så er det pludselig ikke muligt at hjælpe dem, som har mindst, men har mest brug for hjælp.
Man vil møde de udsatte med tillid, siger man. Men hvordan ser tillid ud, når man samtidig trækker tæppet væk under fødderne på dem?
Hvad blev der af de almene boliger?
Engang byggede vi almene boliger som et løfte til alle: At du, uanset din indkomst, kunne få en bolig. Et fællesskab. En chance. Den almene sektor var arbejderklassens værn – og udsatte borgeres mulighed for en bolig.
Men i dag er det kun dem med penge nok, der får adgang. Har du for lidt, er der ikke plads til dig. Og hvis du er på kontanthjælp, har du for lidt.
Det mest paradoksale er, at det er Socialdemokratiet – partiet, der engang byggede boliger til folket – som i dag fører an i nedrivningen. Ghettoloven, som de selv tog initiativ til, har betydet, at tusindvis af billige boliger er blevet fjernet fra landkortet. Og nu fjerner man også hjælpen til dem, der var afhængige af de sidste billige hjem, vi havde tilbage.
Nok er nok
Vi i SAND ser, hvad der sker. Vi taler med dem, det rammer. Vi ser mennesker, der vil ud af hjemløshed og kæmper for det – men bliver mødt af et system, der ikke længere vil dem.
Det må stoppe. Hvis vi som samfund vil tage ansvar, må vi begynde med det mest grundlæggende: en bolig. For uden en bolig kan du ikke skabe dig et hjem og en tryg tilværelse, hvor uddannelse eller arbejde igen kan komme i fokus og fortrænge de dårlige minder fra livet på gaden.
Genindfør paragraf 34-støtten! Stop nedrivningerne! Og lav en lovgivning, der sikrer, at kommunerne igen kan bygge almene boliger til dem, der har allermest brug for det – for dem, de var skabt til!
Et samfund, der ikke har råd til sine fattigste, har mistet sin anstændighed.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
07. august 2025 | 09:50
