Mødt af freds- og Palæstinaflag
Drop gassen, ikke bare den russiske gas
Gaslobbyen har været umådelig effektiv. EU's forsøg på at droppe russisk gas tegner ikke til at blive grøn. Og så kan det bringe os ind i andre konflikter i en meget ubehagelig rolle.
|
Efter Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar gik det meget stærkt i EU med arbejdet for at droppe russisk gas. Allerede i begyndelsen af marts lå den grove skitse til afkoblingen, REPowerEU, og i midten af maj skal detaljerne være på plads.
Det var da også på tide. Der har været snak på højt plan om risikoen ved at satse på russisk gas siden 2009, da Rusland drejede på hanen for gas til Ukraine. At det aldrig blev til noget har ført til en absurd situation: Gassen har fosset fra Rusland, gennem Ukraine til EU, hele tiden og har skaffet de store statslige russiske gasselskaber en indtægt på over 150 milliarder kroner alene i marts.
Gas er i centrum for ikke bare EU’s energipolitik, men også klimapolitikken.
Denne afhængighed er under afvikling, og det er godt. Men det alternativ, som er under opbygning, er absolut ikke noget at fejre.
For det første er der store indkøb på vej fra lande som Qatar, Aserbajdsjan og Israel, som kan føre til en ny politisk afhængighed, vi helst skulle være fri for.
Også i Afrika står leverandørerne i kø, som med Mozambique, hvor opbygningen af et gasfelt har ført til omfattende tvangsflytninger og dybe sociale problemer – og væbnet konflikt. Det franske gas- og olieselskab Total har annonceret, at det vil vende tilbage til Mozambique, også fordi den franske regering har været aktiv i at sikre dem militær beskyttelse.
EU’s energipolitik er fuld af gas
Det er ikke svært at ane de politiske og humanitære risici i jagten på gas andre steder på kloden. Det er i sig selv et tungt argument for ikke bare at droppe den russiske gas, men gå målrettet efter hurtig afvikling af gasafhængighed i det hele taget. Men det er ikke lige dét, som er under opsejling i EU.
Gas er i centrum for ikke bare EU’s energipolitik, men også klimapolitikken, hvor mærkeligt det end lyder. Gaslobbyen har været umådelig effektiv og har formået at udvirke EU-støtte til en lang række gasinfrastrukturprojekter.
Støtten flyder i store mængder til nye gasterminaler og rørledninger, som i begge tilfælde er helt unødvendige, hvis man skal tro eksperter fra for eksempel tænketanken Artelys, der i januar 2020 skrev i en rapport, at den eksisterende infrastruktur i EU ”er tilstrækkelig til at håndtere en række forskellige fremtidsscenarier for gasefterspørgsel, selv i tilfælde af ekstreme brud på forsyningslinjer.” Der er rørlinjer nok, der er gasterminaler nok.
Alligevel har Ukraine-krigen hurtigt ført til genoptagelse af store gasprojekter, der ellers var på vej i mølposen, især en forsyningslinje mellem Nordafrika og Spanien, den såkaldte MidCat-rørledning. På den måde er EU på vej til at konsolidere gassen i fremtidens energiforsyning. Gasprojekter skal afbetales og forrentes, så en afkobling fra gassen bliver dyrere med hvert eneste nyt projekt, der gennemføres.
Grøn er blevet et billigt udtryk
Klimapolitisk er den udvikling i lodret strid med anbefalingerne i en rapport fra Det International Energiagentur (IEA) fra 2021, der formidlede nok den klareste og mest skræmmende anbefaling i organisationens historie: Hver eneste nye investering i ny infrastruktur for fossile brændsler bringer os over de 1,5 graders global opvarmning, som Parisaftalen har sat som internationalt maksimum for at hindre langt værre klimaforandringer for mennesker og natur, end vi ser i dag.
De perspektiver er ikke umiddelbart synlige, når man lytter til EU-kommissionen. Da REPowerEU – råskitsen til, hvordan vi slipper af med russisk gas – blev præsenteret i marts, var den gennemgående parole tværtimod, at nu haster det med “den grønne energiomstilling.” Men det er fordi, ’grøn’ er blevet et billigt udtryk.
EU’s klimapolitik, som den tager sig ud i European Green Deal fra 2019, er fuld af gas. Gas betragtes som et ’overgangsbrændstof’ fra især kul og får derfor høj prioritet på mange ledder og kanter. EU går så langt, at investeringer i gasinfrastruktur på mange måder får det grønne stempel og anses for at være bæredygtige.
Summen er afbrænding af mere gas
Der skal selvfølgelig lægges pres på beslutningstagerne i de kommende uger og måneder for at få så grøn en plan som muligt. Men samtidig er det vigtigt at have det store billede på nethinden.
Gassen er ikke på vej tilbage i EU, den er på vej frem. Og når der samtidig ikke er nogen grund til at tro, at den russiske gas bliver i jorden, fordi der er nogle europæiske kunder, der falder fra (eller droppes), så er summen formentlig, at der bliver brændt mere naturgas af i verden.
Trods grøn retorik er der ikke noget, der tyder på, at EU vil bruge denne gyldne mulighed for håndfast grøn omstilling, pilen peger snarere i modsat retning.
Så vi kommer til at kræve det en rum tid endnu: Vi skal ikke bare droppe den russiske naturgas. Vi skal droppe naturgas – punktum.
30. april 2022 | 06:50
