OK26 sættes til afstemning
Det handler om omfordeling
En formueskat handler om omfordeling. De superrige råder milliardformuer. Indtægten en formueskat kan bruges til at styke den nødlidende danske velfærd, skriver Dennis Kristensen i denne blog.
|
En ekstra beskatning af de allerrigeste danskere kom til at fylde i den på mange måder besynderlige valgkamp.
En klodset håndtering af ideen aflivede nok i denne omgang reelt muligheden for at indføre et af de flere forslag til en ny formueskat.
Til gengæld landede der lige midt i hele postyret dokumentation for, hvor store formuer de superrige reelt råder over, og hvor mange superrige, der flygter på grund af det danske skattesystem.
Flere modeller i spil
Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten fremlagde i valgkampen hver deres model for en ny formueskat.
Socialdemokratiets model forudsatte en årlig indtægt til statskassen på 6,5 milliarderne kroner. Økonomisk Ugebrev har beregnet, at knap halvdelen af denne formueskat ville komme fra top 100 milliardærerne.
Der er mange nuller i den ekstra indtægt til statskassen, men de blegner sammenlignet med de 100 rigestes samlede formue på 1.225.000.000.000 kroner.
Truer med at forlade Danmark
Forslagene om en ny formueskat udløste både liberal omsorg for de superriges økonomiske situation og ganske voldsomme trusler fra millionærer og milliardærer om at fraflytte Danmark, hvis skatten blev en realitet.
Dansk Industris lagde for med budskabet om, at en formueskat “… risikerer at gøre alle danskere fattigere”… “Det er vigtigt at forstå, at dette ikke er en skat, der kun rammer de rigeste mennesker”.
Herefter myldrede superrige frem på valgkamp-scenen, med Vestas topchef Henrik Andersen som den nok mest fantasifulde. Henrik Andersen vil ligefrem ikke finde sig idet.
Og vil i givet fald flytte fra Danmark for at undgå skatten: “Jeg kommer til at bruge en del af min tid på at finde ud af, hvor jeg så skal bo henne. Det kan ikke siges tydeligere”.
Kamp for at beskatte de superriges formuer er med andre ord kamp for velfærd og mod ulighed.
Det vil ligefrem ikke kunne betale sig for Henrik Andersen at gå på arbejde, hvis hans formue bliver beskattet. Det kan ifølge ham selv end ikke en årsløn på 32 millioner kroner råde bod på.
I virkeligheden var den melding måske en af de mest opsigtsvækkende udtalelser i valgkampen, som slap igennem uden at blive kulegravet for alvor.
Mantraet om, at det skal kunne betale sig at arbejde, har været anvendt et utal af gange gennem de seneste mere end fire årtier, som det ultimative argument for at nedsætte offentlige ydelser og arbejdsløshedsdagpenge, så afstanden op til lavtlønnede jobs øges.
Anvendelsen af det samme mantra for millionærer og milliardærer råber i sin absurditet til himlen.
Kampagnen mod formueskat og truslerne om skatteflugt kom dog til fremstå lidt som teatertorden, da Økonomisk Ugebrev samtidig gjorde op, at antallet af rige udenlandsdanskere ikke er steget de sidste ti år.
11 af de 100 rigeste danske familier er bosat uden for Danmark. Og næsten halvdelen af dem har som den tidligere Saxo Bank-medejer Lars Sejr Christensen slået sig ned i Schweiz.
Tilsammen råder de over en samlet formue på knap 80 milliarder kroner.
Det handler om omfordeling
Med de mange nuller i opgørelsen af, hvor meget de superrige råder over, giver det næsten sig selv, at de voldsomme protester mod de forskellige forslag om igen at indføre en formueskat på en forsvindende lille del af formuen og anvende indtægten herfra på den nødlidende danske velfærd, ikke handler om mærkbart færre penge på de superriges kistebund.
Det handler tydeligvis i stedet om kamp mod omfordeling.
Velfærd og offentlig service er grundlæggende omfordeling.
Omfordeling gennem velfærdsydelser fordelt efter behov og omfordeling gennem opkrævning efter økonomisk formåen til finansiering af disse ydelser.
Og det sidste kniber det mere og mere med, jo flere skattelettelser skiftende regeringer gennemfører.
Mindre omfordeling har givet eliten mulighed for at stikke økonomisk af fra resten af befolkning, og vi har ikke i den tid, velfærdssamfundet har eksisteret, haft en større økonomisk afstand mellem de rigeste og de fattigste.
Denne hastige udvikling i den økonomiske ulighed i det danske samfund kan tydeligt aflæses på fordelingen af formuer. I dag ejer den rigeste ene procent af danskerne mere end en fjerdedel af de samlede formuer. Det er ulighed, der er til at tage og føle på.
Og det er tilsvarende til at tage og føle på, når det ikke handler om, hvad der ligger på kistebunden, men derimod om, hvor meget der kommer ind hver måned.
I ti-året frem til 2022, hvor inflationen voksede voldsomt, steg den rigeste ene procents gennemsnitlige årlige indkomst med omkring 50 procent. For resten af befolkningen voksede den månedlige indtægt med gennemsnitligt 14 procent.
Og her bider det sig selv i halen. Den primære årsag til ulighedens ekspres-vækst er udviklingen i formuer.
Kamp for at beskatte de superriges formuer er med andre ord kamp for velfærd og mod ulighed.
Dette er en blog. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Arbejderen skal overholde de presseetiske regler.
27. marts 2026 | 06:18
