Dansk aktivist afsted
Det burde være mandag hver dag
Vi skal distancere os fra det kassesystem, som det psykiatriske behandlingssystem har udviklet sig til at blive. Vi skal se på det enkelte menneskes symptomer, behov og ønsker. Psykisk sygdom er komplekst og bør ikke kategoriseres, men individualiseres.
|
Gennem de sidste to årtier har mit hjerte banket ekstra for de mennesker, jeg har mødt i psykiatrien. Mennesker der er blevet opbevaret i et rigidt og gammeldags system. Mennesker der har været en del af den eksperimenterende del af systemet. Mennesker der tænker, at de nok altid skal leve med deres diagnose(r), deres symptomer og ikke mindst de mange bivirkninger af den psykofarmaka, de får for at mindske deres symptomer.
Men hvad er sygdom, og hvad er bivirkninger af medicinen? Jeg mener, vi skal distancere os fra det kassesystem, som det psykiatriske behandlingssystem har udviklet sig til at blive. At vi skal se på det enkelte menneskes symptomer, behov og ønsker. Psykisk sygdom er komplekst og bør ikke kategoriseres, men individualiseres.
Mange af de mennesker, jeg har mødt gennem tiden, som bærer på et utal af diagnoser, har været brugere af psykiatrien i mange år. De er blevet institutionaliseret og oplever ofte sig selv som diagnosen frem for det menneske, de er. Når først en diagnose er stillet, slettes den sjældent igen.
Og så står de der disse mennesker i hver deres kasse og tænker: Hvilke af disse diagnoser er mig, og er jeg noget uden min diagnose?
Medicin er ikke eneste mulighed for behandling
Medicin er den første håndsrækning, mennesker med psykiske lidelser møder i det psykiatriske system. Og den medicin, der behandles med, psykofarmaka, epilepsipræparater og benzodiazepiner, har svære bivirkninger og er toleranceudviklende.
Det er ikke bolcher fra Nørregade, der serveres, men medicin der kan have svære konsekvenser. Desværre oplever mange mennesker, at døren lukkes, hvis de modsætter sig medicinsk behandling, og så stagnerer deres forløb.
Men vi, der er ansatte i psykiatrien, ved godt, at der er flere supplerende muligheder for behandling. Og dem skal vi have med i vores individuelle vurdering af de mennesker, der har brug for vores hjælp. Vi bør ændre mindsettet i psykiatrien. Medicin skal aldrig stå alene.
Om mandagen fra klokken 19.30 – 21.30 pauseres tankerne om diagnoser og symptomer.
Psykisk sygdom er som udgangspunkt ikke kronisk, men den kræver tid, opmærksomhed og nærhed for at ændres. Vi skal blive bedre til at lytte til de mennesker, der er i behandling. Dem, der har symptomerne. Som behandlere og omsorgspersoner skal vi blot vise paletten af farver og muligheder, resten må og skal være op til den enkelte.
I “vores” behandlingssystem er det desværre min oplevelse, at det er den behandlingsansvarlige, der ved bedst, og er den, der sætter dagsordenen.
“Og alt mit skuespil virkede lige så lidt, som ordene havde gjort. Der var mange af dem, og jeg var en, og de tog mig ind i isolationscellen og låste døren. Jeg sad der alene hele dagen. En madras, fire hvide vægge, ét grønmalet betongulv. Og mig, en orange martyr, fængslet for appelsinens ret til at være en citrusfrugt.”
Citat: Arnhild Lauveng, “I morgen var jeg altid en løve”.
Psykiatrien har brug for det ikke-stigmatiserende rum. Et sted hvor ansatte og beboere er i øjenhøjde. Et rum som dette rum findes på et psykiatrisk botilbud i København. Til daglig er det et ganske almindeligt, hvidmalet rum med fire borde. Beboernes spisestue.
Nærvær og ligeværdighed
Men når det er mandag, og klokken rammer 19.30, fyldes rummet op af ivrige beboere. I et hjørne i rummet står et hvidt, aflåst skab. Nøglen til skabet hænger i nøgleskabet på kontoret, hvor personalet opholder sig.
Men i dag skal lågerne åbnes, for det er KREA-aften. Bag lågerne, på hylderne ligger skitseblokke, akrylmaling og akvarel, pensler, diverse tegnegrej, mandala-malebøger, ja alt hvad den kreative hjerne kan ønske sig. Det er blevet tid til den ugentlige fordybelse. Til nærvær og ligeværdighed.
Rummet er uforpligtende. Beboerne møder op, velvidende at der er plads til alle. Der er ingen krav om talent. Ingen forventninger til udbytte.
De, der møder op, kommer, fordi de har lyst til at være til stede i nuet med en farveblyant og et stykke hvidt papir. Fordi de har lyst til socialt samvær på den stille måde.
Nogle af de beboere, der kigger forbi, er ikke kreative. De kommer for at være en del af et rum, der er præget af en løs og mere tilfældig snak om livet som sådan. Anekdoter fra fortiden. En snak om musik, om film og om alt muligt andet, der lige rører sig. I baggrunden lyder en stille klaverkoncert.
I KREA bliver man ikke målt eller vejet. Man bliver ikke vurderet ud fra en diagnose. Alt, hvad man er, er en vigtig brik i et fællesskab baseret på nogle andre præmisser end dem, hverdagen normalt stiller op.
Om mandagen fra 19.30 – 21.30 pauseres tankerne om diagnoser og symptomer. Det burde være mandag hver dag.
30. juni 2022 | 08:16
